Boomerbloggen - 1984
www.vintageheavymetal.com
Fattigfirsere og brydningstid
Er det muligt at skrive om 1984 uden at nævne George Orwell? Åbenbart ikke, men det her bliver så den eneste gang, kan jeg love, for nu skal det handle om heavy metal midt i fattigfirserne. Kartoffelkuren var ikke indtrådt endnu, men både mismod og den kolde krig rasede, BZ’erne sloges konstant med politiet, og der var technopop eller Thomas Helmig overalt. Men alting var heldigvis ikke håbløst og trist, for verdens fedeste musikgenre, heavy metal, hvis du skulle være i tvivl, boblede over ikke bare med rutinerede bands, der stadig kunne levere varen, men også en utålmodig skare af unge opkomlinge, der ikke ville stå i skyggen af de gamle legender. Det kan godt være, at mainstreammedierne i Danmark stadig ikke ville røre denne underlødige subkultur med en mikrofonholder, men i København og omegn voksede en fanskare frem, og vi blev forkælet med den ene fantastiske udgivelse efter den anden.
For metallen var det dog også en brydningstid. Ekstremmetallen begyndte for alvor at tage form, og selvom der næppe er nogen, der i dag vil gå med til at kalde Metallica og Mercyful Fate for ekstremmetal, så er det svært at glemme alle de forfærdede ansigtsudtryk, jeg – med min udelte fornøjelse – blev mødt af, når sarte sjæle, unge som gamle, blev præsenteret for ”Creeping Death” og ”Night of the Unborn”. Jo, i 1984 var den slags 100 % ekstremt og generelt betragtet som decideret undergrund. Det var derfor helt utænkeligt, at fire filipensbefængte knægte, der en kold novemberaften i København samme år spillede deres første koncert i Danmark foran cirka tusind unge indviede, med tiden skulle udvikle sig til at blive verdens største rockband.
Men Metallica – og det var jo dem – er langt fra det eneste unge band på denne liste, for præcis som i 1983 er der et væld af debutalbummer blandt de 25 bedste udgivelser, der kan fejre 40-års fødselsdag her i 2024. Alene de fem første indslag på Boomerbloggens liste er debutudgivelser. Det siger muligvis mest om alderen på signaturen bag denne blog, og hvad der blev hørt nede i teenagekælderværelset i Stenløse, men det siger også noget om en genre og subkultur i rivende udvikling, hvilket listen her gerne skulle dokumentere.
De 25 bedste hardrock- og metaludgivelser i 1984
25. Witch Cross – Fit for Fight
Kampen om at blive det første indslag her på listen stod groft sagt mellem Exciters Violence & Force, Ratts Out of the Cellar og så en dansk debut (dem kommer der flere af). Valget er faldet på Witch Cross og deres rendyrkede, traditionelle heavy metal-epos Fit for Fight. Ambitionerne var store, det samme var talentet, men desværre kunne Alex Nyborg Madsen og co. ikke holde dampen oppe. Der blev ikke fulgt op på Fit for Fight, og det var synd, for potentialet, der blev åbenbaret på dette herlige album med sange som ”Midnight in Tokyo”, ”Face of a Clown” og ”Light of a Torch”, var kæmpestort.
24. Anthrax – Fistful of Metal
Det her føles som en 1983-udgivelse, men Fistful of Metal udkom altså først i det ellers ret thrash-fattige 84. Men den nye genre var stadig primært en undergrundsting i San Francisco og et par industribyer i Tyskland. Bortset fra et uforståeligt Alice Cooper-cover er Anthrax’ debutalbum et perfekt eksempel på en subgenre under udvikling. Fist er nemlig et charmerende mix af klassisk britisk heavy metal og den spirende thrashbølge fra newyorkernes venner ovre på vestkysten.
23. Destruction – Sentence of Death
Tyske Destruction debuterede ganske passende med en dødsdom, og ikke siden Iron Maidens debut havde et cover i den grad råbt 'KØB MIG!' som det her. Den i dag lettere tåkrummende intro og ”Total Desaster”, der startede en charmerende og aldeles upoleret omgang dødsthrash (længe inden den genre var en ting), siger mere om den spirende speed/thrash/death-scene i Europa, end tusinde ord er i stand til. Så jeg må henvise til playlisten nedenfor.
