Witherfall - The Curse of Autumn

The Curse of Autumn

· Udkom

Type:Album
Genre:Prog metal
Antal numre:11

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Næsten-super

Witherfall er tæt på at være en supergruppe – tæt på, fordi kun fire af gruppens fem medlemmer er veteraner fra øvrige bands. Så vidt jeg kan forstå, er gruppen dannet i 2013 af Jake Dreyer (fortid i Demons & Wizards, Iced Earth og White Wizzard), vokalist Joseph Michael (Sanctuary, Midnight Reign og ex-White Wizzard) og bassist Anthony Crawford (eneste ubeskrevne blad) og har siden fået selskab af Alex Nasla (In Virtue) på keyboard og Marco Minnemann (Steven Wilson og mange andre) på trommer. The Curse of Autumn er gruppens tredje studiealbum, og første gang jeg har fornøjelsen at lytte til deres dystre, melodiske og dramatiske univers.

Lidt vel produceret

Witherfall spiller en form for grandiøs og moderne prog metal, som spænder bredt, hvad indflydelser angår, og lover en alsidig og ørehængende lytteroplevelse. Med højt teknisk niveau fra alle involverede blæser gruppen gennem Blind Guardian-inspireret power-thrash, føler sig gennem semiballader og orkestrerer sig til storladne epos. Som helhed er det mest konstante referencepunkt Dream Theater med opgraderet vokal (efter min mening); som Scenes From a Memory uden det konceptuelle islæt og med en større produktion. Pomp, pragt og drama er på dagsordenen, og Joseph Michael har både stemme og kraft til at blæse refrænerne så højt op, som stilen kalder på.

… men så dygtig som Michael er, har jeg svært ved at begribe, hvorfor vokalen er produceret, som den er. Der er adskillige stærke vokalpræstationer på The Curse of Autumn, men lige så mange forglemmelige linjer, hvor vokalen er halvbegravet og tværet ud af korstemmer, der fjerner mere, end de bidrager med. ”Tempest” er en spektakulær sang flot anført af vokalen; p’erne eksploderer, og s’erne hvisler i det bombastiske vers, hvorefter en mere følsom drejning trækker lytteren ind til en passende storladen afslutning. I slående kontrast hertil leverer ”The Last Scar” intet af ovenstående, og det eneste, jeg husker af vokalen, er det ”Crazy Like a Fool”-lydende hook fra omkvædet (ja, den med Boney M). Så hvad er forskellen? Mit gæt er, at vokalen er produceret forskelligt i de to sange, men siden jeg aldrig har indspillet eller -sunget noget som helst, vil jeg nødig gisne yderligere i den retning. I stedet peger jeg på ”Another Face” som eksempel, hvor vokalen går fra en krystalklar solostemme i et følelsesladet vers til en halvkvalt stemme i et syntetisklydende kor i omkvædet. Min oplevelse af The Curse of Autumn minder meget om Korpiklaanis seneste, og i begge tilfælde ville jeg gerne høre albummet indspillet med en simpel 80’erproduktion.

På det strukturelle plan har albummet stor variation; fra korte semiballader til episke kompositioner, mere standardstrukturerede numre med møjsommelige introer og udvidede instrumentalstykker undervejs. Dette er naturligvis god prog-stil – ikke at bekende sig til radiostationers regelsæt – men gruppen hopper også i et par sangskrivningsfaldgruber undervejs. Hverken mellemspillet ”Curse of Autumn” eller det efterfølgende instrumentalnummer ”The Unyielding Grip of Each Passing Day” lader til at indgå i nogen nævneværdig plan for albummet; ingen af dem leder naturligt op til det næste nummer. Albummet er i forvejen rigt på introer og udvidede instrumentalstykker, hvorfor det virker unødvendigt at præsentere en idé blot for at springe videre til næste sang. Den kvarterlange ”… And They All Blew Away” lider under et lignende problem – et brat skift allerede efter tre minutter deler sangen i to og får det første stykke til at virke som blot en intro. Som helhed byder sangen på flere gode idéer, men det dramatiske skift kommer, før sangen for alvor har etableret noget at skifte væk fra, og temaerne i introen kommer ikke tilbage senere i sangen, hvorfor jeg undrer mig over meningen med dem.

Teknikken driller teknikerne

Ingen skal anfægte den tekniske kunnen, der har muliggjort The Curse of Autumn. Som hovedregel er albummet storladent, ørehængende, medrivende og naturligvis blæret. Fans af højdramatisk prog-metal vil garanteret nyde de større kompositioner på albummet ligesom jeg, og den lunkne karakter skal ikke tolkes som generel middelmådighed. Til gengæld er den i forvejen bombastiske vokal underlagt en endnu mere bombastisk produktion, som konsekvent skader min oplevelse af musikken. Desuden foretager gruppen nogle besynderlige valg med hensyn til sangskrivningen, som frustrerer lytteren ved at skabe gode idéer, som ikke fører nogen vegne.

Tracklist

  1. Deliver Us into the Arms of Eternal Silence
  2. The Last Scar
  3. As I Lie Awake
  4. Another Face
  5. Tempest
  6. Curse of Autumn
  7. The Unyielding Grip of Each Passing Day
  8. The Other Side of Fear
  9. The River
  10. ...and They All Blew Away
  11. Long Time (acoustic version)

Tilføj kommentar