Anubis Gate

Anubis Gate

Anubis Gate er aktuelle med deres fjerde album "The Detached" – et ambitiøst konceptalbum, hvis historie kræver en udredning. Til den opgave fik jeg fat i bandets guitarist og altmuligmand Kim Olesen.

Anubis Gate er aktuelle med deres fjerde album, ’The Detached’ – et ambitiøst konceptalbum, hvis historie kræver en udredning. Til den opgave fik jeg fat i bandets guitarist og altmuligmand Kim Olesen. Hvordan kom samarbejdet med Martin Rauff i stand, og hvad gjorde at I valgte hans historie?

Martin er en af mine gamle venner. Han er en dygtig bassist og jeg har spillet et hav af jobs med ham. En anmelder bemærkede om den forrige plade (Andromeda Unchained) at vi ikke helt havde fantasien til at få alle elementer (musik/lyrik/historie) til at spille sammen. Det tog jeg som en udfordring. En af den slags hvor man siger ’Jeg skal gi' dem skal jeg!’. Så i mit hoved havde vi brug for en der virkelig kunne lave noget unikt, og her vidste jeg at Martin var den rigtige. Han har instrueret over 100 rollespil og lever af at designe board games, foruden hans arbejde på DR i børneprogrammet Barda. Martin har en fantastisk fantasi og flair for at koble researchet viden op på sære historier. For eksempel er Dodecahedron universet en rigtig teori og ikke bare noget Martin lige fandt på. Anyway, jeg forslog resten af bandet at vi skulle få Martin involveret, og det var de med på. Da Martin ringede til mig og fortalte at han havde fået en idé han kaldte The Detached og gjorde rede for den, syntes jeg at det var alt for fedt, så det blev den vi brugte.

Kan du i grove træk ridse historien op omkring albummet?

The Detached er i korte træk, historien om Bilao. Bilao tilhører en særlig race mennesker der udover ikke at ældes med mindre de selv vil, kan flytte tid på samme måde som vi flytter et fysisk objekt. Jo mere tid man flytter jo hårdere er det. Ligesom med fysiske genstande. Bilao har det problem at han har svært ved at forholde sig til evigheden. Men han gør et hæderligt forsøg ved blandt andet at medvirke på projekter, der sætter sig spor i verdenshistorien. Hannibal og elefanterne der går over alperne, bygningen af Keops pyramiden etc. Han lærer at navigere gennem tomheden via de australske aboriginers system af sanglinier. Men hvor andre Detached finder en mening med deres liv og derefter lader sig ælde for til sidst at dø, så finder Bilao bestemt ikke meningen med noget som helst. Tværtimod bliver hans søgning efter mening mere og mere grotesk, og han ender i et fængsel der selv for Bilao er flugtsikkert. Med en livstidsdom. Hvilket så i Bilaos tilfælde er MEGET lang tid. Hvordan det ender vil jeg ikke afsløre.

Er der en morale hæftet til historien? Evt. hvor langt et menneske kan være villigt til at gå, efter mere og mere… frem for at leve i nuet og dermed accepterer sin umiddelbare skæbne?

Der er bestemt en morale i historien. Der er sikkert også mere end en. Der er jo altid et skisma mellem helt fatalistisk at acceptere sin skæbne og det at stræbe højere. I den ene ende af spektret har vi den fattige indiske lavkaste hindu. I den anden ende sådan en som Stein Bagger. Det er en af de ting jeg rigtig godt kan lide ved historien. Bilao er ingen helt. Han falder mest i den sidste kategori. Den rejser også det interessante spørgsmål om tid er noget vi mennesker bare har fundet på for at holde kaos fra døren. Hvis ja, hvad sker der så når vi endelig frigør os fra konceptet om linearitet!?

Apropos det lyriske, så er både dig, Henrik Fevre og Jacob Hansen leveringsdygtige, og da det virker som om at teksterne er ret vigtige, kunne jeg godt tænke mig at vide hvordan i deler dette arbejdsområde ud?

Det er udelukkende Henrik der har skrevet teksterne til The Detached. I tæt konsultation med Martin. Det som Henrik har gjort, er at skrive teksterne ud fra de medvirkendes personlige synsvinkel. Så historie og tekst supplerer hinanden i stedet for begge to at fortælle det samme. Jeg tror det du refererer til, er hvem der har skabt sang melodierne. Det er ca. 50/50 Henrik og Jacob. Jeg har lavet lidt hist og pist (for eksempel omkvædet af "Dodecahedron") men føler ikke rigtig behov for at pitche ind med mere, da de to gør det så overlegent.