22. Evil – Evil's Message
Den originale EP fra dette unikke danske band er desværre ikke tilgængelig på Spotify, og så er det jo godt, at den står hjemme i reolen. I 2022 udgav Evil et glimrende album, Book of Evil, hvor de inkluderede en genindspilning af de første skæringer fra EP’en, der var ret tro mod originalen, og det er den, du får på boomerens playliste. Da Evil's Message udkom, var jeg nærmest målløs over den overlegne brug af trommernes dobbeltpedaler kombineret med sjældent sprøde riffs. Det her er en vaskeægte undergrundsklassiker.
21. Saint Vitus – s/t
Råt, mørkt og skræmmende (i hvert fald når det blev hørt på kassettebånd i det mørke kælderværelse), men man savnede lidt en forsanger, der balancerede på kanten af vanviddet, som de altdominerende forbilleder fra Black Sabbath havde i Ozzy. Gruppen er navngivet efter en sang fra Vol. 4, og Saint Vitus lagde i det hele taget ingen skjul på, hvor inspirationen kom fra. Dette album lyder mest som garagebandudgaven af Sabbath, men sangene er bare så fede, og energien så smittende, at man ikke kunne undgå at blive ramt.
20. Manowar – Hail to England
Alles favoritbarbarer udgav hele to studiealbummer i 84, hvilket alt efter temperament er enten imponerende eller skræmmende. Begge udgivelser var passende ’over the top’, men Hail to England var lige en tand mere helstøbt. Få sange udtrykker mere ’ridende krigere buldrer frem’ end ”Blood of My Enemies” og ”Kill With Power”, men samtidig var Manowar jo bag al staffagen bare et knalddygtigt band, der forstod at sætte herlige ’metal anthems’ sammen.
19. Scorpions – Love at First Sting
Alt imens hairmetallen så småt var ved at slå igennem, især i USA forstås, lavede veteranerne i Scorpions med Love at First Sting et brag af et hitspækket album. Sting indeholder stort set alle gruppens bedste hits (bedste, ikke største) og viste dermed de unge opkomlinge fra L.A., hvordan man lavede catchy hardrock/metal i spitzenklasse. Et kæmpe album i USA, men deres world tour bragte dem også til K.B. Hallen, hvor de imponerede med energi, overskud og sjælden set tysk karisma.
18. Kiss – Animalize
Vinnie Vincent fik sparket i 1983, lige efter Lick It Up-turen i Europa, men året efter prøvede Kiss lykken med endnu en shredder. Denne gang var det Mark St. John, der med sin guitar føjede flere fræsende fraseringer til den traditionelle Kiss-lyd. Det kom der nogle heftige 'bangers' ud af, men også hittet "Heaven’s On Fire", der blev en fast bestanddel af gruppen livesæt helt indtil afslutningskoncerterne i Madison Square Garden sidste år. Albummet blev produceret af Paul Stanley selv, og han havde faktisk overtaget styringen helt, mens Gene Simmons afprøvede sine skuespillerdrømme i Hollywood. Kiss blev først rigtig godt igen, da han vendte tilbage med fuld opmærksomhed nogle år senere, men med Animalize holdt de skuden i gang, og et besøg i Falkoner Teatret blev det også til.
17. Whitesnake – Slide It In
Whitesnakes overgangsalbum fra den tidlige R&B-baserede hardrock til den hitgenererende stadionrock. Et af flere albummer her på listen, der var fuldstændigt ude af trit med en samtid, der havde lagt 70’ernes bluesrock bag sig flere år tilbage. Når man genlæser teksterne i 2024, kommer man desuden nemt til at tænke ’det var jo en anden tid dengang’, og det var det jo også. Det er ret nemt at se igennem fingre med den slags, når det swinger så meget som her.
16. Van Halen – 1984
Der er dog ting, der er umulige at se bort fra, og 1984 blev ødelagt for mig engang i starten af 90’erne, da et lille fodboldhold ude på den københavnske vestegn kaprede megahittet ”Jump”. I de 6-7 år, der var gået inden denne tragiske begivenhed, var 1984 nu et fremragende partyalbum. For det er bare svært at komme uden om "Panama", "I'll Wait" og ikke mindst den fjollede video til "Hot For Teacher" – grinagtigt og fedt på én og samme tid. Eddie van Halen lød som om han bogstaveligt talt var on fire på både den gamle strat og sin nye Moog sympathizer, men han havde jo også 12 fingre at gøre godt med – det lød i hvert fald sådan.
