At leve op til forventningerne
Ephemeral, efemer, eller på godt dansk, flygtig, er titlen på svenske We Are the Catalysts tredje album. Da de tilbage i 2012 blev dannet i Göteborg, kunne man nemt forestille sig den umiddelbare musikalske retning, svensk metalhistorie taget i betragtning. Men man kunne næsten ikke tage mere fejl. Vi er nemlig ude i en omgang mørk og til tider ret så storladen alternativ metal, af nogle endda beskrevet som en blanding af Evanescence og Linkin Park. Der vil jeg dog lige bede folk om at mane til jysk sindighed, inden de begynder at smide om sig med sådanne navne, da det lægger et unødigt stort pres på bandet. Men lad os se, om der er noget om snakken.
CTRL+C, CTRL+V
Ephemeral lægger da også ganske godt ud med ”Over Pale Water”, der efter en meget energisk intro skifter over i et mere stille vers, for så at bryde ud i et meget storladent omkvæd. Ganske velfungerende, og man kan godt fornemme, hvorfor nogle tænker i retningen af Evanescence og Linkin Park. Samme opbygning anvendes igen på ”Alone Against the World”, og det lyder egentlig ganske tilforladeligt. Så når vi så til tredje nummer, ”Predators”, og her begynder pladen så næsten bogstaveligt talt at gå i hak. Ikke fordi der er noget galt med nummeret, men det lyder, som om man har hørt stort set det samme nummer tre gange i træk, og efterhånden som man kommer igennem pladens resterende syv numre, tegner der sig et lidt kedeligt billede.
Samtlige af pladens ti skæringer er skrevet ud fra den samme skabelon, og når man runder pladens afsluttende nummer, ”The Dust”, har man oplevelsen af at have hørt det samme nummer tre kvarter i streg med meget minimale forskelle. Lidt ligesom at spise ti forskellige slags pasta: det kan godt være, at den ene hedder spaghetti og den anden fusilli, men i sidste ende smager de ens. Man kunne håbe på, at nummeret ”Innan Allt Faller” ville tilføje lidt diversitet med sin svenske titel, men det er desværre falske forhåbninger – det er mere af det samme, bare på svensk.
Dog er det ikke alt sammen skidt på Ephemeral. Produktionen, hvor klinisk og steril den end måtte være, passer perfekt til bandets lyd og giver endda noget mere spillerum til bassen, end man forventer – en ganske glædelig overraskelse. Og lytter man til de enkelte sange hver for sig, fungerer de også ganske glimrende. For på trods af at de er skabelonskåret, er den brugte skabelon per definition ikke dårlig, bare brugt for meget. Havde Ephemeral været en EP med tre-fire numre i stedet for et album med ti, havde det fungeret ganske glimrende.
Kvantiteten længe leve
Det bliver bestemt ikke med Ephemeral, at We Are the Catalyst lever op til sammenligningerne med Evanescence og Linkin Park. Det er der simpelthen for meget genbrug til. At have et par numre eller tre, der lyder lidt ens, kan gå an, men en hel plade med ti numre er for meget. Når en plade kun vinder på produktionen, og numrene fungerer for sig selv og ikke som en helhed, er der meget langt igen. Men hvis EA kan blive ved med at spytte det samme FIFA-spil ud år efter år, og romantiske komedier stadig kan have et publikum, så kan We Are the Catalyst vel også udgive musik. Det er bare kvantitet over kvalitet.