Udover tilblivelsen af teksterne, har du også en meget central rolle vedrørende selve musikken og produktionen – i hvert fald hvad angår både Andromedia Unchained og The Detached. Dette kan måske virke overraskende for nogle, når nu Jacob Hansen også er involveret i bandet. Har du nogen gange følt at du måtte stå lidt tilbage i hans skygge?

Well, måske står jeg i Jacobs skygge hvad angår pressen, det er ikke rigtig noget der går mig på. Han har et navn og det falder ikke folk ind at der kan være mere i spil end at mixe pladen når man taler om at producere. I mit samarbejde med Jacob (altså rent personligt) føler jeg ikke på nogen måde jeg står i skyggen. Tværtimod føler jeg at der er en stor gensidig respekt og forståelse af hvad vi begge hver især er gode til, og på den måde får vi det bedste ud af hinanden. Hvis jeg må uddybe hvad rollefordelingen egentlig er, så kan man sige at i den fase hvor vi sætter numrene sammen så er det mig der først og fremmest er producer. Folk sender mig deres ideer. Nogle mere færdige end andre. Det kan være alt fra næsten hele numre til bitte små brudstykker. Jeg sætter så tingene sammen i en eller anden form for demo. Både på sang niveau og det store niveau. Så inden vi indspiller selve albummet, har vi en fuld demo af hele pladen som jeg mestendels har produceret. Nogle af numrene kan godt gå gennem over 30 forskellige versioner før de er grydeklar. "Options – Going Nowhere" er et glimrende eksempel. Jesper havde et fantastisk smukt langsomt stykke han kaldte "Ghost on the Moon", og da jeg hørte det, synes jeg at det passede perfekt som mellemstykke til "Options.. " (Som havde arbejdstitlen Gagarin). Så selv i titlerne var de beslægtede. Anubis Gate er fuld af sådanne gode sammentræf. Jesper og jeg kalder det "den gode fe". Jacobs rolle som producer har i større grad med lyden og mixet at gøre. Men det er selvfølgelig ikke helt så firkantet. Der ville slet ikke være den samme kemi hvis ikke det præcist var os fem der var i bandet. Jesper, Henriks og Mortens input er utroligt vigtigt. Hvad enten det er som komponister, lyrikere, eller kvalitetskontrol. Jesper har komponeret nogle fantastiske ting til skiven. Henrik har bidraget med et stykke sammenhængende lyrik (og sangskrivning) som langt overgår hans tidligere tekster og Morten har, som altid, været meget vigtig i filtrering af ideerne. Og så er Jacob jo også med på komponist holdet ligesom jeg selv er.

Som band virker I som et meget demokratisk foretagende, men har I også været lige enige om at I ikke rigtig skulle ud og spille live? Grunden til at jeg spørger, er fordi jeg kun kan erindre at I herhjemme har spillet på The Rock og Aalborg Metal Festival, begge gange helt tilbage i 2005.

Vi har altid været enige om at tage de gigs der gav mening. Både før Jacob kom med og efter han kom med. Den eneste grund til at vi ikke lavede koncerter i forbindelse med Andromeda Unchained pladen var at vi ikke fik tilbudt nogen. Vi var live klar med et fedt sæt og glædede os virkelig til at vise flaget. Men de rigtige tilbud kom bare ikke. I stedet var det turneer, hvor vi skulle betale for at spille opvarmning for bands der var "over the hill", vi fik tilbudt. Altså med andre ord: Opvarmningsbandet skulle finansiere hovednavnets turne. Det vil vi ikke. Jeg er vant til at gå hjem med penge på lommen efter et gig. Det er en stor del af det jeg lever af (at spille i cover bands). Så at skulle aflyse 10 spillejobs, tage en måned fri fra arbejde (på Svendborg musikskole hvor jeg underviser i guitar) og samtidig betale tusindvis af kroner til "buy on fees" for at få lov til at spille, det hverken kan jeg eller vil jeg gå med til. Vi har ikke været blege for at køre til udlandet for at spille det rigtige festival job, og gør det gerne igen hvis vi får det rigtige gig tilbudt. Foreløbig skal vi spille på Prog Power scandinavia pre partyet. Så kommer vi i gang og derefter må vi se hvad der så sker.