15. Deep Purple – Perfect Strangers
Sikke et comeback. For et 17-årigt metalhoved, der, også musikalsk, endnu ikke var helt tør bag ørerne, var der noget mytisk over de her ’gamle mænd’ (jeg skulle senere blive noget klogere på, hvad det udtryk reelt betyder). Det var jo for pokker dem, der havde skrevet ”Smoke on the Water”, sangen, der altid sluttede det lokale gymnasiums fester af. Med titelnummeret og sange som ”Knocking at Your Backdoor” viste Blackmore, Gillan, Lord, Paice og Glover endnu en gang kæmpe musikalsk overskud og selvfølgelig passende respekt for traditionerne. Midt i alt det nye, vilde, hurtige og tunge, 1984 ellers kunne byde på, var det en fornøjelse at læne sig tilbage og lytte til en smuk ballade som ”Wasted Sunsets”. Det er det stadig.
14. Trouble – s/t
Endnu en amerikansk debut, der i 1984 var med til at definere doomgenren, og ingen tvivl om, at Trouble fra Chicago, præcis som nummer 21 på denne liste, var kæmpe Sabbath-fans. ”The Tempter”, der åbner ballet er for eksempel rendyrket Iommi-tilbedelse, men alligevel havde gruppen mere deres eget udtryk end landsmændene i St. Vitus. Begge bands delte en imponerende evne til at ignorere alle trends fra samtidens unge metalbands. Her blev der kigget tilbage til 70’erne i stedet for fremad, men når det gøres så godt som her, så er de tilgivet. Legendarisk debut.
13. Pretty Maids – Red, Hot and Heavy
Eneste fejl på dette forrygende melodiske heavy metal-album er det ligegyldige Thin Lizzy-cover, der slutter et ellers fejlfrit album af. Egentlig imponerende, at seks knægte fra Horsens og omegn på deres debutalbum skriver ni sange, der er bedre end Lizzy, men sådan var det. Ronnie, Ken og resten af holdet fandt imponerende hurtigt deres formel med lige-ud-ad-landevejen og klassisk heavy metal krydret med et par poppede sange med hitpotentiale. Her blev begge dele suppleret med melodisk tæft i topklasse.
12. Omen – Battle Cry
En af den slags udgivelser, hvor det givetvis hjælper, at man er 16-17 år, når man hører den første gang. Battle Cry er dog utvivlsomt en tidlig US power metal-klassiker. Den var klart mere aggressiv end mange andre indenfor genren, for her var der hverken plads til drager, feer eller andre sagnfigurer, kun en masse krig, vold og ødelæggelse. Samtidig væltede de klassiske heavy metal-dyder ud af rillerne på bedste NWoBHM-vis, og man måtte bøje sig for ”The Axeman”. Gruppen fortsatte ufortrødent op igennem 80’erne, men de fandt aldrig frem til magien fra debuten igen, og det store gennembrud udeblev.
11. Metal Church – Metal Church
Nogle gange kommer ting helt ud af det blå. Jeg havde aldrig hørt om Metal Church, før da en kammerat stolt viste mig et cover med en kirkegård, hvor en mosbegroet Gibson Explorer var lavet om til et kors. Indholdet bag det seje ydre var traditionel britisk heavy metal tilsat en snert af den amerikanske thrashscenes vildskab. Den nåede godt nok ikke til Danmark før 1985, men det var jo altså en 84-udgivelse, som gruppen har haft svært ved at leve op til resten af karrieren.
10. Voivod – War and Pain
Da War and Pain udkom, kendte jeg ét menneske i hele verden, der ligesom jeg syntes, det var fantastisk. Rå, upoleret, naiv: Der er sikkert mange grunde til at afsky dette album, men det vil for altid være en af mine favoritter med de gale/geniale canadiere, der blev ført an af Snake på ’throat, insults and screaming mike torture’. De lød dengang som fire motorsavsbevæbnede teenage-mutant-lumberjacks på crack, der gik amok i en sirupsfabrik. Det gør de stadig.
