Denner i Beat Bop

Michael Denner - Beat Bop Foto: Søren Højer Larsen

En af Danmarks helt store metal-legender, Michael Denner, udgiver d. 15. november et album med sit nye band: Denners Inferno. En ny-udgivelse fra et tidligere Mercyful Fate-medlem er jo sådan set grund nok til at få Denner i snak. Med efterårets nyhed om en Mercyful Fate-reunion og optræden på Copenhell i 2020 – bare uden Denner – var det endnu mere vigtigt for os at få ham i tale. Så Heavymetal.dk tog et smut ind i Beat Bop, Denners vinylbutik tæt på Købmagergade i det indre København, for at finde ud af, hvad pokker det er, der foregår.

Denner's Inferno og alle de gamle helte

Beat Bop er ved første øjekast en pladebutik som så mange andre. En skøn blanding af nye og brugte vinyler er til salg, og lige meget hvor man kigger hen, er der kasser, der bugner med fristelser. Den store forskel på denne butik og de fleste andre er dog, at bag disken står en mand, der har medvirket på ikke mindre end tre banebrydende metal-mesterværker (Melissa, Don’t Break The Oath og Abigail) og et hav af andre storsælgende udgivelser. Der er ikke mange vinylbutikker, hverken i Danmark eller andre steder, der har sådan en kapacitet i lokalet.

Vi indleder snakken med at tale om Amber, det nye album fra Denners Inferno, og jeg spørger, om det egentlig er et soloalbum?

”Jeg betragter Denners Inferno som et band”, svarer en entusiastisk Denner med det samme – han brænder tydeligvis for det her projekt. ”Jeg har selvfølgelig styrepinden, men soloalbums er for mig noget med Joe Satriani eller Steve Vai, og det gider jeg ikke.”  Ingen guitartricks eller lir var parolen under Ambers tilblivelse. Denner havde en del sange liggende og samlede nogle rutinerede drenge, men ”vi manglede en god sanger, og de hænger bestemt ikke på træerne på de her breddegrader, og jeg gad ikke noget på Valby-engelsk. Men så spottede vi en ung amerikaner på nettet. Da jeg hørte Chandler (Mogel red.) tænkte jeg ”vauw!” Så jeg tog fat i ham, og vi klikkede bare med det samme.” 

Med en ung amerikansk sanger, der holdt af den samme 70’er-hard rock, som Denner, og to danske veteraner på plads, gik det pludselig stærkt.

Det der var min tanke med den her var at lave et album, der var fuldstændig i min smag, og det er 70’er-heavy rock, New Wave Of British Heavy Metal, doom og så selvfølgelig mit aftryk fra de plader, jeg har lavet gennem tiden.”

Jeg bemærker, at man også hører en del UFO på Amber.

Den mest banebrydende guitarplade for mig er UFOs Force It fra 1975. Det er det album, der har betydet mest for mig som guitarist, og det der har inspireret mig mest. Det ændrede min stil og i det hele taget min holdning til det at spille guitar. Der er nogle, der påstår, at jeg lyder mere som Michael Schenker, end han selv gør nu om dage, og det vil jeg betragte som et stort kompliment. Jeg synes dog, jeg har min egen stil i dag!”

Det er dog ikke UFO alt sammen, for på Amber hører man også umiskendelige Mercyful Fate-riffs. På spørgsmålet om det er noget han gør bevidst, svarer Denner: ”Det kom bare. Det ligger jo i min natur. Jeg har altid følt, at på Mercyful Fate-pladerne har jeg været bindeleddet mellem King og Hank. Den melodiske røde tråd og mine signatur-guitar-ting, og det kommer selvfølgelig også til udtryk, når jeg laver mit eget. Det er ikke noget, jeg skammer mig over, og Amber er jo altså indspillet lang tid før hele (Copenhell-)polemikken startede.”

Mercyful Fate, Copenhell og hele balladen

Nu hvor han selv bringer det på bane, er det jo et oplagt at komme ind på balladen om Mercyful Fate og Copenhell, men en ung østeuropæer, der længe har stået på hovedet i Beat Pops mere obskure pladekasser omme i baglokalet, vil det anderledes. For han kommer pludselig tilbage med en obskur jazzplade, han har fundet i lige præcis den rigtige udgave, og det afbryder for en kort stund Denners entusiastiske ordstrøm. Den genoptages dog, så snart der er blevet handlet jazz-vinyl.

