Top-5 powermetal-albummer – 2024

Powermetal 2024 Powermetal - 2024

Musik fra powermetalnationen

Når vi ser tilbage på 2024 og sammenligner det med sidste års powermetal-høst, hvor det var decideret svært at udvælge de bedste, var det i år en smule magert. Ligesom i 2022 er der udkommet plader fra nogle af verdens powermetalgiganter. I år var det blandt andet Powerwolf og Rage, der dog ikke formåede at overbevise – i modsætning til nogle af deres landsmænd, der har erobret tre af fem pladser på årets rangliste over powermetal-udgivelser. 

5. plads: Orden Ogan – The Order Of Fear

The Order Of Fear, der udkom i sommers, er på mange måder lige det, man forventer fra Orden Ogan, hverken mere eller mindre. Sammenlignet med tidligere plader er der hverken lyrisk eller auditivt sket den helt store udvikling, men det er også noget af charmen. Ved de fem tyske gutter ved man lige præcis, hvad man får, og i en verden fyldt med usikkerhed, hvor alt kan ændre sig fra den ene dag til den anden, er alt ved det gamle hos Orden Ogan, hvor der hverken er mangel på formidabelt guitararbejde eller syng-med-venlige tekster.

4. plads: Ensiferum – Winter Storm

Ensiferum har gennem de sidste par år gennemgået en lydmæssig udvikling, da særlig den clean vokal af Pekka Montin har fået en mere fremtrædende rolle i de storslåede episke kompositioner. Med folkloristiske melodier og en rå vokal på den ene side og en kontrolleret clean vokal og billedskønne melodier på den anden kan der således spores elementer fra både folk- og powermetalgenren. Hvis man ikke er forberedt på det, kan det nok komme bag på en, men det er da næsten kun godt, at et band med snart 30 år på bagen tør at bryde tidligere mønstre og afprøve noget nyt. Så det er ganske vist ikke Iron eller From Afar, men hvis man går ind i lytningen med et åbent sind, er Winter Storm en plade, der bugner af medrivende melodier, fede kompositioner og huskværdige hymner.         

3. plads: Dominum – The Dead Don't Die

Med The Dead Don't Die er tyske Dominum, ført an af Felix Heldt alias Dr. Dead, på helt rette spor, hvad angår kombinationen af et mørkt lyrisk univers og iørefaldende melodier. Sammenlignet med den foregående plade er bandet gået i en lidt anden retning. På denne plade udvider kvartetten sit lydunivers med fyldige og mørke kompositioner, der står i skærende kontrast til Heldts rene vokal og de til dels poporienterede melodier. Og jeg må sige, at denne lidt mere interessante lyd særligt på de første par sange virkelig klæder sydtyskerne.       

2. plads: Hammer King – König und Kaiser

Hammer Kings fjerde langspiller, König und Kaiser, vidner om, at den sydtyske kvartet for alvor har fundet deres lyd, der bugner af guitarlir, storladne melodier og syng-med-kvalitet. På trods af en enkelt faux pas i engelskkundskaberne på “The Devil Will I do”, der er oversat direkte fra tysk “den Teufel werde ich tun” og svarer til “det gider jeg fandme ikke”, er der tale om et bundsolidt stykke arbejde. Pladen, hvor særligt de selvsikre store guitarhooks er fremtrædende, kommer således til at blive indbegrebet af moderne tysk powermetal, hvor der er en helt tilpas mængde af cheese.       

1. plads: Traveler – Prequel to Madness

Canadiske Traveler har med deres tredje studiealbum, Prequel to Madness, skruet en plade sammen, der lydmæssigt bevæger sig i en lidt anden retning end på de to foregående plader, hvor særligt JP Abbouds vokal har fået en ny facon. På Prequel to Madness diskes der op med en episk science fiction-fortælling om tidsrejser, Queen of Steel og bandets maskot, Marvin. På skøn vis giver Traveler klassisk heavy metal en power metal-drejning, og dermed er dette kærlighedsbrev til 1980’erne med drønende dobbeltguitar, highpitch vokal og nyn-med-venlige melodier på ingen måde støvet og giver lyst til endnu mere Traveler.   

Boblere

Andre af årets power metal-højdepunkter er samlet på denne ultimative 2024 power-playliste med blandt andet Sonata Arctica, Dragonforce og Týr.