Er Jacob Hansen egentlig stadig med i Beyond Twilight, og har I nogensinde drøftet idéen om at lave nogle co headliner shows sammen. Genremæssigt ville det da være helt perfekt?!

Jeg har i hvert fald ikke hørt at han ikke er med, men har Beyond Twilight nogensinde givet koncerter? Jeg tror faktisk ikke de spiller live... Men ja, det kunne da være interessant. Jeg er bare bange for at det trods alt ikke ville kunne vække den store interesse i Danmark. Det er lidt svært at være power/progressivt metal band i Danmark. Danskerne er, for en stor dels vedkommende, mest til død og helvede haha. Det er der bestemt ikke noget galt i skal jeg lige sige. Der er mange fede og dygtige "død og helvede" bands i Danmark. Jeg havde fornøjelsen af at spille synths på The Arcane Orders seneste album. Det er overdrevet fedt. Hatesphere, Mercenary you name them. Men i forhold til dem er vi vist bare en "niche produktion". Sådan er det og det er ikke noget vi piver over. Størstedelen af det danske publikum kan lide deres metal mere ekstremt end vi laver det, og det er helt cool. Så vi er i bund og grund bare rigtig glade for at vi trods alt har det publikum vi nu har i Danmark, og gør os ingen illusioner om at blive tiljublet på Orange scene eller noget i den retning.

Har du hørt om Plex (Københavns Musikteater)? Det kunne jo være helt fantastisk at komme derind og opleve Anubis Gate og Beyond Twilight i hvert fald! Rammerne er intime, med plads til omkring 130 siddende publikummer. Et unikt og anderledes spillested for både musikere og publikum!

Det sted har jeg ikke hørt om. Men det lyder som et sted jeg rigtig godt kunne tænke mig at spille. Så længe det ikke er et sted hvor der hænger en lydtryksmåler der lukker for strømmen når trommeslageren rammer lilletrommen for hårdt. Det er svært at være afdæmpet når man spiller metal. Vi lavede en hemmelig koncert før jobsne i forbindelse med "A Perfect Forever" pladen. Der var nok omkring 20 indbudte publikummer. Det var vildt fedt. Vi indbød dem til at komme ned i øvelokalet og overvære generalprøven og oplevelsen var ganske unik. Som et kryds mellem en kammermusik koncert og et metal gig.

Sidste år stoppede Jeres samarbejde med Intromental. Hvad var årsagen til dette brud?

Det var ret udramatisk. Vores aktivitetsniveau lagde ikke rigtig op til at det var nødvendigt med et management, og samtidig kunne vi godt tænke os at stå lidt på egne ben - også som en udfordring til os selv. Så vi tog en snak med Claus og Lars fra intromental om det, og de var meget forstående. Jeg mailer ofte med Claus og vi har det rigtig godt med hinanden. Han ved vildt meget om musik og progressivt rock især, så det er skægt at få en rigtig nørdesnak med ham en gang imellem. På samme måde som jeg også jævnligt ser Torben Askholm, som er begavet med en encyklopædisk viden om alt prog. Hvis jeg mangler lidt nyt musikalsk input står Torben altid klar i kulissen. Så de brud der har været i vores tid som band har været minus dramatiske, hvilket er ret fedt.

Dykker man lidt ned i Jeres musikalske forhistorie, vil man erfare at I mere eller mindre alle har spillet sammen tidligere, på kryds og tværs i forskellige band konstellationer. Dig, Morten og Jesper spillede blandt andet sammen i thrash metal bandet Extreme Feedback tilbage i slutfirserne. Stilen i dag er jo noget anderledes, så hvordan føles det at spille metal igen sammen, efter så mange år væk fra genren/scenen?

