Der er koldt på toppen
Forleden sad jeg i stuen og hørte Frost – vinyludgaven forstås – som var den anden af Enslaveds to pladeudgivelser i 1994. Dengang lød de norske vikinger som de fleste andre black metal-bands fra den norske scene, men så alligevel ikke helt. For allerede på dette forfrosne album kunne man høre, at der var potentiale til mere. Og det ’mere’ er netop, hvad Enslaved konstant har forkælet os med på stort set alle deres udgivelser siden. Frost blev altså begyndelsen for gruppens evige udvikling, hvor de dog aldrig helt har forladt udgangspunktet i black metal og nordisk mytologi. Et af højdepunkterne i denne konstante rejse var E fra 2017, der begejstrede os så meget, at det blev til en klokkeklar 10’er. Kan opfølgeren, Utgard, mon komme helt op på samme niveau?
O’Thor, O’din, O’aser
De tre Utgard-singler, der er udkommet i løbet af de sidste par måneder, og som vi nok skal vende tilbage til, efterlod absolut ingen tvivl i mit sind: Enslaved i 2020 arbejder på samme nærmest urimeligt høje niveau, som de gjorde på E i 2017. Men åbneren “Fires In The Dark” gav mig alligevel lidt bange anelser, for hvis der er én ting ved Enslaved, jeg ikke bryder mig om, så er det deres kærlighed til vikingekor. Og det er præcis, hvad Utgard starter med. Det er naturligvis en smagssag, men heldigvis er de råbende vikinger en saga blot efter bare 90 sekunder for aldrig siden at vende tilbage, og tak for det. Udover denne lille anke fungerer ”Fires” som et glimrende varsel om, hvad der er i vente på resten af albummet: de norske troldmænds unikke mix af black og prog, hvor der hele tiden introduceres nye momenter, der ofte kun bruges én gang. Som noget ganske nyt, for Enslaved altså, er det nu med kortere og langt mere skarptskårne sange, for på Utgard er der ingen af de sædvanlige 10 minutters ’epics’.
Hvad der til gengæld ikke er lavet om på, er de temaer, gruppen beskæftiger sig med. Utgard (eller Udgård på dansk) er som bekendt det mørke og trøstesløse sted, hvorfra Loke kommer, og beboet af asernes ærkefjender, jætterne. I guitarist og sangskriver Ivar Bjørnsons fortolkning er Utgard dog ikke bare en lokation fra den nordiske mytologi, men også et sted, man mentalt kan befinde sig. Og det er forskellige aspekter af denne indre og ydre, primært mørke, verden, albummet beskæftiger sig med. Hvor den lyriske æstetik dermed atter en gang er nordisk, må man konstatere, at den musiske ditto i stadig stigende grad er 70’er-inspireret prog. Et af de mest oplagte eksempler på det er ”Sequence”, der på eminent vis blander simple riffs, melodiske stykker, skæve guitarsoloer, akustiske passager, blæsere, klokkespil, og jeg ved snart ikke hvad.
En af de førnævnte singler, ”Homebound”, har efterhånden været ude ganske længe, men har stadig årets bedste riff, måske endda det bedste, Ivar Bjørnson nogensinde har skrevet! Det er svært ikke at forfalde til de mest støvede klicheer, men dette nummer er så monumentalt og så triumferende storslået, at man fattes ord. Det kommer selvfølgelig aldrig til at ske, men ”Homebound” burde være i konstant rotation på både MyRock, Den Tunge Radio og Sort Søndag, for her er et vaskeægte prog/black-hit! Og sådan bliver Utgard ved med både brutalitet, storhed og opfindsomhed samt ikke mindst med små oaser af skønhed og eftertænksomhed. Og så er der lige albummets største overraskelse, ”Urjotun”. Ind fra både højre – og ikke mindst 1980’erne – kommer pludselig et mix af Deutsch Amerikanische Freundschaft og Killing Joke. Enslaved har leget med electronica før, men slet ikke på dette niveau, for ”Urjotun”, med sin simple og insisterende rytmik, er en eminent stiløvelse, der giver minder om gymnasietidens mere outrerede fester – og hvem havde lige set det komme? Eneste egentlige kikser på denne sorte perle er titelnummeret, der er en temmelig selvhøjtidelig oplæsning på norsk. Der kan siges uendelig meget godt om vores norske broderfolk, men at deres sprog er sejt, er ikke med på listen.
Den evindelige sammenligning
Enslaved bliver ofte sammenlignet med deres svenske prog-kolleger i Opeth. Men i modsætning til Mikael Åkerfeldt og co., der for snart længe siden undsagde deres egen fortid fuldstændig, formår Enslaved konstant at udvikle sig, uden de nogensinde helt forlader deres rødder. Så hvor Åkerfeldt synes lidt febrilsk at lede efter et nyt ståsted, men ikke lykkes 100 % med det, fordi han stort set udelukkende kigger tilbage på 70’ernes prog-rock, udgør Enslaveds forankring i det nordiske og blackmetallen netop et solidt fundament for den ene suveræne udgivelse efter den anden. Jeg elsker (næsten) alt ved dette album, og Utgard er kun et vikingekor og en enkelt godnathistorie fra endnu et perfekt album. Ni stensikre og skallesmækkende kranier bliver det til i denne omgang.
https://enslaved.bandcamp.com/album/utgard
