Graves at Sea har på den fede, doomede måde begået en mastodont af en uhyggelig ørkenvandring
Ørkendoom!
Graves at Sea har udgivet deres første album, en tung lille sag på 70 minutters trøstesløs ørkenvandring. Altså på den fede, doomede måde. Kvartetten lykkes med at skabe et dystert, uhyggeligt univers af forknyttede tekster og tunge, slæbende riffs. Lydbilledet er en uhellig fusion mellem ørken og stoner rock, bare tungere og med en vokal fra de inderste cirkler i helvede.
Jeg tilstår, at jeg ikke har været i doom-land siden My Dying Bride udgav The Light at the End of the World i 1999, så jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente. Jeg havde dog mine bange anelser, da jeg læste, at bandet selv kalder deres udgivelse for en 70+ minutter tour de force ride through hell. Mere end 70 minutters doom ventede altså forude, og det var således med rystende hånd, jeg trykkede jeg på play. Det startede ikke ret godt: Introen er kakafonisk og længe om at komme videre. Der var plads til forbedring. Og den plads blev udnyttet! Tunge, modbydelige riffs, dæmoniske skrig, fede temposkift, langsomt, men sikkert blev jeg hevet med ud i et trøsteløst ørkenlandskab, og jeg nød sgu turen.
Rutineret debut
Graves at Sea blev faktisk formet helt tilbage i 2002, men har været gennem forskellige lineups og breakups og har derfor kun udgivet meget lidt. The Curse That Is bliver dermed et debutalbum fra et band, som har eksisteret on and off i 14 år. Man hører erfaringen blandt andet i det stilsikre udtryk.
Netop det stilsikre kommer også til udtryk i længden på albummet, der som nævnt kræver, at du sætter i omegnen af 70 minutter af, hvis du skal høre skiven i ét hug. Det vil jeg egentlig anbefale, at man gør, det er ikke nemt at gå til og fra den her. Graves at Sea kræver noget af sine lyttere – ikke mindst opmærksomhed. Men den opmærksomme lytter bliver også belønnet med et rigt univers af lyd, lidelse og dysterhed, måske især i nummeret ”The Ashes Made Her Beautiful”, som er albummets længste med mere end 15 minutters uafbrudt, krævende uhygge. Det er også en mageløs smuk og stemningsfuld omgang doom, dog lidt til den lange side efter min ydmyge mening.
Vokale udfordringer
Mens musikken er velspillet og lige dele sludge og doom og helt vidunderligt tungt og beskidt, så er det allermest krævende måske i virkeligheden vokalen. Jeg har det altså tungt med de black-inspirerede skrigevokaler. Men grimhedsæstetik kan man også sige meget pænt(!) om. Og vokalen passer faktisk til musikken og stemningen. Så jeg er udfordret, stimuleret og perpleks og på ingen måde på hjemmebane her, men det skal jo ikke gå ud over Graves at Sea. Jeg smider 7 langsomt knuste kranier efter et album, som har åbenlyse kvaliteter, er stemningsmættet og tungt, men som også måske lige er 10-12 minutter for langt i alt og halter lidt på vokalsiden.