”Ja, Mercyful Fate blev jo gendannet, men de spurgte ikke mig, og det har skabt en strøm af protester og frustration. Og hele den polemik har været med til at ”booste” mit album, så jeg har lavet mindst 30 interviews med blandt andet Metal Hammer og Record Collector Magazine. Det er gået helt apeshit, og nu er vi så i gang med at forberede en tour i Europa. Men det er jo luksus med al den opmærksomhed. Så efter chokket havde lagt sig – og jeg blev virkelig chokeret…

Denner tøver lidt, men fortsætter:

”…men da skuffelsen og frustrationen havde lagt sig, så kom jeg til den konklusion: ”Tusind tak” for det har givet mig enormt meget eksponering”, slutter Denner af med et smørret grin. Hvordan hørte du egentlig om det så? ”Jeg fik en tør mail to dage før, det blev offentliggjort. Både King og Hank ved, at jeg ikke er et menneske, der vender den anden kind til. Jeg kan bære nag, vi kender hinanden. Men jeg gjorde det eneste rigtige: ”Zip it!” og lod være med at kaste med snavs. Så lad fansne gå ind og være utilfredse og sige, ”hvad fanden foregår der? Denner er the good guy”! Så jeg lod folk brokke sig uden at blande mig. Men det er klart, det var sgu lidt af et chok. Specielt da jeg så, at de havde lavet nogle klip fra gamle videoer med bandet, hvor hele venstre side, hvor jeg stod, var klippet væk! Og jeg mener bare, det er sgu da for cheap!”

Denner har talt sig varm nu, så vi må ud på Peder Hvitfeldts Stræde og ha’ en smøg. En ældre gut kommer hen til os, mens vi står og snakker videre ude på gaden og spørger ind til et Peter Gabriel-album, han tilsyneladende lige har købt i Route 66 ikke langt fra Beat Bop. Men Denner er i langt højere grad musik-entusiast end sælger, så han svarer tjenstvilligt og interesseret på alle spørgsmål. Imens bliver det klart for mig, at Denner egentlig er mest skuffet over Hank Sherman, da de to har arbejdet tæt sammen i mange år på mange forskellige projekter. Han forstår dog udmærket, at hans gamle partner ikke bare kunne sige nej, selvom King ikke vil have Denner med, for ”pengene er sikkert alt for store”. Han ville egentlig bare gerne have haft det af vide tidligere i processen og helst direkte fra Hank selv.

Men hvordan er balladen egentlig opstået? Denner forklarer – endnu engang ikke helt kortfattet: ”Vi fik Thomas Holm til at lave covers på begge Denner/Shermann pladerne, og han havde jo også lavet både Melissa og Don’t Break The Oath, og så blev King stiktosset og prøvede at stoppe pladen! Og jeg blev rimeligt fortørnet over, at han ikke kunne glæde sig på vores vegne. For hver gang han fik en grammy-nominering, sad vi jo og klappede i hænderne: ”Min gamle ven, hvor er det skidegodt kørt!” Han har succes over det hele, så hvorfor kunne han ikke unde os det? Vi skulle ha’ lavet et foredrag sammen ovre på Hovedbiblioteket, men da jeg hørte alt det (red. at King ville stoppe Denner/Sherman-pladen), sagde jeg, ”det kan du glemme alt om!”” Den ellers omgængelige Michael Denner havde fået nok, og ville ikke lave ting med King længere. ”Og så stoppede dialogen, og så fik jeg så den her nu, for King er ligesom mig – han tilgiver heller ikke. Det gik ud over ham dengang, og nu går det ud over mig.”

Denner virker både frustreret og ærgerlig over, at det er kommet så langt, men også oprigtigt ked af det på vegne af alle de fans, der gerne havde set en mere komplet reunion på Copenhell næste år. Men midt i det hele ringer butikkens telefon og afbryder snakken om alt det gamle beskidte vasketøj. Det er en bekymret bedstemor, der ringer om en spansk udgave af Led Zeppelins Houses Of The Holy, som hun har købt til sit barnebarn. Denner beroliger uden at tøve Bedste med, at selvfølgelig synger Zeppelin på engelsk også på denne udgave, for den slags er jo paratviden. Men måske har vi i virkeligheden også snakket nok om stolte og stædige mænd fra et af verdens bedste metalbands? Så vi leder snakken over på et af de andre emner, Denner virkelig brænder for, nemlig hans kommende dokumentarfilm om Flying V-guitarens historie.

Flying V's og alt det andet

”Stort set all de kendte Flying V-guitarister, du kan komme i tanke om, medvirker i filmen”, udbryder Denner begejstret, men på spørgsmålet om han ikke vil afsløre bare et par stykker af dem, svarer Denner med et grin: ”Jeg er med”. Kun lidt mere alvorligt fortsætter han, ”men jeg er nu det tyndeste øl, nå ja, og så Hank”. Filmen er stort set redigeret færdig, og nu er Denner og hans partner, filmmageren Peter Hansen, i gang med at forhandle med forskellige filmselskaber for at få den udgivet.

Med et nyt band og nyt album på vej, en Europaturné under planlægning, en dokumentarfilm, der er ved at blive gjort færdig og alt det andet arbejde med pladebutik og musikquizzer, har Michael Denner nok at se til. Det kan godt være, han er ærgerlig over ikke at være med i den meget omtalte Mercyful Fate-reunion, men der er ikke den mindste antydning af bitterhed eller vrede, for der er masser af andre ting, der er vigtigere. Og Denner er tydeligvis ikke færdig med os endnu.

Kommentarer (1)

brian rasmussen

michael denner

denner er 1 af mr mercyful fate så han skulle da bare spørges om han ville være med på 1 reunion tour det villa da være naturligt at spørge ham stor mf fan