target

Boomerbloggens favoritter – 2020

Boomerbloggen deler priser ud

Er du også træt af konstant at blive konfronteret med, hvor frygteligt dette år har været? Så er du havnet det rigtige sted, for nu er det tid til at kigge tilbage på musikken, der i 2020 har bragt glæde og begejstring her på bloggen. Heavymetal.dk skal nok udpege sitets officielle Årets Udgivelser straks i det nye år, vores største anmelder-snob har allerede gjort det, og andre kan du læse her. Men nu er det altså Boomerbloggens tur.

Selvom året alt for hurtigt udviklede sig til en katastrofe rent koncertmæssigt, så blev 2020 velsignet med et hav af fantastiske udgivelser. I nedenstående oversigt med tilhørende Spotify-playliste, har jeg samlet de bedste og vigtigste blandt alle de udgivelser, Heavymetal.dk har anmeldt i løbet af året. Men inden, vi når så langt, skal vi lige kåre de allerbedste af dem, og jo, såmænd også årets koncert.

Årets koncert: Orm, Pumpehuset 31/10-2020

Inden du helt korrekt indvender, at der godt nok ikke er meget at vælge mellem i koncertkategorien i år, så vil jeg bare lige minde om, at Orm lavede en mageløs opførsel af Ir i Pumpehuset den sidste dag i oktober. Selv med en fuld koncertkalender at konkurrere med, havde denne aften utvivlsomt stadig været blandt mine favoritter. En bjergtagende oplevelse.

Årets Danske album

1. Bersærk – SOL 

På årets bedste danske album lykkedes det imponerende nok at få de traditionelle Bersærker-dyder (såkaldt hedningehegn) til at spille sammen med moderne lydeffekter og et post-apokalyptisk koncept. SOL er fyldt til randen med meningsfulde ørehængere og uundgåelig som årets danske udgivelse her på bloggen. Albummet appellerer til en langt større fanskare (læs: Volbeat og Dizzy-segmentet) end den lille danske metalscene, og det uden at give køb på hverken kvalitet eller autenticitet. En imponerende præstation.

2. Afsky – Ofte jeg drømmer mig død 

Jeg elsker alt ved den her plade. Konceptet, coveret, layoutet i det hele taget, musikken, teksterne og ikke mindst gør-det-selv-produktionen. ”Altid Veltilfreds” er den perfekte, stemningsfulde åbning til en playliste over 2020, og samlet set er Ofte… kun et mulehår efter Bersærks SOL.

3. (0) – SkamHan

Vores anmelder var ikke voldsomt begejstret, men det er jeg. SkamHan fra mystikerne i (0) er en fremragende omgang atmosfærisk black’n’roll – eller hvad pokker vi nu skal kalde det. Sange som ”Skarntyder” og ”Tyndere end Hud” har nogle af årets fedeste riffs på et album, der ellers primært handler om stemninger og fordybelse.

Årets Internationale album

1. Enslaved – Utgard                     

’Enslaveds forankring i det nordiske og blackmetallen (udgør) et solidt fundament for den ene suveræne udgivelse efter den anden’, skrev jeg om Utgard, der fortsætter nordmændenes imponerende stime af progressiv black-metal i topklasse.

2. Intronaut – Fluid Existential Inversions

Bortset fra de geniale nordmænd ovenfor, er det ikke meget prog-metal, jeg hører længere. Men alt fungerer fremragende på denne udgivelse, hvor Intronauts tekniske kunnen (der er formidabel) aldrig får lov til at overtrumfe hverken musikalitet eller en usvigelig sikker sans for den gode sang.

3. Sólstafir – Endless Twilight of Codependent Love 

Melankoli til at blive glad i låget af. Man fatter som sædvanlig ikke ord, der bliver sunget/råbet/krænget ud, men man forstår godt meningen alligevel. Nok islændingenes lettest tilgængelige album nogensinde, men også et af deres mest helstøbte.

 

2020 har dog haft meget mere at byde på end disse seks perler, så i mere eller mindre tilfældig rækkefølge, kommer her resten af boomerens favoritter, med tilhørende Spotify-playliste

Glemsel. Demo – ”Forfader”

Den klare vinder af Boomer Bloggens kendte kategori, ”Bedste Gruppe med et nært Familiemedlem bag Trommerne”. Glemsel er et nyt københavnsk black metalband, der på bare et år har udgivet en EP på vinyl, en demo på kassette, samt ikke mindst fået koncertdebut i Pumpehuset som support for Afsky, og kort efter spillet støttekoncert på Loppen. Specielt den spritnye og skraldede Demo er fremragende og stemningsfuldt sortmetal.  

Kvelertak. Splid – ”Fanden ta dette hull!

”Fanden ta dette hull!” og hele den fremragende plade, den kommer fra, beviser, at metal sagtens kan være fandens sejt og ekstremt morsomt på samme tid. En sang og et album man både kan danse og headbange til hele natten.

