Night of the black attack 4.0
Vreid - Lifehunger

Lifehunger

· Udkom

Type:Album
Genre:Melodic Black Metal
Antal numre:8

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Bandet, der kom ind fra kulden

Norske Vreid opstod efter deres forrige band Windir bogstaveligt talt blev lagt på is, da deres frontmand frøs ihjel under en gåtur. Nu er de så ude med deres ottende plade Lifehunger. Det er stadig en omgang af deres black’n’roll, der kort fortalt er Entombeds death’n’roll, bare med black metal i stedet for dødsmetal. Om det er reelle genrer eller bare noget pjat, skal jeg lade være usagt. Men helt ringe gør Vreid det nu ikke, hvilket også ville være lidt skidt, nu de har været i gang i omtrent 25 år, hvis man tæller deres tid i Windir med.

Af black metal er du kommet

Hvor deres foregående plade, Sólverv, lænede sig meget op ad den melodiske black metal, så er fordelingen mellem de forskellige elementer noget mere jævn denne gang, hvor det tydeligste black metal-element som oftest er vokalen. Dog flirtes der også lidt med nogle folk-elementer, specielt på den instrumentale albumåbner ”Flowers & Blood” der nærmest er indbegrebet af norsk bjælkehyttetur.

Efter introen kommer ”One Hundred Years”, som åbner med et af de få riffs, der på pladen kan nærme sig prædikatet true black metal. Der går dog ikke længe, før det skifter over i et noget mere old school metal riff, hvilket er kendetegnende for hele pladen. De typiske black metal riffs og -sangstrukturer er skubbet lidt i baggrunden til fordel for en mere old school tilgang til metal-riffs og -melodier. Noget, der høres tydeligt på pladens bedste nummer ”The Dead White”. Nummeret er uhyre simpelt bygget op, men vidner om, at hvis man har et solidt riff, i dette tilfælde et meget rocket riff, der lugter lidt af noget Judas Priest og to guitarister, der vugger frem tilbage i takt, så har man også et solidt nummer. Dette er dog uden at sangen nogensinde mister sit tag i den melodiske black metal. For selv når det bliver den mere old school del af metallen, der tager over både musikalsk og rent strukturmæssigt, så er der altid noget, der minder en om, at det rent faktisk er et black metal band, vi har med at gøre.

Hvilket leder os til det, eller rettere sagt, den ene ting ved pladen, der falder lidt udenfor og kan kaldes træls. Sangen ”Hello Darkness”. Ind har de hentet Aðalbjörn Tryggvason fra Sólstafir, og han gør det egentlig meget godt. Problemet er bare, at nummeret ikke har et eneste strejf af den melodiske black metal, som resten af pladen har. Det er som trukket ud af 70’ernes let okkulte blues-agtige rock.

Mindre indie, meget mere riff

Dette enkelte minus er dog ikke noget, der ødelægger helhedsoplevelsen af Lifehunger, da samtlige numre på pladen er utrolig velskrevne og velkomponerede. Det kan godt være, at medlemmerne ikke var født dengang de riffs, de trækker inspirationer fra, var nye, men de har kraftedme læst op på deres metalhistorie og har taget ved lære af den gamle skole. Så hvis man er til black metal, men synes det der nymodens indie hipster black metal er noget pjat, og man bare gerne vil have nogle gammeldaws guitarriff, så finder man det nok ikke specielt meget bedre end på Lifehunger.
Men hvorfor i alverden starten på titelnummeret lyder som en 70’er rockversion af riffet fra Cannibal Corpses ”Death Walking Terror”, og hvorfor coveret er døden, der rider på en ged, er mig virkelig en gåde.

Tracklist

  1. Flowers & Blood
  2. One Hundred Years
  3. Lifehunger
  4. The Dead White
  5. Hello Darkness
  6. Black Rites in the Black Nights
  7. Sokrates Must Die
  8. Heimatt

Tilføj kommentar