The Wounded Kings er parat med deres fjerde album siden 2008, og endnu engang overgår de sig selv
70'er analog lyd
Bandet er oprindeligt fra Dartmoore i England og cenre betegnelserne dækker over alt fra retro-stoned-doom over til psykadelisk progressive metal. Et godt billede på at ord alene ikke slår til når The Wounded Kings skal defineres. Inspirationen er 70'er analog lyd med afsæt i Electric Wizard, Cathedral og Black Math Horseman.
Ligesom den fremragende forgænger In the Chapel of the Black Hand (2011) er der ikke tale om et album i klassisk forstand, men i stedet oplevelse som et soundtrack eller en holistisk musikalsk rejse. Her er numre på både 12 og 13 minutter og mindre på bare 1- 2 minutter. Sammenlagt dannes en mosaik og et udfordrende lydtapet. Her er det svært at afgøre hvornår det ene nummer afsluttes for at et nyt kan begynde.
Ennio Morricone som doom
Det er langsom, tungt, angstfremkaldende og samtidigt smukt og uanset hvor begejstret jeg var for forgængeren. Dette album er bare endnu bedre. Første tunge riff på “Gnosis" lyder som et Ennio Morricone tema i en tung doom version. Langsomt, langsomt bygges der lag på lag og samme riff udforskes og gentages. Fire minutter senere arbejdes der stadig på varianter af samme lydbillede, og fremfor at være trættende og ligegyldigt er det dragende og fængslende.
Bandets forsanger, Sharie Neyland, er blevet kaldt "en post apokalyptisk Grace Jones", og uanset hvor vrøvlet denne sammenligning må være. Se det som endnu et bevis på hvor vanskeligt vi har det med at beskrive lyden af The Wounded Kings. Mine tanker løb i retningen af Portishead's Beth Gibbons. En kvindelig frontfigur med så stor karakter og integritet, at hun muligvis ikke er den bedste sanger, men derimod en af de mest interessante.
Bandets arkitekt og grundlægger Steve Mills har fortalt om albummet, at det er optaget på kun seks dage, og optaget som livetracks for at indfange en autentisk livestemning: “The entire album was recorded and mixed in six days during the hottest week of the year in a studio miles from anything in the Cornish countryside". Albummet har denne særlige analoge og skramlede lyd som leder tankerne hen på grundlæggerne af doom genren.
The Wounded Kings overgår sig selv
Normale konventioner som “bedste nummer" giver ikke rigtig mening i denne sammenhæng. Men hvis nogle skal fremhæves må det blive “The Silence", "Lost Bride" ligesom "Gnosis" og titelnummeret er svær at ryste af sig. Albummet tager tid, og kræver mange gennemlytninger før det falder på plads. Men belønningen er stor og endnu engang overgår The Wounded Kings sig selv.
Koncert
Endnu er det ikke oplyst om The Wounded Kings kommer på besøg til Danmark.
