Kunsten at spille sine kort rigtigt

Wasted er nogle gamle drenge efterhånden, og havde de haft mere held i sprøjten, så kunne de have været et nationalklenodie på niveau med Mercyful Fate eller Pretty Maids. Men ak, i stedet for kultstatus og international anerkendelse, ja, så blev det aldrig til meget mere end at få et nummer med i Ballerup Boulevard fra 1986 – en film, de færreste (læs: ingen) af os husker den dag i dag. Men handler historien om Wasted kun om held og forspildte chancer, eller er det lige så meget et spørgsmål om, hvorvidt de nu også har spillet deres kort rigtigt? Og hvordan kan det være, at bandet først for alvor begyndte at udgive musik efter 2019? Ja, der er mange spørgsmål, så lad os se, om vi kan finde nogle svar på 5!

Nepo-daddy

En sand kyniker ville måske mene, at den primære årsag til, at Wasted først fik fingeren ud for seks år siden, er Nicklas Sonne, som er søn af Wasted-sangeren Michael Sonne. For sønnike er nemlig gået hen og blevet et markant større navn på den danske metalscene, end farmand nogensinde kunne drømme om. Det er da også Nicklas, der har produceret 5, og det er ikke utænkeligt, at han også har hjulpet alt, hvad han kunne – det ville da heller ikke undre mig, hvis det er ham, der spiller diverse guitarsoli. Ergo fristes man til at kalde Wasted for en slags omvendt nepo-baby. Men pyt, uden netværk kommer man ingen vegne i denne her branche.

Wasted beskriver sig selv som “raw, hard and heavy as we like it”, og bevares, de spiller da hverken loungejazz eller Sabrina Carpenter-covers, men 5 er nu ikke mere rå eller hård end som så. Langt henad vejen lyder Wasted som en kopi af henholdsvis Artillery og Kreator tilsat lidt splatterfilmstjuhej. Desværre er det overordnede lydbillede så ekstremt poleret, og samtlige kanter er slebet helt ned, hvilket gør, at musikken lyder omtrent så farlig som en portion kold havregrød. Ligeså har bandet ikke ret mange tricks oppe i ærmet, så efter tre-fire numre, ja, så har man ærligt talt hørt alt, hvad Wasted har at byde på. Det er virkeligt problematisk, når nu der så er 11 numre på albummet …!

Men det største problem er så afgjort frontmand Sonne Senior. Han er, slet og ret, ikke en ret god vokalist. Han kæmper konstant for at ramme både samme tone og tempo som resten af bandet, og det er ikke en kamp, han nogensinde vinder. Lyrikken er skrækkeligt banal og utroligt fordansket, og det virker til, han er gået efter, at så længe det rimer bare nogenlunde, ja, så må det være stor kunst. Tag nu bare ”The World is Mine”, hvor han bjæffer: ‘Obsession, confession, disorder and aggression! Confusion, disillusion! I’m on fire, I’m a nuclear fusion!’. Det er jo noget værre vrøvl fra ende til anden, og at det så alt sammen serveres på Villy Søvndal-engelsk, hjælper virkeligt ikke!

Waste of time

Hvis man udelukkende forholder sig til det instrumentale, så fejler 5, som sådan, ikke noget. Samtlige instrumentalister kan da bestemt spille, der er nogle udmærkede riffs hist og pist og ligeså, hvis vi snakker guitarsoli. Det ændrer dog ikke på, at det hele lyder som noget, vi har hørt utalligt mange gange før – og ulig eksempelvis Pretty Maids eller Mercyful Fate så kan Wasted ikke spille ”Vi var her først!”-kortet. Ydermere er Sonne Senior en rædsom vokalist, og man tænker, at han kun er med, fordi det er hans band. Så selvom 5 ikke er en decideret katastrofe, så må man konkludere, at hvis man lytter til det her album, ja, så er ens tid … Wasted.