Fanstøtte, frygtløs og andre formaliteter
Frygt er en kompleks størrelse. Personligt anser jeg mig selv som værende frygtløs i mange henseender, men alligevel er jeg umådeligt bange for påfugle efter en uheldig episode i Randers Regnskov som barn. Men nok om det. Ordan Ogan, som spiller powermetal krydret med folk, er nu vendt tilbage med deres nye eponyme værk The Order of Fear, som er skabt ud fra det tyske ord Orden (orden) og det gamle keltiske ord Ogan (frygt). Albummet følger den ”frygtløse” protagonist Alister Vale, en aristokrat der kæmper imod en slem forhekselse, som han pådrog sig under sine efterhånden langvarige eventyr gennem tyskernes diskografi, som startede helt tilbage i 1996, da bandet var kaldet Tanzende Aingewaide. Sebastian Levermann er det eneste medlem tilbage fra begyndelsen, og han oplevede desværre en betydelig skriveblokering og følte sig fastlåst under indspilningen af The Order of Fear. På mærkværdigvis blev han kontaktet af en dedikeret fan fra Uruguay, som hævede at have mange gode ideer til den nye udgivelse. Det var forsanger Sebastian enig i, og sammen skrev de det nye materiale til The Order of Fear, som skulle være blandt bandets tungeste udgivelser. Men kan den leve op til denne påstand?
Luftkastellet der blev sprængt
Det vil være en underdrivelse at sige, at intronummeret ”Kings of the Underworld” sparker døren ind. Døren bliver blæst til splinter, som var den blevet ramt af en granat, og havde det været en lejlighed, ville den nu være ubeboelig. Allerede inden for de første sekunder må jeg erkende, at tyskerne har ret i, at det uden tvivl er blandt deres tungeste udgivelser – og det klæder dem. Selvom der stadig er plads til enkelte folk-elementer, eksempelvis under introen til det eksplosive nummer ”Conquest”, tager folk-delen nu mere bagsædet, og lader de toptunede guitarsoli og det hæsblæsende tempo overtage tronen. Titelnummeret ”The Order of Fear” er i særdeleshed en perle: Det kombinerer et fængende riff og omkvæd med Levermanns vokal, og er blandt tyskernes mest veltunede numre til dato. Generelt har bandet gjort klogt i at søge lidt hjælp udefra, for de lyder revitaliserede, og der er flere højdepunkter på skiven, end der er filler-numre.
Trioen af numre bestående af ”Blind Man”, ”Prince of Sorrow” og ”Dread Lord” overdrager det ene vanvittige guitarriff efter det andet, og prikken på i’et er den sparsommelige men effektive brug af synthesizers fordelt på de tre numre. Både Sebastian Levermann og nytilkomne Patrick Sperling har oppet sig på udgivelsen, og selvom ordet ”Magnum Opus” måske lige er at gå over grænsen, så er albummet en drastisk forbedring sammenlignet med 2017 albummet Final Days, hvor man godt kunne så tvivl, hvorvidt bandet havde mistet noget af deres magi (og for den sag skyld energi). Selvom Easton Hope muligvis aldrig bliver overgået, er The Order of Fear et mægtigt bravt forsøg.
Den eneste anke, jeg har med udgivelsen, er den bizare opbygning. Den malplacerede åbningsmonolog ”The Journey Thus Far” ligger som næstsidste nummer på albummet – dvs. når pladen er ved at være slut? Det ødelægger fuldstændig momentum, og hvorfor pokker har man ikke placeret den som en åbning, når nu historien om Alister Vale er så god, som den er? We will never know…
Vielen dank und bis bald
Orden Ogan kan med rette være stolte over deres eponyme værk, The Order of Fear. Pladen rummer alt fra medrivende sange, der inviterer til fællessang, til fantastiske guitar-soli og en stærk, sammenhængende historie, der pragtfuldt fortsætter Alister Vales aristokratiske eventyr omringet af fjender. Hvis albummets struktur havde været lidt anderledes, kunne det have scoret absolut topkarakter. I stedet må det "nøjes" med ni imponerende kranier. Jeg håber inderligt, at tyskerne ikke løber ind i endnu en skriveblokering. Lad os også håbe, at deres fan fra Uruguay har flere idéer i ærmet.