9. Queensrÿche – The Warning
Som en ung og på det tidspunkt forholdsvis uerfaren koncertgænger var det lidt af en øjenåbner at opleve Queensrÿche åbne for Dio i Falkoner Teatret i 1984. Så meget power og vildskab kombineret med Seattle-lømlernes tæft for teknik, melodi og en progressiv tilgang til metal. Med dynamiske sange som "No Sanctuary" og "NM156" var deres The Warning en debut, der til fulde levede op til det, man så på scenen i Falkoner. En imponerende start, som Queensrÿche endda var i stand til at overgå med de tre følgende, og gennemført mesterlige, udspil.
8. Tank – Honour And Blood
I begyndelsen af deres karriere var Tank stærkt inspireret af den britiske punkscene, men den inspiration måtte langsomt vige for den næste britiske bølge, nemlig NWoBHM. I 1984 udgav de deres i særklasse bedste album med kæmpe riffs og lange episke sange om krig, ære og blod udført med sans for både det dramatiske og melodiske. De drog endda på europatur med selveste Metallica, og man skulle tro, at vejen til succes var sikret. Som så mange andre fra samme scene måtte Tank dog snart erkende, at deres tid faktisk var ved at være forbi.
7. Bathory – Bathory
Præcis det omvendte var tilfældet for svenske Bathory, der med denne eponyme debut skulle blive inspirationskilde for utallige metalhoveder med ekstreme tilbøjeligheder. Quorthon (aka Thomas Forsberg, aka "Ace" – endnu en Kiss-fan!) havde helt sikkert hørt både Venom, Slayer og en smule Motörhead, men ondskaben virkede dengang mere oprigtig, selvom Quorthon jo heller ikke var satanist. Men riffs fra dybet, den rå produktion samt en hæs og dæmonisk vokal gik op i en højere enhed på denne debut, der blev en kæmpe inspiration for den norske andenbølgeblack. Om det er en ros, må være op til den enkelte.
6. Iron Maiden – Powerslave
Der er mange meninger om, hvornår Maiden peakede. Et fornuftigt bud er her på Powerslave, der, selvom der er et par numre lidt under niveau, fortsatte en imponerende stribe af klassiske heavy metal-albummer fra de ubestridte konger af den nye engelske bølge. I 84 var den ikke ligefrem ny længere, men Maiden blev ved med at bygge på, blandt andet med den episke ”Rime of the Ancient Mariner”, der varslede det modne og proggede Maiden, vi i stigende grad har skullet høre på lige siden. Det lød bare 100 gange bedre dengang.
5. Celtic Frost – Morbid Tales
Teknisk set kunne man vel godt kalde Celtic Frost for et thrash-band, og det er der mange, der efterfølgende har gjort, men Morbid Tales er meget mere end thrash. Tom G. Warrior og Martin Ain havde nemlig, og heldigvis, ikke smidt det outrerede med ned i kisten, da de lagde Hellhammer i graven året før. Morbid Tales blev tværtimod startskuddet på den såkaldte avantgardemetal, der for alvor tog fart på To Mega Therion det følgende år.
4. Judas Priest – Defenders of The Faith
Judas Priest udgav deres 9. studiealbum i 1984, og de var om muligt mere vitale end nogensinde før. Et fuldstændig guitardomineret album, men med uimodståelige omkvæd, skiftevis fræsende tempo og tunge bangers og så en forsanger, der mestrede flere registre end menneskeligt muligt. Tilsæt en stribe geniale guitarsoli og masser af dobbeltharmonier, og så var alle metalklichéerne på plads. Priest peakede som sangskrivere på Defenders of The Faith, der var en heavy metal-perle, der skulle gå seks år, før de kom i nærheden af igen.
