Lad dig ikke snyde af navnet, for den sav skærer skam ganske fint

Fem frejdige franskmænd

Lige siden 2008 har de fem temperamentsfulde venner i WeaksaW mishandlet mikrofoner sammen i håbet om at blive Gojiras tronfølger – jeg tør godt sige, at der stadig er et stykke vej.

Genremæssigt har drengenes otteårige savklinge-karriere slæbt lidt af hvert med sig, og det lader til, at gutterne har særdeles svært ved at finde stilmæssigt fodfæste. I bandets unge år producerede de hovedsagligt thrashcore, hvilket på deres første fuldlængdeskive blev erstattet af en mere mørk, aggressiv og teknisk tilgang – en tilgang, de senere spædede op med ambiente anslag. Nu – på deres femte udgivelse – har de valgt at følge den brutale og melodiske hovedvej – dog med en god slat genremæssige omveje.

En sløv klinge klirrer også

Det instrumentale lydbillede, du får smidt efter dig på The Wretched of the Earth, er præget af brutale toner fremført i de efterhånden obligatoriske drop-drop-drop-tunings blandet med en omgang tung trommetæsk. Dette suppleres på ganske fin vis af aggressive, lungebristende growls, der langt hen ad vejen sidder lige i skabet.

Der er kælet for de små lydmæssige detaljer, og dette afspejles også i produktionen, hvor gutterne overhaler deres forrige udgivelser med længder. Hvor debut-fuldlængden var plaget af en tynd og kedelig lyd, er dette album solidt og spændende – især guitarerne bidder på den helt rigtige måde.

Den melodiske dødsmetal fylder mest i drengenes nuværende genreunivers, men på numre som ”Storyteller” ringer groove-klokken, og slutnummeret, ”Admiral Cunt”, præsenterer klare elementer lånt fra prog’en. Hele albummet synes samtidigt at være gennemsyret af ambiente og atmosfæriske undertoner, hvilket især gøres tydeligt på de to tvillingenumre, ”Zabveniye Part 1” og ”Zabveniye Part 2”.

Indholdsmæssigt synes jeg, skivens første halvdel er markant bedre end den sidste. Jeg vil faktisk gå så vidt som til at sige, at de tre stærkeste spillere er track nr. 1, 2 og 3: ”The Wretched of the Earth”, ”Josh” samt ”XYY”. Disse numre er ren og skær brutalitet, og man kan fornemme, at skovhuggerne leger kreativt med musikken. Herefter bevæger de sig mere over i det ambiente, og jeg synes egentligt ikke, det klæder skiven – det skaber mest af alt bare stilforvirring i et allerede forvirret univers.

Ingenlunde en motorsavsmassakre

Jeg har bestemt nydt at lægge ører til denne skive, og især ”XYY” er blevet noget af en ørehænger, jeg bare ikke kan få ud af hovedet – havde gutterne dog bare fortsat denne stil på de resterende numre… Bevares, pladen præsenterer da også andre ganske gode numre, men lytteoplevelsen bliver – desværre – for ofte forstyrret af drengenes overambitiøse forsøg på at skabe smuk, ambient musik på en ellers brutal og beskidt plade. Den skarpe produktion og de trods alt gode numre vejer dog godt op for skaden, og vi ender samlet set i den pæne ende af ’middelmådig’ og saver 7 kranier itu.