Top 3 - Lasse Lindhardt Jacobsen 2021

profil

Endnu et skønt metalår!

Jeg bliver altid så dejlig glad i låget, når denne tid på året nærmer sig. Ikke på grund af julens snarlige ankomst – den kunne jeg ærligt talt godt undvære – men fordi det er tid til at reflektere lidt over musikåret, der gik. Det er simpelthen så skønt at dykke ned i listerne over årets udgivelser og konstant tage sig selv i at udbryde: “Gud ja, den skive var også mega fed!”. Og i år er ingen undtagelse. Både fra ind- og udland har vi fået fantastiske plader, og mange af dem endda fra bands, som jeg bestemt ikke havde troet, kunne levere på så højt niveau. Her finder vi blandt andet de norske stoner-punkere Bokassa samt de, for mig, fuldstændig ukendte In the Company of Serpents, der leverede fænomenale album tidligere på året. Og nå ja, så var der også en del skuffelser såsom Iron Maidens Senjutsu og Gojiras Fortitude, der på ingen måde levede op til forventningerne. Men dem skal vi ikke dvæle ved. Her skal det handle om årets bedste udgivelser.

 

Årets danske udgivelser

3.pladsen: Angstskrig – Skyggespil

Jeg må ærligt indrømme, at jeg stadig befinder mig i en læreproces, når det kommer til black metal. Altså, den der generiske blastbeat-støj med ensformige riffs og uforståelige skrig. Men når black bruges som del af en hybrid med andre genrer, fungerer det fantastisk. Og det er lige netop tilfældet med Angstskrig og deres fantastisk iørefaldende black ’n’ roll. De to hætteklædte skyggemennesker, der tilsammen udgør den spændende duo, udgav i år Skyggespil, der udover et hav af prominente gæstestjerner rummer masser af fantastisk musik, potente riffs og skøn dansk lyrik. Her er et band, jeg glæder mig til at høre meget mere fra. Ikke mindst når sommeren melder sin ankomst, og det bliver tid til Copenhell.

 

2.pladsen: Mother of All – Age of the Solipsist

Den tidligere Myrkur- og Afsky-trommeslager Martin Haumann besluttede sig i år for at udforske mulighederne inden for progressiv og melodisk dødsmetal, og det er vi mange, der er glade for. Sammen med den uhyggeligt talentfulde sessionguitarist Frederik Jensen og ingen ringere end basguden Steve Di Giorgio kom de med en hamrende solid og enormt medrivende skive i form af Age of the Solipsist. Forestil dig, at Carcass og Death mødte hinanden i 1985 i San Francisco og sammen indspillede et album med en svensk producer. Så har du et nogenlunde retvisende billede af, hvor du kan finde Mother of All. Jeg håber ved Satan, at den gode Haumann ikke er færdig med projektet lige foreløbig.

 

1.pladsen: Rot Away – Nothing Is Good

Puha, der har været rigtig meget dansk musik, der har imponeret mig i 2021, men intet så meget som hardcorebandet Rot Away. Nok varer deres album, Nothing Is Good, kun 24 minutter, men er du så færdig for en energiudladning, man får i masken trods den korte spilletid. Den københavnske kvartet gør det fuldstændig umuligt at forholde sig i ro, når de lukker op for deres kompromisløse hardcore, der tilsat perfekt doserede mængder af groove og en smule black er årets bedste danske udgivelse, hvis man spørger mig. Sikke et band, og sikke en plade!

 

Boblere:

  • Shadowspawn – The Biology of Disbelief
  • Franklin Zoo – The Dandelion Child
  • Killing – Face the Madness
  • MØL – Diorama
  • Artillery – X
  • Livløs – And Then There Were None
  • Anti Ritual – Expel The Leeches

 

Årets internationale udgivelser

3.pladsen: In the Company of Serpents – Lux

Det er nok ikke ret mange, der kender dette band og denne plade. Men det burde de. Lux er nemlig ikke bare et sludge-album som alle de andre. Det skiller sig ud ved at være ganske unikt med sin blanding af både doom, sludge og traditionel cowboy-blues. Hovedsageligt består det af drømmende soniske landskaber, hvor det atmosfæriske, det bluesede og ikke mindst melodien er i centrum, og at kun tre mand kan skabe så meget lyd, ondskab og stemning, er mildest talt imponerende. Og så rummer pladen et af de bedste numre, jeg har hørt i år: “The Chasm at the Mouth of the All”, hvor frontmand Grant Netzorg på creepy Leonard Cohen-facon hvisker ondskaben frem med sin clean-vokal. Det er vidunderligt, og det er resten af pladen ganske enkelt også.

 

2.pladsen: Alluvial – Sarcoma

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er svært glad for progressiv dødsmetal, og ej heller at jeg jublede i dagevis oven på at have hørt Alluvials Sarcoma første gang. Hele pladen igennem leveres der guitarspil på et astronomisk højt niveau, og de utallige polyrytmiske mellemstykker er rent blær. Vi er ikke ude i ekstremt navlepilleri og guitaronani, der som regel bliver til meningsløs show-off og intetsigende death-jazz. De meget progressive elementer er derimod vægtet og prioriteret, så de tjener kompositionerne bedst muligt og alt i alt skaber et album, der kort sagt er en formidabel oplevelse. Så er man til tech death, prog death eller en hvilken som helst anden form for eksperimenterende dødsmetal, må man ikke misse Sarcoma.

 

1.pladsen: Enforced – Kill Grid

Det var ikke meget, jeg kendte til amerikanske Enforced, da jeg satte Kill Grid på første gang. Men det skulle ændre sig hurtigt. Stilistisk og genremæssigt placerer de fem herrer fra Virginia sig et sted mellem Slayer og Power Trip, og giver os ni fremragende skæringer i løbet af pladens 41 minutter. Man kan ikke ligefrem sige, at de opfinder den dybe tallerken, men Enforced har deres helt egen groove-fyldte og ultradynamiske thrash-lyd, der placerer sig et skønt og iørefaldende sted mellem Bay Area og Texas, og her træder de sjældent forkert.

Savner man Slayer og Power Trip, eller er man bare rigtig glad for medrivende og brutal thrash metal, må man for Lucifers skyld ikke misse denne perle fra Enforced, der i min optik uden tvivl er årets bedste internationale udgivelse.

 

Boblere:

  • Asphyx – Necroceros
  • Bokassa – Molotov Rocktail
  • Red Fang – Arrows
  • 1914 – Where Fear and Weapons Meet
  • Mastodon – Hushed and Grim
  • Eyehategod – A History of Nomadic Behavior

Tilføj kommentar