3. Dio – The Last In Line
At man samtidig kunne elske det nye og ekstreme (tjek for eksempel de næste to på denne liste) og have dyb respekt for veteranerne, kunne jeg ikke se noget odiøst i tilbage i midtfirserne – det kan jeg heller ikke i dag. På Dios andet album var magien fra Holy Diver stadig fuldstændig intakt, blandt andet med et af de mest ikoniske øjeblikke i metalhistorien: titelnummerets indledning med ’We are coming … HOOOOOME!’. Ren magi fra metallens største stemme. I 1984 var Ronnie James Dio 42 år, havde været i gang i musikbranchen siden teenageårene og oplevet flere op- og nedture, end det burde kunne lade sig gøre. Udødelige klassikere som Rainbow Rising og Heaven and Hell var ikke nok til at få smør på brødet, og efter den uelegante afsked med Black Sabbath satsede Ronnie alt på en solokarriere. The Last In Line var det andet af to mesterværker i træk, og de følgende 2-3 år var gruppen Dios kommercielle storhedstid – en tid, der, især på grund af kunstnerisk stagnation og en evigt foranderlig metalscene, desværre aldrig rigtigt kom tilbage.
2. Mercyful Fate – Don't Break the Oath
Stagnation var der til gengæld ikke noget af hos det bedste danske metalband nogensinde. Don't Break the Oath ligger nummer et på denne blogs rangering af alle Mercyful Fate-udgivelser, men det var altså ikke nok til at komme helt til tops i 1984. Til dem, der benægter, at Mercyful Fate skulle være førstebølgeblack – og den slags typer findes altså! – tillader jeg mig lige at citere mig selv: ’Når man lytter til dette mesterværk i dag, må man atter en gang konstatere, at det er en voldsom forenkling at kalde københavnernes musik for ’NWoBHM med lidt Satan’. Vist var der fokus på både melodi og ekvilibrisme – to elementer, man som bekendt ikke forbinder med den norske andenbølgeblack – men temaer, riffs og udførelsen var klart mere ond og mørk, end samtlige bands fra den engelske bølge var i stand til at levere på samme tidspunkt. Og det er altså ikke klaphatten, der strammer her, for Don't Break the Oath rangerer højt på alle 1984-ranglister med respekt for sig selv.
1. Metallica – Ride the Lightning
’There can be only one’, og i 1984 var det Ride the Lightning. Netop i disse dage er det fyrre år siden, at Lars Ulrich & co. befandt sig i Sweet Silence-studiet på Øresundsvej i København for at indspille verdens bedste thrash-album. Eller vent, det lavede de jo muligvis to år senere. Som minimum det næstbedste thrashalbum så. Whatever … vi er mange, for hvem det skifter, hver gang vi hører Ride eller Master. Meget er sagt om dette legendariske album, men det mest vanvittige ved Ride the Lightning er efter min mening kreatørernes næsten grotesk unge alder. Lars og James var knap fyldt 20, mens Kirk og Cliff kun havde et par år mere på bagen. Hvem havde de unge knægte så til at styre rorpinden i Sweet Silence? Jo, det var såmænd Flemming Rasmussen på hele 26 år. Det er jo vanvittigt, at en flok unge knægte, der dårligt havde sagt farvel til teenageårene kunne kreere musik på det her niveau. Propfyldt med metalklassikere siger det også en del, at Ride kun er overgået af the black album som det album, Metallica har spillet flest sange fra live. Det her var et album, der som få løftede barren for, hvad heavy metal kunne, og hvad fans kom til at forvente. En milepæl i 1984, og det var en smuk tid at være ung i.
Et sidste shoutout
Endelig skal vi lige runde af med et ’shoutout’ til Kim Sixx. I 1984 udgav den århusianske gruppe med Kim ’Powerbabe’ Sixx i front nemlig en forrygende single, der, ifølge mine tågede erindringer, endda blev spillet på DR, når de, alt for sjældent, beskæftigede sig med dansk metal. Især b-siden, ”Bang Your Head”, var klassisk Priest- og Maiden-inspireret heavy metal og langt bedre end Quiet Riot! Potentialet var stort, men desværre blev det aldrig rigtigt til mere. I 90’erne omkom Lone Jensen (som var Kim Sixx’ borgelige navn) i en trafikulykke, så nogen gendannelse kunne det heller ikke blive til. Det hører også med til historien om 80’ermetallen: Der var fest og ballade og utæmmet kreativitet og vildskab. Men der var også uforløst potentiale og bristede drømme.
https://open.spotify.com/playlist/4SGzC6kzwzpsEIAsRybCii?si=093640c277a6...