Stoner-trio tager det svære spring fra ep til album

Endelig klar med en langspiller

Den københavnske stoner-trio Zeup er blevet fulgt med spænding og store forventninger på vores redaktion. Den tre år gamle demo A Taste of Zeup samt ep’en Blind, der kom året efter, vidnede om et velspillende band med stort potentiale. En lækker autentisk lyd, massive riffs og det helt rigtige udtryk, hvor alt ligger langt tilbage på slaget, har gjort en gammel stoner-fan som mig uhyre spændt på gruppens første langspiller, Mammals, der endelig er kommet. Pladen er bestemt ikke skidt, men det er lidt af en rodebutik med plads til forbedringer.

To spændende og seks rutineprægede         

Når stoner-rock har den helt rigtige lyd, har det min fulde opmærksomhed. Derfor var det en sand fornøjelse lynhurtigt at kunne konkludere, at Mammals lyder pissefed. Den er produceret i Sweet Silence Studios af Patrick Fragtrup, og jeg sværger hermed, at hvis jeg nogensinde selv skal indspille en plade, skal han være manden bag pulten. Lydmæssigt er vi enormt tæt på stoner-klassikeren Deliverance af Corrosion Of Conformity, og så kan det ganske enkelt ikke blive bedre: skrabet, støvet og autentisk analog lyd. Så vidt så godt.

Mammals åbner med den småpunkede “River Of Tears”, hvorefter vi får et lækkert riff og et lige så godt hook i form af “Exist”. Det er tydeligt, at Zeup kan deres kram, og deres velkendte stoner-skabelon fejler bestemt ikke noget. På tredje skæring “Out Of Season” får vi ligeledes et rigtig fornuftigt riff, men musikken bliver desværre aldrig rigtig spændende. Nummeret lyder mere som et hyggeligt øvelokalejam end som et decideret nummer, hvilket desværre i endnu højere grad gælder efterfølgeren, den instrumentale “Rising”. Bevares, de grundlæggende elementer er på plads, og mange af musikhistoriens bedste stoner-kompositioner er sikkert udsprunget af jams henover et fedt riff, men fra tid til anden skal der altså tænkes lidt ud af boksen. Bare fordi skabelonen virker af og til, skal den ikke nødvendigvis følges slavisk på hvert eneste nummer. Dette gælder desværre også “Hollow”, der præges af en ret så markant uopfindsomhed i sangskrivningen, men her anes til gengæld lidt crossover-vibes som dem, nogle af os husker fra 90’erne. Alice In Chains har bestemt ikke levet forgæves, og den slags er jo ikke helt tosset. Og rigtig fedt bliver det på “Days Go By”, der momentvis minder om Life Of Agonys Ugly-æra, hvor tonstunge riffs møder melodisk skønsang og omkvæd a la Depeche Mode og Simple Minds. Godt tænkt og fedt sammensat.

Pladens absolut bedste nummer er dog det instrumentale “Escape”, hvor der endelig sker noget med dynamikken og variationen. Det syv minutter lange nummer leder tankerne hen på passager fra Dizzy Mizz Lizzys Alter Echo kombineret med Metallicas “Bleeding Me” og “The Outlaw Torn” fra deres kriminelt undervurderede album Load. Superfin oplevelse fra et anstændigt album, inden den lettere intetsigende og rutineprægede “In Real Life” runder pladen af efter 37 minutter. Men man sidder unægteligt tilbage med en masse spørgsmål, efter den sidste tone er klinget af: Er der ikke mere? Hvad ville pladen egentlig? Og hvor var sammenhængen mellem de ensformige stoner-kompositioner og de mere eksperimenterende?

Tid til nye boller på suppen?

Springet fra ep til fuldlængdealbum er stort og svært for mange, og det lykkes desværre heller ikke ubetinget godt for Zeup. For mange af pladens otte numre virker i alt for høj grad baseret på et enkelt eller to riffs, hvorefter man har stillet sig tilfreds og ikke fundet det nødvendigt at arbejde videre med numrene. Dertil minder fem-seks af de forskellige skæringer alt for meget om hinanden og virker generelt ikke særlig gennemarbejdede. Det er en skam. Zeup kan nemlig godt spille og skrive fede riffs, der ligger perfekt på en lækker bund af svingende solide grooves, og den autentiske lyd er ligeledes i top. Men at bruge mere krudt på at udforske, hvor numrene kunne bevæge sig hen, er desværre ikke blevet prioriteret.

Zeups vanlige måde at spille stoner på fejler som sådan ikke noget, men der hviles alt for mageligt i en opskrift, der efterhånden trænger til at blive udviklet og udforsket yderligere. Det er nemlig ret tydeligt på Mammals, at Zeup fungerer bedst, når eksperimenterne samt 90’er-inspirationerne fra Alice In Chains og Life Of Agony bliver allermest tydelige. Måske er det denne vej, bandet skal?