Vreid spiller koncert i Amager Bio, København S .
Vreid - The Skies Turn Black

The Skies Turn Black

· Udkommer

Type:Album
Genrer:Melodic Black Metal, Black 'n' Roll
Antal numre:11

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Der var engang …

Der var engang et band fra Norge, der hed Windir. De var en flok modige og mystiske krigere, der elskede alt, hvad der havde med deres forfædre og hjemstavn at gøre – i en sådan grad at de kaldte deres musik som 'Sognametal', opkaldt efter netop Sogndal-egnen i Nordnorge, ikke langt fra Jotunheimen. Windir lukkede og slukkede dog i 2004, da geniet bag, Terje 'Valfar' Bakken, døde af hypotermi, efter han for vild i en snestorm på vej hjem til sine forældres hytte.  Men i stedet for at kaste håndklædet i ringen, så valgte de resterende medlemmer at danne Vreid. Et band der på mange måder fortsatte der, hvor Windir slap, men alligevel var sit eget projekt – på godt og ondt. Helt personligt opdagede jeg Vreid tilbage i 2018, hvor de udgav Lifehunger – et fantastisk eksempel på storladent melo-black tilsat truckerbølle-rock. Siden da er det dog kun gået én vej for Vreid – og det er nedad. Gudsjammerlig knallert-rock-opera, Rolling Stones-covers, et bizart venskab og et labelskift tyder alt sammen på, at bandet har været i en dyb kreativ krise. Men fordi jeg virkelig elsker deres tidligere materiale, så får de én chance til …!

Undskyld, men har nogen set min røde tråd!?

Lad os starte med at få svesken på disken: The Skies Turn Black er ikke Lifehunger 2.0. Men heldigvis, så er det heller ikke Wild North West 2.0. Men det ændrer ikke på, at albummet stadig er proppet med 'øhm, hvad sker der her?!'-momenter. Tag nu bare ”Kraken”, som åbenbart egentlig er skrevet som en del af soundtracket til filmen af samme navn – hvilket i sig selv ikke behøver være en dårlig ting, for ”I Disappear” er et superfedt nummer. Problemet med ”Kraken” er dog, at det er tre minutters keyboardplimren, der mestendels lyder, som hvis David Lynch var taget på skovtur. ”Loving the Dead” er også et ultrabizart nummer, og det er ikke kun på grund af, at musikvideoen involverer Chris Pontius fra Jackass, der vælter nøgen rundt i et badekar, men mest fordi vokalen bliver leveret af Agnete Kjølsrud fra det norske rockband, Djerv. Hun synger ikke dårligt, men hun er jo ikke Sture Dingsøyr, som trods alt har sunget i Vreid i 22 år.

Vi må heller ikke glemme, at bandet åbenbart aldrig har hørt Michael Jacksons mega-monster-hit ”Beat It”. Det må være den eneste forklaring på, at de tror, de kan slippe afsted med at planke det legendariske Steve Lukather-riff i titelsangen. Jeg kan heller ikke helt forstå, hvorfor ”Flammen”, en single fra 2023, skulle med på albummet, men jeg blev selvfølgelig heller ikke hevet ind som ekstern konsulent.
Heldigvis, så er der lyspunkter på det her ellers så underlige album – for når Vreid rent faktisk formår at være gode, så er de rigtig gode. ”From These Woods” er et klassisk Vreid-nummer, og nogenlunde hvad jeg ville forvente af dels dem, som engang var Windir, men også af dem, som skrev Lifehunger. Det samme gælder bestemt også ”Build & Destroy” og ”Smile Of Hate” – som også er klassisk Vreid. Det er bare et ret stort dilemma, at de på så mange af sangene her lyder som alle mulige andre end netop Vreid – ”Echoes of Life” kunne utrolig nemt have været en Ghost-single skrevet mellem Prequelle og Impera.
Albummets største problem er dog, at det simpelthen ikke aner, hvad det er, eller hvor det vil hen. Der er så mange forskellige ideer proppet ned albummet her, som så også er Vreids længste udgivelse til dato. Ikke nok med at der er hele 11 numre, så snakker vi også om en spilletid på en lille time, og det er altså alt, alt for meget.

I det mindste er det ikke en rockopera ...

Man kan sige meget om Wild North West, men trods alt vidste de, hvor de ville hen med det jammerlige album, og hvad visionen og missionen var. På The Skies Turn Black virker det, som om de har sparet både kort og kompas væk og i stedet investeret i hjemmebrændt og øjenbind, for det her er virkelig et album, hvor der famles i blinde.

Det her kunne bestemt have været en udmærket EP, men når det er et fuldbyrdet album, ja, så er der simpelthen for meget, der ikke fungerer, til at det høster megen ros herfra. Vreid er simpelthen nødt til at tage sig sammen og kigge dybt indad – for de sidste mange år har de været ude på et kreativt vildspor, og jeg er bange for, at det vildspor fører dem direkte ud over afgrunden, som svinene fra Gadarenernes land.
 

Tracklist

  1. From These Woods
  2. The Skies Turn Black
  3. A Second Death
  4. Kraken
  5. Loving the Dead
  6. Build & Destroy
  7. Chaos
  8. Flammen
  9. Smile of Hate
  10. Echoes of Life
  11. The Earth Rumbles