En syg høne

Den italienske kvartet Vulvectomy, som kalder sig kongerne af italiensk slam, har begået sin fjerde langspiller, Aberrant Vaginal Gestation. Vulvectomy er den medicinske betegnelse for fjernelse af de ydre kvindelige kønsorganer, hvilket selv for klamme slambandnavne er ude i periferien. Det er ellers ret normalt, at bandnavne til slambands findes i patologibogen i kapitlet om syge kønsdele eller fjernelse af samme. Hvorfor er det sådan? Hvorfor er genren så klam? Jeg har fået spørgsmålet mange gange, og mit standardsvar er: ’Fordi tissetøj og prutter er sjove’. Det er til dels også rigtigt, men nysgerrighed, søgen efter nye tabuer at udforske og udfordring af status quo er helt sikkert det mere alvorlige svar. Fornægtelse er blevet en folkesport, men mange slambands prøver (mere eller mindre bevidst) at grave i det ulækre og ubeskrivelige for at sætte lys, der hvor samfundet smerter og fornægter, der hvor man kigger væk. Rammer det altid spot on? Nej, overhovedet ikke. Men det gør det ikke mindre prisværdigt og nødvendigt.

Engang var det punkens opgave at sætte lys på uretfærdigheden i samfundet ved at provokere og overdrive. Så kom black metal og satte lys på det kristne, religiøse hykleri ved at provokere og overdrive, og i dag er det slams ypperste opgave at lyse på den fornægtende neopuritanske tendens i samfundet ved at provokere og overdrive. Det er i hvert fald mine to ører om den sag og stærkt medvirkende til, at jeg holder så meget af genren. Det er absolut en syg høne, der har lagt det æg, der hedder Vulvectomy, men det er helt okay.

Lever barnet mon?

Aberrant Vaginal Gestation er en ret passende titel på det længe ventede album, der, ligesom en afvigende graviditet udenfor livmoderen, nu hænger imellem liv og død. Lad os se, om pladen udgivet 12 år efter overlever de tidligere kritikpunkter, nemlig at den forrige udgivelse Abusing Dismembered Beauties fra 2013 led af flad programmering på trommerne, småkedelige kompositioner og uinspireret vokal. Kan de mere end lave fede titler? Vulvectomys bedste udspil er helt klart 2010-udgivelsen, Post Abortion Slut Fuck, her var vokalen livlig og fremadlænet, produktionen var lækkert afbalanceret og trommerne fokuserede, trods det faktum at de var 100 % programmerede, både basgangene og den supernedstemte guitar var aggressive.

Med det in mente føres vi ind i albummet med ”Maggot Infested Clit”, der efter en kort intro giver indtryk af en noget mere tilbagelænet stil, hvor grooves og mange temposkift er i højsædet. Selv Diego Fanellis vokal synes at læne sig tilbage ved at lægge sig en snas inde i takten, især på de langsomme tempi. Det er også tydeligt, at tilføjelsen af trommeslageren Marco Coghe er en rigtig god idé. Allerede på tredje nummer ”Analsphyxiation” kommer Coghes evner som groove-mester til sin ret, og han laver nogle fine små indfald, der virker rigtigt godt med en oplagt Marco Di Gambetti på guitar. Jeg ved ikke, om det er, fordi Di Gambetti ikke længere skal holde trommerne på plads (det var ham, der programmerede dem). Men han virker mere fri end på Abusing Dismembered Beauties, og det giver sig til kende på den tunge og riffbårne ”Geriatric Ass Fucker”, hvor han formår at vise lidt mere af sine evner på lyren, selvom det ikke bliver til en egentlig solo, hvilket ville være upassende.

Giorgio Cavalieres bas kommer dog kun til ære bag guitaren i meget små momenter, og det synes jeg er en stor skam. Man skal faktisk helt til det sidste nummer, ”Rectal Electroejaculation”, før man rigtigt møder bassen i både up- og down-tempodelene, og det er ærgerligt, for det giver den samme følelse, som hvis Mona Lisa hang skævt.   

Kongerne af italiensk slam?

Om Vulvectomy er kongerne af italiensk slam, må fortsat stå i det uvisse, men med kun en håndfuld konkurrenter kunne det ret nemt være tilfældet. Som konkurrent til titlen skal dog nævnes Gangrenectomy, der leverer en væsentlig mere rådden og ond udgave af slam. Jeg vil nok udnævne dem før Vulvectomy, alene fordi de lyder som en vildorne skudt afsted på badesalt i et stålvalseværk, men det er bare mig. Der er mange gode noter at finde på Aberrant Vaginal Gestation. Det er en mere tilbagelænet lyd, velproduceret og absolut værd at lytte til. Der er stadigvæk småkedelige sekvenser, men det er langt bedre end sidst, og det er tydeligt, at de ikke har brugt 12 år på at slide sofaen. Jeg kunne dog godt tænke mig, at lyden fra deres debut var mere dominerende, men man kan ikke få alt, man ønsker sig. Alt i alt en solid præstation af den nu fire mand stærke gruppe, og der er ingen tvivl om, at de både havner på min playliste og på bucketlisten til liveshows. Har du nydt at høre Aberrant Vaginal Gestation med Vulvectomy, så prøv lige at dyrke Korpse, Amputated (som Vulvectomy deler pladeselskab med) eller Rectoplasm.