Ude godt, men hjemme er bedst. Sydstatsdrengene spiller op til mosh i deres hjemby, til publikums udelte begejstring
Straight outta Knoxville
Med fem studiealbums udgivet over en periode på syv år fra deres debut i 2008 er Whitechapel nogle produktive herrer. Alle medlemmerne har forskellige stilarter at byde ind med, så det er deathcore med inspiration hentet fra både klassisk død, hardcore og norsk black metal. De ligger derfor i den tunge ende af spektret, men giver ikke køb på de ting, der kendetegner genren. De spænder bredt indenfor en afgrænset genre med nye tiltag på hvert album, dog vil det være at gå for langt at sige, de decideret fornyer sig, men der er stor forskel på deres udtryk fra udgivelse til udgivelse. Brotherhood of The Blade er blevet til takket være den dedikerede fanbase, der via crowdfunding samlede 58.000 USD ind til projektet.
Er I der..?
Livealbums har aldrig sagt mig en dyt. Hvis jeg vil have mudret lyd, så skal det fandeme blandes med oplevelsen af at være der selv, men lyden er forbløffende god - selv ud gennem mine shitty højttalere. Æren for det tilfalder Mark Lewis, som de har fået til at tage sig af optagelse, mixing og mastering - han har tidligere arbejdet med bl.a Cannibal Corpse og DevilDriver, og man må sige, han ved, hvordan man gør en liveoptagelse spiselig. Det, der gør dette livealbum interessant, er det faktum, at bandet er absolut på hjemmebane. I slutningen af det i øvrigt ret så gode nummer "I, Dementia" fra deres selvbetitlede album fra 2012, udbryder Phil Bozeman "It feels fucking great to be ten minutes from my house.." Han er tydeligvis i godt humør, og selvom han er på arbejde, er der stadig tid til at sludre lidt med sine bysbørn om at blive stemplet som redneck og white trash, stoltheden ved at være fra den stat, der gav verden Jack Daniels og et skulderklap til deres dedikerede fans i form af nummeret "The Saw is The Law". Han mestrer kunsten at balancere mellem ævl og growl noget mange andre forsangere kunne lære lidt af.
De har til lejligheden sammensat en solid setliste, der viser deres evne til at omfavne og effektivt formidle de mange nicher, de bekender sig til, især "Our Endless War" fra deres seneste studiealbum af samme navn, der er decideret hardcore. Dog undrer jeg mig over, de helt har udeladt at medtage bare ét nummer fra A New Era Of Corruption fra 2010, som opnåede moderat kommerciel succes med en 43. plads på Billboard 200, ikke dårligt for et ekstrem metal band fra Knoxville, Tennessee.
...Ja vi er!
Whitechapel er et af den slags bands, man skal finde den rigtige vinkel på, hvis man ikke vil ende med at afskrive dem totalt, som jeg gjorde, da jeg hørte dem første gang. Derfor er Brotherhood of the Blade god at begynde på, for hvis man ikke kender dem i forvejen, så kan det forkerte album ødelægge din lyst til at lære dem bedre at kende. Deathcore er en genre, der kan være svær at komme ind på livet af, men de har med dette album cementeret sig i min bevidsthed som et lysende eksempel på, at den ellers udskældte genre sagtens kan appellere til de lidt mere
konservative metalfans. Hele albummet oser af, at både band og publikum havde en fest, og det mærkes tydeligt, at alle er glade for at have været med til den koncert. Man kan snildt sætte det her album på og lade det rulle i baggrunden og en gang i mellem stoppe op og nyde de små guldklumper, der kommer ud af højttalerne. De får faktisk ”kun” 8 kranier, fordi jeg ikke selv var med!
