If I were green I would die (på bålet)
Heksenes time er kommet: Det er ved at være den tid på året, hvor mørket griber dagen og sindene. Små børn og barnlige sjæle maler sig grønne i ansigterne, fatter den spidse hat og begiver sig ud med kost i hånden og glitter i håret for at tigge slik hos godmodige naboer. Blot glemmer mange den uhygge, der gemmer sig bag hyggen. Historiens heksebål er udskiftet med stearinlysenes hyggebelysning, og duften af pumpkin spice har for længst overdøvet dunsten af brændende kød. Det svenske doom-metalband Year of the Goat minder os på albummet Trivia Goddess om alle de kvindeskæbner, der blev dømt for dæmonbesættelse, heksekunst og alskens andet ondskab. Når hekse som Elphaba i Wicked fremstår grønsminkede, er det, fordi virkelighedens heksedømte var banket gule og blå af tidens torturmetoder, og gennem albummet bliver lytteren konfronteret med den brutale historie, som ligger bag nutidens heksebilleder. Bandet blev særligt inspireret af historien om den tyske kvinde Anneliese Michel, hvis skæbne er skildret i kultklassikeren Alucarda fra 1977. Som bandet skriver: ‘Anneliese was only one woman in a long row of women and girls mistreated by the misogynic and evil system of the Abrahamic religions.’ Inspirationen fra historiens forbandede vingesus og film som denne er en central del af albummets både auditive og lyriske udtryk. 70’er-æstetikken er smurt tykt på, og albummet skorter hverken på okkulte referencer, religionskritik eller lav-tunede riffs. Spørgsmålet er, om lydbilledet kan bære tekstuniversets historiske ballast, eller om det synker til bunds som en trolddomsdømt med en sten bundet om maven.
Lad os først lige barbere geden
Year of the Goat kommer fra den svenske by Norrköping, der ligger 44 kilometer fra Linköping, hvor Ghosts frontmand Tobias Forge er fra. Ligesom distancen mellem byerne er der ikke stor afstand mellem de to bands genreudtryk. Som om det ikke var nok, blev begge bands dannet omkring 2006, og der er kun et års forskel mellem deres debut-EP’er, hvor Ghost var de hurtigste med Opus Eponyomus i 2010, mens Year of the Goats debut Lucem Ferre udkom i 2011. Sammenligningerne vil ingen ende tage, for de to bands dykker ned i den samme, satanistiske referenceramme, hvor der bogstaveligt talt er gået ged i den. De to bands har hang til hammondorgel og kunne begge være soundtracket fra en djævelsk Andrew Lloyd Webber-musical. Spørgsmålet er, hvem af bandene, der er den onde tvilling. Svaret må være Ghost, for Year of the Goat mangler en del af de mørkere black metal-referencer, som gav mere dommedagsstemning til Ghosts tidlige doom. Det er et væsentligt kritikpunkt, at Year of the Goat minder så meget om en anden artist. De mangler mere udtrykte karakteristika, der kan sætte dem i respekt som et selvstændigt projekt og ikke blot et søsterband, for ligesom Gradytvillingerne fra Ondskabens Hotel er ligheden mellem dem slående.
Nuvel, hvis vi tilsidesætter sammenligningen og erklærer geden for barberet, har albummet flere lyspunkter. Særligt er guitarkompositionerne på titelnummeret “Trivia Goddess” stramme, men alligevel med en vis kompleksitet. Især albummets anden del rummer perler som den dansevenlige “Alucarda”, en fængende rockballade tilsat et skvæt tamburin. Selvom jeg kunne have ønsket større udsving i tempo og mørkere undertoner, blev jeg alligevel revet med af stemningen og kommer nok til at nynne sangen over opvasken det næste stykke tid. Forsanger Thomas Sabbathis tone ligger her i et lavere leje end på de resterende numre, og det er klædeligt, at Elin Gårdfalks backingvokal træder tydeligere i kraft. Guitartonerne fra Sabbathi, Mikael “Pope” Popovic, Jonas Waldhuber Mattsson og David Olofsson får på denne og “King of Damnation” ligeledes mere plads og viser den pentatoniske virtuositet, som desværre er noget underspillet på andre af albummets sange.
Flere af disse har ofte en bryggetid på omkring tre minutter, for på eksempelvis “Trivia Goddess” og “Mét Agwe” er det først ved 3-minutsmærket, at der for alvor sker en udvikling i musikken. “Mét Agwe” har ellers en fin start, hvor skyggernes symfoni blander sig med den lyse guitar. Vokalen har fået et spark i skridtet og når op til tindrende høje tonearter. Falsettonerne sammenblandes med strejf af synth, der flyder ind i lydbilledet som fløde i en sort kop kaffe. Den udvander de mørke noter og gør det til en beige affære. Det er en skam, for den første bryg af ristede riffs vidnede ellers om en god, sort kop metalkaffe.
Mens mørket mangler i lydbilledet, kan det findes i lyrikken. Dennes alvor overdøves dog ofte af 70’eræstetikkens tamburin, hammond og synth. Denne æstetik har dog en vis charme, som man ikke kan undgå at holde af. Et eksempel herpå er “The Queen of Zemargad”, hvor der er fuld hammer på hammondorglet. Rytmerne er fængende, og man får lyst til at svinge de trompetbuksebeklædte hofter i takt til de sataniske symfonier. Sangen har en meget passende længde, men slutter en anelse abrupt, så man næsten får nakkesmæld. Year of the Goat er således velbevandrede i at kreere smagfulde introer, der vækker lytterens appetit, men skal arbejde med sangenes afslutninger, der ofte forekommer enten for langtrukne eller en anelse antiklimatiske.
Middelaldertortur - The Musical
Year of the Goat mestrer 70’er-doomens æstetik, og albummet fungerer fint i mindre portioner, men forekommer en anelse ensformigt og repetitivt, hvis man gennemlytter det i én køre. Dertil ligger der en vis absurditet i at høre historier om så meget virkelig, menneskelig ulykke fremlagt som, hvad der minder om en doom-metalinspireret musical. Hvis man ikke kendte historien bag, ville Trivia Goddess’ budskab helt drukne i hammond og synth. Det er ærgerligt, for når man tager fat i hornene på den virkelige fortælling om kirkens systematiske kvindeundertrykkelse, skylder man også at gøre det med en vis alvor. Hvis bandet på sigt sætter sig mere i karakter i forhold til andre doom-metalbands og dyrker mørket i lydbilledets skyggesider, har de dog potentiale til at flamme op som de ligbål, der brænder bag sangenes basgange.
