Mom, can we have Alestorm?

Til trods for at det svenske piratensemble Ye Banished Privateers har sejlet rundt i bølgen blå siden 2008, har vi her på Heavymetal.dk kun anmeldt dem én enkelt gang før – og da var vi ikke just ellevilde.

Er man dog ikke bekendt med dette 18(!) mand store orkester, så kan de vel bedst beskrives som Alestorm uden humor eller Running Wild uden riffs. Med andre ord så er det altså piratmusik med fokus på historiefortælling, stemning samt historisk korrekthed – sikke en fest! Nå, men find romflasken frem, sut på en lime, og lad din flintlås, for vi letter anker ved daggry, matey!   

We have Alestorm at home

Inden jeg gik i gang med at lytte, sådan rigtigt, til ’Til the Sea Shall Give up Her Dead, havde jeg mentalt forberedt et længere skriv om, hvorfor piratmetal er en reel subgenre på niveau med alle andre.

Men se, alt det røg ud med tidevandet, da det gik op for mig, at … det her ikke er et metalband. Det er ikke engang et rockband – det er rendyrket folkemusik. Det mest ’rockede’ er, når den primære vokalist, Anders ’Nobility’ Nyberg skruer bissen på og snerrer af sit tomme ølkrus. Ægte folkemusik har da også sin charme, og ligeså kan pirattematikken være rigtig fin – nøgleordet her er dog kan. Der er bare intet charmerende over Ye Banished Privateers, i hvert fald ikke på plade. Det er ikke utænkeligt, at der kan være noget ganske komisk i at se 18 svenskere i pjalter og tricorner svanse omkring på en scene, mens man selv er mere bedugget end mandskabet på Queen Anne’s Revenge. Men da jeg p.t. sidder på en kontorstol med en halvtom og kold kop kaffe ved min side, ja, så kan jeg bestemt ikke se det sjove ved ’Til the Sea Shall Give up Her Dead. Hvad jeg egentlig mest ser er, hvordan sekunderne slæber sig af sted, i takt med at de 12 numre – som alle er utroligt ens – kører derudad.

Det her er muligvis det mest ligegyldige album, jeg har hørt i hele 2025 – og hvis der er retfærdighed til, så forbliver det også sådan. Der findes to slags sange på ’Til the Sea Shall Give up Her Dead: munter drukhymne og trist drukhymne. Og det er præcis den variation, man får. Samtlige numre lyder ens; det er bare et spørgsmål om, hvorvidt melodien er i dur eller i mol. Jeg vil hellere gå planken ud end at skulle høre det her album – nogensinde – igen! Jeg får virkeligt lyst til at stemme i på nummeret ”Ships Lost at Sea”, hvor der synges: ”Aaah, aah, aaaah!”. Jeg tror dog blot, jeg ville være tættere på ”Aaaaargh!”.

Alestorm at home

Det eneste fascinerende ved Ye Banished Privateers er, hvordan det dog er lykkedes 18 mand i piratrollespilsornat at lyde som tre knastørre, dumpede historiestuderende fra Uppsala Universitet. Naturligvis skal man da tage sin kunst seriøst, men for pokker … I leger pirater, ikke revisorer! Vågn nu lidt op, slå gækken løs – gør nu noget! Tænk, at man kan tage noget så fjollet som sømandsviser og forvandle det til et så gudsjammerligt kedeligt produkt – det er i sandhed imponerende!