Evil - Book Of Evil

Book Of Evil

· Udkom

Type:Album
Genre:Heavy Metal
Antal numre:11

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Der var engang i 80’erne…

Ja, undskyld, det føles, som om jeg har skrevet præcis den sætning 100 gange før, men nu er det igen-igen 100% relevant. Danske Evil har nemlig sendt nyt materiale på gaden, og deres EP, Evil’s Message fra 1984, er en af de mere sagnomspundne udgivelser fra den lille, men spændende, danske scene dengang. Jeg glemmer sent begejstringen, da jeg netop hjemkommet fra Ken Anthonys Double Fun i Hyskenstræde satte EP’en på Pioneer-anlægget, og den ledeste dobbeltpedal-drevne speed metal blæste ud af højtalerne. Vi fik desværre ikke mere fra Evil i 80’erne, og gruppens første comebackforsøg, 2015’s Shoot The Messenger, var hverken kunstnerisk vellykket eller kommercielt succesfuld. Men måske kan gruppens nyeste forsøg på at genskabe magien fra dengang, Book Of Evil, fremkalde minder om begejstringen fra drengeværelset?   

Professionalisme og kærlighed

Det første indtryk, nummeret ”Divine Conspiracy”, er dog, at man ikke rigtigt genkender sine gamle helte. Eneste tilbageværende medlem er tidligere trommeslager, nu guitarist, Freddie Wolf, så det er selvfølgelig ikke så mærkeligt, hvis der har sneget sig lidt forandringer ind siden 1984. Især Martin Steenes power metalvokal flytter Evil et andet sted hen – dog ikke nødvendigvis et dårligt sted, for som han tidligere har bevist i fx Iron Fire, fejler stemmebåndet absolut ingenting. Sonisk fungerer det meste sådan set også ret fornuftigt ­– ikke just overraskende, når Tue Madsen står for både produktion og mix. De følgende sange bekræfter (lyd-)billedet af et Evil, der mere vil lave melodisk powermetal end klassisk speedmetal. Dog leverer ”Future Denied” tunge riff, et langsomt beat, samt lidt metalcore-råb, og det er faktisk slet ikke en dårlig afstikker fra det dominerende power-udtryk.

Savner man den kendte Evil-stil, skal man hen til femte skæring, ”The Raven Throne”, der efter en svedig basintro bevæger sig over i klassisk speedmetal, hvor man i glimt hører ekkoer fra Evil’s Message. I omkvædet er vi dog igen tilbage i udpræget powermetal-stil. Efter ”Raven” går der lidt tomgang i flere af sangene, selvom ”Sanctuary” starter med et knejsende riff, og en lækker Maidensk melodi bidrager smukt til det storladne. Med ”Evils Message” får vi så den frygtede genindspilning af gamle klassikere (sangene ”Evil’s Message” og ”Evil”), men det slipper gruppen egentlig ganske fint fra. Det er jo sådan her, Evil skal lyde! Igen får vi en svag antydning af råb, men både det og den opdaterede produktion fungerer overraskende godt. Slutningen bliver igen lidt for power-agtig til min smag, men det gør ikke det store. Uanset hvad vil jeg til enhver tid hellere høre originalen.

På afslutningsnummeret ”Book Of Evil” spænder Wolf & co. de kompositoriske muskler lidt mere, og det klæder en flok så rutinerede musikere, som vi har at gøre med her. Yderst velkomment altså, men det er et tveægget sværd, for det afslører jo samtidig, at dele af det øvrige album er lidt blodfattigt, og at potentialet til noget bedre er til stede. Det 80’er-gyserfilmshalløj, som albummet indledes og afsluttes med, har jeg mest lyst til at ignorere, for det burde blive i det årti, hvor det kom fra.

Solid og vellavet heavy metal

Det behøver 2022-udgaven af Evil til gengæld overhovedet ikke. Heller ikke på trods af ovennævnte kritikpunkter, for Book Of Evil emmer af professionalisme og kærlighed til genren. Afslutningsvis føler jeg trang til at citere mig selv, fra da jeg for et par år siden anmeldte forsanger Martin Steenes Iron Fire og skrev, at deres Beyond The Void var for folk, ”der bare holder af solid og vellavet heavy metal”. Præcis det samme er tilfældet her – men så heller ikke mere end det.

Tracklist

  1. Intro (A Terrible Thing)
  2. Divine Conspiracy
  3. Evil Never Dies
  4. Future Denied
  5. The Raven Throne
  6. King Of The Undead
  7. Beyond Mind Control
  8. Sanctuary
  9. Storm Warning
  10. Evils Message
  11. Book Of Evil

Tilføj kommentar