skribent søges

Heavymetal.dk bliver 20 år i år - Et tilbageblik på World Coming Down

Type O Negative: World Coming Down

Året er 1999. Vi runder 6 milliarder mennesker. Spongebob ruller over skærmen for første gang. Putin bliver præsident i Rusland. Verden over forbereder folk sig på dommedag i form af den frygtede Y2K-virus, og nu-metallen lægger sig som en dyne over det globale metallandskab. 1999 er også året, hvor Heavymetal.dk ser dagens lys. I 20 år har du således kunnet holde dig opdateret om hard rock- og heavy metalalbums og koncerter samt se og læse interviews med alle dine favoritbands. Det kunne vi selvfølgelig godt klappe os selv på skulderen over, men vi vil meget hellere fejre dem, det i virkeligheden drejer sig om: nemlig alle de fede bands og deres musik Her, 20 år senere, kan vi så se tilbage på et par dekader, der har budt på talløse genrer, subgenrer, stigende og faldende interesse, mainstream og undergrund og ikke mindst et utal af anmeldelser. I løbet af 2019 vil vi derfor hver måned bringe en anmeldelse af nogle af de vigtigste udgivelser fra 1999 og vurdere, om de stadig holder, eller om man ”nok skulle have været der”.

Den bedste undergang, verden kunne håbe på

Den var god dengang

Den 21. september 1999 udgav Type O Negative deres femte studiealbum, World Coming Down. En plade, der er udgivet næsten præcist i midten af deres karriere. Ti år var der gået, siden de blev dannet, seks år siden klassikeren Bloody Kisses blev udgivet, og Peter Steeles død lå stadig elleve år ude i fremtiden. Da World Coming Down udkom, blev den modtaget ganske positivt, og er den dag i dag stadig anset for at være en aldeles glimrende plade. Men hvorfor holder den stadig? For at give et nogenlunde kvalificeret svar på dette, ifører man sig sine hindsight 20/2019-briller og rygsæk med tyve års metaludvikling og tendenser.

Depression og ironi i perfekt balance

Det første, der rammer en på World Coming Down, er 11 sekunders støj, perfekt afrundet af guitarist Kenny Hickey, der råber ”Sucker!” til lytteren. At fornærme sin fanbase er altid en god måde at starte på. Specielt hvis man er Type O Negative, og ens største hit tager mere pis på sin egen fanbase, end omverdenen nogensinde kan. Men efter denne glimrende intro følger knap en time og et kvarters tur rundt i Type Os sære, sindssyge, selvironiske og samtidig triste og melankolske univers. Der er numre omhandlende kokain afhængighed, dødsfald, psykisk sygdom og selvfølgelig halloween og alskens gothtemaer – det ville ikke være Type O uden.

Hvor de tre første plader havde de tunge doomy goth-numre, bibeholdt de stadig nogle thrashelementer og -numre. Og hvor den foregående plade, October Rust, lugede ud i thrashen, resulterede det i, at noget af tyngden i lyden desværre også røg med. Hvilket endte i en mere balladepræget gothplade. Og de senere Life is Killing Me og Dead Again fik en lidt mere rocket kant og vendte tilbage til de tidligere thrash og punkelementer. Så var World Coming Down ren doom’n’gloom fra start til slut. Der var de langsomme tunge riffs, tekster med ensartede temaer, og det underlæggende orgel endte ud i en plade, der føltes som en mursten af ren depression og melankoli. Dog stadig med selvironien intakt.

Og netop dette rene doom’n’gloom-maraton er grunden til, at World Coming Down her tyve år senere stadig huskes. Det er uden tvivl bandets mørkeste og mest dystre plade. Og den eneste, der fremstår som en 100 % ren Type O-plade, da thrash og punkelementerne, hvor gode de end var, altid fremstod som levn fra Peter Steeles tidligere band Carnivore. World Coming Down viser det ultimative morbide toppunkt af Type O Negatives karriere. Det er den eneste gang i deres karriere, vi får et indblik i, hvordan Type O lyder, når de giver sig selv lov til at fjerne det yderste lag humor – det, der mest af alt kan klassificeres som latterligt og dumt. Det er fortsættelsen af Black Sabbaths Vol. 4, der selvironisk fortæller om overdosen og nedturen efter stofferne og alkoholen.

Ældes som god rødvin

Den bedste sang, Type O Negative nogensinde har skrevet, er uden tvivl ”Black No. 1”, men der er ingen tvivl om, at den bedste plade, de nåede at udgive, er World Coming Down. Pladen er strippet for alt, der kan fjerne fokus fra det, Type O gør allerbedst: smuk og tung goth-metal. Dog lige krydret med nok selvironi og humor til at det ikke bliver en stor og trist tudekoncert. Det er Type O i sin mest ærlige og rene udgave. En udgave, vi desværre aldrig fik lov at høre igen, både grundet retningen på de to næste plader, men ultimativt grundet Peter Steeles død i 2010.

Karakter 10/10

Tilføj kommentar