Metalcorens ånd lever stadig i bedste velgående
Walls of Jericho blev dannet i 1998 i Detroit og fandt hurtigt deres særlige niche – nemlig brutal og uophørlig metalcore iblandet groove-fyldte riffs og ikke mindst Candace Kucsulains voldsomme vokal. Live er Walls of Jericho et kinetisk kaos, hvor Kucsulain skriger med rå vildskab, bakket op af hårde rytmer, der smadrer gennem den ene pit efter den anden.
Ild i fødderne
Allerede inden Walls of Jericho gik på scenen, var publikum mødt talstærkt frem. Og det havde de gjort klogt i. Et tændt band indtog nemlig hurtigt Pandæmonium og sparkede hele seancen i gang med ”American Dream”. Her fik vi et band, der i den grad brugte hele scenen – og her mener jeg altså alle i bandet og ikke blot forsangeren, som jeg ellers har kritiseret et par bands for. For i Walls of Jericho sprang såvel bassist Aaron Ruby som de to guitarister Mike Hasty og Chris Rawson nemlig rundt som en flok femårige, der er blevet bedt om at tage hjem fra en fødselsdag, inden kagen blev serveret. Skønt, at hele showet ikke kun ligger hos forsanger, Candace Kucsulain, selvom det er lige før, hun nok kunne bære det. For Kucsulain selv var, på trods af at hun skulle kunne synge imens, ganske få hop fra en dom for indtagelse af præstationsfremmende stoffer. Hun var som altid et både charmerende og intimiderende bekendtskab, som hun sparkede huller i luften og skreg sine frustrationer ud over pladsen.
Bandets fængende musik og optræden fik de fremmødte til at springe rundt og skråle med, så godt de kunne. Wall of Jericho lagde op til hidsige pits langt størstedelen af sættet igennem, og blandt andet ”All Hail the Dead” rystede også en imponerende wall of death af sig. Ad flere omgange råbte Kucsulain alligevel af os, at vi skulle bevæge os mere, og selvom publikum adlød prompte, så fortsatte opfordringerne ubønhørligt igennem en perlerække af velfungerende og velspillede numre som syng-med-venlige ”Reign Supreme” og ikke mindst den bevægende ”Relentless”, dedikeret til alle berørte af cancer. Afslutningsvis endte både Aaron Ruby og Kucsulain stående på publikum foran scenen, mens hele pladsen foran Pandæmonium skrålede med. Det giver akut gåsehud at opleve så mange mennesker gå op i en højere enhed med et band, der i den grad har noget på hjerte.
Hvor højt sagde du, vi skulle hoppe?
Koncerten med Walls of Jericho viste sig at være lidt af en kæberasler. De havde måske nok lidt vel mange pauser mellem numrene, og det er den eneste grund til, at de ikke kan svinge sig helt op på en topkarakter. Og bevares, de har trods alt være i gang i snart 30 år, så bliver man nok lidt træt i poterne af al den springen rundt. Uagtet pauserne, så var det en primal og katartisk oplevelse, hvor hvert nummer føltes som et kampråb, og hvis de nogensinde kommer til Danmark igen, så skal jeg helt sikkert med.