Med ét ord, sjovt – og især fordi at vi har været så privilegeret at få lov til at lave lige netop den metal vi helst vil. Ingen har blandet sig, hverken pladeselskab eller intromental, og sagt at der var noget vi ikke måtte gøre rent musikalsk. Hvis det ikke var Anubis Gate jeg spillede i, spillede jeg nok ikke metal. Anubis Gate er simpelthen fem gamle venner der skaber det musik de allerhelst vil, uden hensyntagen til ting som image, popularitet, anmeldere osv. Vi gør det ene og alene for vores egen skyld. At der så oven i købet er folk der kan lide det vi laver, gør det bare endnu sjovere. Jacob sagde i et interview, adspurgt om hvorfor han gik ind i bandet, at det var for sjovs skyld. Det blev så vinklet lidt negativt af skribenten, men Jacob mente det positivt. Han gik med for at have det sjovt i selskab med fire andre kreative personer der spillede noget musik Jacob identificerede sig med. Samme grund som da Henrik og jeg gik fra at være gæster på den første plade, til at være fuldgyldige medlemmer på den anden. For sjovs skyld i ordets positiveste forstand. Pokker skulle da gøre det hvis det ikke sjovt. Da Extreme Feedback sluttede besluttede jeg mig for at lægge metallen på hylden, og havde Jesper og Morten ikke henvendt sig for at få en hjælpende hånd til "Purification", havde det stået ved magt. Det var fordi jeg fandt musikken så charmerende at jeg blev "suget" ind i metal verdenen igen. Og fordi de gav mig frie hænder til at færdiggøre musikken. Pludselig blev det at spille metal interessant for mig igen. Netop fordi de gav mig lov til at gå planken ud. Hvilket jo var et sats fra deres side. Jeg kunne jo have ødelagt pladen i værste fald. Men fordi de havde deres hjerter og ører åbne for det jeg havde at byde på, fik jeg selv øjnene op for at metal kan være dybt interessant musik at beskæftige sig med. Det er sjovt at du nævner stilen, for jeg kan egentlig godt se en lige linie fra Extreme Feedback til Anubis Gate. Nummeret Approaching Inner Circle (fra pladen A Perfect Forever) er noget af det sidste vi lavede i Extreme Feedback. Der er også noget af Epitome Of Delusion der er gammelt EF materiale. Men vi kunne ikke bare have fortsat EF dengang og lavet det vi laver nu for 15 år siden. Anubis Gates musik er summen af den viden og de musikalske erfaringer vi alle fem har samlet op hver for sig siden dengang. Det var ikke før Purification pladen at de rigtige kort var på hånden for den gode fe. Og siden den plade har vi flyttet os langt. Jeg var nede hos Jacob og lave synths for et band for et par uger siden, hvor Jacob bemærkede at det føltes som mange mange år siden Purification blev til. Selvom det kun er seks år siden. Og jeg vidste præcist hvad han mente for jeg havde det ligesådan. Spil Purification og The Detached mod hinanden og det lyder som en musikalsk rejse i årtier. Det skal lige siges at jeg holder meget af Purification pladen og at jeg ikke sviner den. Vi har bare udgivet fire plader på seks år og det er egentlig en ret koncentreret indsats der, for mig, får det der skete for seks år siden til at virke meget fjernt.

For lige at vende tilbage til det nye album; Et nummer som ’Bloodoath’ viser en anderledes tungere kant, end man ellers har været vant til fra Jeres side, hvorimod et nummer som ’Lost In My Self’ fremstår helt radiovenligt, med et nærmest poppet omkvæd. Med andre ord, så breder I Jer godt ud, på de 12 numre, der tilsammen har en spilletid på over 65 minutter. Onde tunger vil måske fristes til at mene at albummet er for langt, og at I genremæssigt lander mellem et par stole for meget. Hvor bred vil I lave musikken i Anubis Gate?

