Sort, mere power, mest core?

Et hurtigt kig ud over den islandske metalscene vil hurtigt ende ud i et uendeligt antal black metal bands, som samlet set består af ti medlemmer. Der er dog også undtagelser til denne kulsorte indavl. Nok er Sólstafir startet i black metallen, men over tiden er det blevet post rocken og metallen, som har taget over. Skálmöld har længe begået sig i vikinge- og folk metallen, Power Paladin bør du bestemt give et lyt, hvis du er til, ja, power metal, og føler du for nogle brutale moderne tæv, så er Devine Defilement netop aktuelle med deres tredje fuldlængde Ruthless.

Næste valg er desværre først i 2028

Netop ordet “ruthless” passer udmærket til Devine Defilement, der gør sig i et voldsomt sammenstød af den moderne brutale død og den tunge ende af deathcoren.

Selvom islænderne skriver i pressematerialet, at de melodiske elementer har måttet vige pladsen for slam-tilbedelse, så lyder Devine Defilement stadig som et band, der ikke rigtig ved, hvad de vil. På den ene side har vi numre som “Internal Delusions of the Torn Mind” og “Curbstomp the Predators”, der sender dødstrusler til alt, som bare har strejfet noget melodisk. Gennemarbejdede Korpse og Stillbirth-inspirerede deathcore-grooves, hvor du hele vejen igennem føler, ansigtet bliver flået hen over asfalten, til du kun har et stort smil tilbage. Du får ikke en genopfundet dyb tallerken, men til gengæld kan du fylde en eksisterende med blastbeats, slams og breakdowns, som mætter hele dagen. Specielt breakdownet på “Dracodominus” rammer helt rigtigt i forhold til knusende tyngde og direkte ulækker vokal, uden at det ender ud i Jens Hansens eksotiske rovdyrsbondegård.

På den anden side lyder det ikke rigtigt til, at islænderne for alvor vil slippe det melodiske. “Abusement Park” har en fin lille flirt med noget melodisk blacket, men på “Excreted Entity” trækkes der både på soli, hvad man kan kalde regulær Glemsel-core og en dyster atmosfærisk outro til at binde det hele sammen. “Anthropophagic Apocalypse pt. 1 - The Collapse” har ligeledes et udmærket stemningsfyldt October Tide-doomet riff kørende, som bestemt taler for, at Devine Defilement burde beholde et melodisk element.

Bandet skal dog tage en beslutning om, hvorvidt det melodiske element skal bibeholdes. For overgangene fra det melodiske til tung smadder er lige til at få piskesmæld af. Når den atmosfæriske doom intro på “Anthropophagic Apocalypse pt 1 - The Collapse” går over i deathcoren, så kan jeg næsten høre lyden af  karosseri, der krølles til uigenkendelighed. At Devine Defilement så også vil være med på den tunge cores kor-trend, lyder som en beslutning taget på baggrund af et pludseligt musikalsk tomrum. For samtlige “kor” lyder nemlig som præcis det samme klip af frøkoret fra Harry Potter, der er blevet konverteret til en Midi-fil og fyret i et keyboard. At koret spilles på denne måde, får “Pulverized Secretions” og især lukkeren “Beyond the Veil of Death” til at fremstå billigere end anakondaen i Anaconda III.

Kedeligt kompromis

Når Devine Defilement engang har fundet ud af, om de vil satse fuldt ud på den tunge deathcore, eller om de melodiske indspark igen fortjener en værdig plads, så er jeg sikker på, at resultatet nok skal blive udmærket. Men at stå med et ben i hver lejr, ligegyldigt hvor acceptable resultaterne er, det gør desværre Ruthless til en lidt ujævn oplevelse, der ikke rigtig tilfredsstiller nogen eller noget.