Myrkur. Folkesange – ”Gudernes Vilje”

Folkesange var en blandet fornøjelse, men højdepunkterne er mange (og høje!). Hvis 2020 er gudernes vilje, så kan de rende mig, men Myrkurs sang får mig (næsten) til at tro på engle.

Blues Pills. Holy Moly! – ”California”

Vores anmelder skrev, at ”California” var en tidløs hyldest til hippiebevægelsens højtid, og hele Holy Moly! Beviser, at klassisk rock sagtens kan fremstå vital og relevant, hvis dem, der udfører det, ellers er dygtige og kreative nok.

Necrophobic. Dawn of the Damned – “Mirror Black” 

De svenske veteraner leverede med Dawn endnu et eksempel på, at black metal kan være endda særdeles catchy. Alt er, som det plejer, og det er nogle gange helt fint.

Sepultura. Quadra – “Last Time”

Andreas Kisser i topform. Derrick Green vredere end nogensinde. Sepultura minus Cavalera-brødrene kan faktisk fungere aldeles fremragende. Deres bedste i årevis. 

Horned Almighty. To Fathom the Master’s Grand Design – “Apocalyptic Wrath”

Manisk, utæmmet vildskab fås ikke meget bedre, end når de danske black-veteraner i Horned Almighty giver den gas. Og det gør de i voldsom grad på To Fathom. Så meget at Beelzebub, Fluernes Herre, klapper i sine små… øh… hænder? Kløer? Hvad fluer nu gør, når de er begejstrede.

Gaerea. Limbo – ”Urge”

Limbo er ’en endeløs rejse ned i de mørkeste afkroge af menneskehedens væsen’, skrev vores anmelder begejstret og uddelte en af årets få 10’ere. Helt deroppe er jeg nu ikke, men det er stadig et fantastisk album.

Lamentari. Missa Pro Defunctis – “Lacrimosa”

Det er ingen skam at kunne li’ Emperor. Det kan både jeg og Lamentari, der eksploderede ind på den danske scene med symfonisk sortmetal på ekstremt højt niveau.

Burning Witches. Dance with the Devil – “The Sisters of Fate” 

Lidt old school metal skal der vel være plads til på en liste lavet af en blogger, der er rundet af 1980’erne. Der er ikke mange, der i dag laver den slags bedre end heksene fra Schweiz.

Ulcerate. Stare Into Death and Be Still – "Visceral Ends"

Der er heller ikke meget dødsmetal på denne liste, har den skarpe læser efterhånden nok bemærket. Det siger muligvis mere om skribentens præferencer end om kvaliteten i genren i dag, men når Ulcerate leverer kvælende mørke og beskriver tilværelsens skyggesider så overbevisende som her, så er jeg med hele vejen.

Redwood Hill. Ender – “Polar”

Smuk, dragende og uimodståelig. Redwood Hill har før bevist, at de kan lave atmosfærisk black metal med de bedste, og det gjorde de så igen på Ender

Uada. Djinn – “No Place Here”

Er min smag ved at blive lidt ensformig? Måske, for her kommer i hvert fald endnu en omgang atmosfærisk/post-black. Men det er ikke til at komme uden om ”No Place Here” fra Uadas lækre tredje album.  

Tryptikon. Requiem – ”Grave Eternal…”

Så er vi omsider nået til afslutningen på denne liste og dermed 2020. Det kræver selvfølgelig noget helt specielt, og har nogen skrevet et bedre soundtrack til pandemiens år end Thomas Gabriel Fischer, da han endelig fik gjort sit Requiem færdigt? Messen blev godt nok opført i 2019, men udkom altså først i 2020, og er dermed uundgåelig. Afslutningen på ”Grave Eternal” er det logiske coda for et annus horribilis, som det der snart er ovre. Lyt til de enkle, men rystende sørgmodige guitarer, det næsten dræbende langsomme tempo og ikke mindst de drømmende vokaler, mens du reflekterer over alt det, du selv, eller andre har mistet i år. Tænk på dem, der står eller stod dig nært. Tænk på alle dem, der har måttet sige farvel til deres kære i år. Tænk på Eddie Van Halen og Neil Peart, tænk på Tony Costanza, Riley Gale eller på nogle af alle de andre kunstnere, der har forladt os. Men lad ikke bare ”Grave Eternal” blive underlægningsmusik til dine mørke tanker og til håbløsheden, der nemt kan komme krybende i mørke tider som disse. Nej, dødsmessens næsten ufattelige skønhed kan også give dig mod og kræfter til at komme videre, for det fortjener du. Glem alt om Jesus og alt det andet gøgl, den kommende højtid lægger op til – det er der ikke brug for, når Fischer lider for os. Lyt til Tryptikons Requiem og hav en glædelig Jól!

 

Tilføj kommentar