Hvor smal skal man være? Hvis der er en ting man kan sige om Anubis Gate, så er det at vi ikke prøver på at lave alt andet end metal. Vi står ikke og spiller boogie rock eller traditionel jazz for derefter at spille hard core. Men inden for genren metal har vi givet os selv stort spille rum. Hvis ikke fra dag ét af så i hvert fald fra A Perfect Forever pladen. Der er altså også langt fra ’Kingdom Come’ til titelnummeret på den plade. I stedet for at begrænse hinanden trækker vi på hinandens styrker. Når nu Jesper kommer med et oplæg til et hårdtslående nummer som ’Bloodoath’ og Jacob kommer med et simpelt nummer som ’Lost In Myself’ skulle det ene så udelukke det andet? Nej tværtimod skal de supplere hinanden. Hvis der er nogen stor hemmelighed bag det vi laver, så er det at vi ALTID gør og skriver hvad vi føler os inspirerede til. Det er præcist der nogle bands går galt i byen. Når man tænker på hvad publikum/pladeselskab etc etc synes. Så forråder man sin muse, og det ender med at lyde uinspireret. Jeg lavede en session for et band der bemærkede at de havde filet deres stil til så de kunne få et bredere publikum. Der knækker filmen for mig. Når man pludselig lugter penge, piger og berømmelse. Så er man fanme i det af de forkerte årsager. Når man skaber musik (i modsætning til bare at spille eksisterende musik), synes jeg man skal gøre det ud fra en indre kunstnerisk nødvendighed. For lige at vende tilbage til det med genrer. Så længe Doctor Metal (det er Morten Sørensen) siger "det er fed metal" så er det ok i Anubis Gate. Kort og godt tænker vi kun i en overordnet genre, nemlig metal. Der er inspirationer fra alle mulige ting uden for metalverdenen, men det bliver sat ind i en ramme der er og bliver metal. Vi definerer os selv som et band der spiller Heavy Metal. At nogle synes vi er progressive kan jeg godt til tider blive overrasket over. Det er som om at har man synths med og er sangen lidt melodisk, så er det pludseligt prog. Det er da noget pjat. Jeg synes personligt ikke bands som Communic, Green Carnation eller Mercanary har noget med prog at gøre. Det er noget pressen har udnævnt dem til at være. Vi har elementer fra den progresive rock i vores musik. Ligesom vi har elementer fra pop og alt muligt andet. Livet er for kort til at man ikke må være poppet og hård, simpelt og komplekst på samme plade. Så er vi egentlig ligeglade med om vi så lander mellem to sofaborde med tilhørende lænestole haha. Der er kun fem mennesker på denne jord der skal kunne stå inde for slutresultatet. Så er det op til lytteren og tage stilling til det.

Men er det ikke rimeligt vigtigt at prøve at konkretisere nogenlunde hvad det er man spiller? Der er immervæk langt fra Burzum til Manowar, eller fra Twisted Sister til Anubis Gate hahaha. Så hvis man blot smider det hele i den samme heavy metal hat, tror jeg folk står lidt lost tilbage. Heavy Metal genren er vel den mest brede af samtlige musikgenre.. og du må da medgive mig at Anubis Gate trods alt mere er prog. end black!?

For mig er der nok bare ikke den store skillelinie mellem musikalske genrer. Så længe man ikke gør pinlige forsøg på at flette noget ind i metallen der bare ikke passer ind, så er vi med på at støbe de fleste legeringer. Nu ved jeg seriøst ikke lige hvilke bands der er black, men vi er efter min mening enten et band der spiller metal med et hav af inspirationer hentet udenfor genren, eller også må jeg kaste håndklædet i ringen og medgive at vi er et prog metal band. Jeg synes bare at prog er et forfærdeligt misbrugt ord. Hvis vi er et prog metal band, så er der mange af de bands der bliver benævnt med prog der ikke er det. Som jeg sagde så er det ikke prog bare fordi man har synths og melodisk vokal med. Og på den anden side har vi jo heller ikke de trademarks som bands a la Dream Theater har. Altså masser af lange synth/guitar unison masturbation. Det kan vi faktisk slet ikke lide. Vi er helt i den anden boldgade, atmosfæriske, hvilket der ikke rigtig er nogen der er ellers. Og så vedkender vi os at vores keyboard lyde er vigtige og tør have dem fremme i mixet hvis det tjener en sektion af musikken bedst. Jeg har nogle gange ondt af synth spillere i metal. Det er som om guitaristerne slet ikke kan tåle at de ikke altid skal sidde i førersædet. Keyboard spillerne er betragtet som andenrangs og uvæsentlige. Jeg har prøvet at lave synths til plader (altså for andre bands end Anubis Gate) hvor der har været "Anubis Gate" momenter netop pga. af en synth part. Men guitaristerne bliver bange og synes "nu drukner min guitar i 15 sekunder åhhhh nej". Så bliver det mixet ned for at gøre den stakkels guitarist glad igen, men dermed forsvandt også lige netop det der gjorde stykket unikt. For lige a runde det med genrer af. Tag et band som Led Zeppelin, eller Beatles for den sags skyld. De var meget brede inden for rock genren, men altid identificerbare. Vi giver os selv den samme frihed indenfor metal. Så længe man stadig har sin identitet intakt så er der åbent for mange spændende ting. Nøgleordet er identitet.

Kommentarer (1)

Krusty

Krusty

Indlæg: 13

Så er der vist ikke mere blæk

Så er der vist ikke mere blæk i den kuglepind.

Tilføj kommentar