Voodoo Gods - The Divinity of Blood

The Divinity of Blood

· Udkom

Type:Album
Genrer:Melodisk Death Metal, Death/Thrash Metal
Antal numre:9

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Superduper gruppe!

Voodoo Gods er band, der er svær at blive klog på. De bliver bestyret af den tysk-kenyanske trommeslager Alex Voodoo (eller Alex von Ponschinger), som startede bandet tilbage i 2001, hvor det ganske vidst bare hed Shrunken Heads. Tilbage i 2008 udgav de så deres første EP, hvor selveste Nergal stod for at levere vokalen. Det var selvfølgelig også, før Behemoth for alvor brød igennem med The Satanist, så dengang havde Nergal tid til den slags i stedet for at være den slaviske Kanye West. Da Voodoo Gods så rørte på sig igen i 2014, var Nergal blevet skiftet ud med ingen mindre end George ”Corpsegrinder” Fisher, manden uden hals, fra legendariske Cannibal Corpse. Derudover har Alex von Voodoo også hvervet den tyske guitarlegende Victor Smolski – mest kendt fra powermetal bandet Almanac som jeg ellers tidligere i år skældte meget ud. Med andre ord består Voodoo Gods af en særdeles blandet flok, hvilket jo kan være både godt og skidt, så lad os da dykke ned i det!

Brendon Small, Chuck Schuldiner og Alex Skolnick går ind på en bar…

Godt, lad os starte med at få kortene på bordet: Corpsegrinders vokal har aldrig sagt mig noget, og sidst jeg havde med Smolski at gøre, så rev jeg ham midt over, og konceptet ”supergrupper” er også noget, jeg går uden om. Ergo starter vi, om noget, fra bunden af! Men utroligt nok så overrasker Voodoo Gods fra start af! Bevares, der bliver ikke opfundet nogen nye dybe tallerkner, og ej heller er det her, kuren mod kræft skal findes, men alligevel er det lykkedes Hr. Voodoo at samle en gruppe musikanter, der virkelig har formået at skabe et vellydende produkt, som tager lidt af det bedste fra samtliges baggrund og blander det sammen til en lettere bizar, musikalsk lagkage. Rent stilistisk betegner de sig selv som death/thrash, men jeg vil nok nærmere mene, de er ovre i noget amerikansk melo-død, som for eksempel Black Dahlia Murder eller Dethklok, om end Smolskis guitarsoli minder utroligt meget om Alex Skolnicks (Testament), idet de formår at være knivskarpe, storslåede og superjazzede, men uden at man føler, de ikke passer til sangene. Det er faktisk irriterende imponerende, og man får lidt lyst til at spørge Smolski, hvad pokker der forgår! Hvordan kan man det ene øjeblik levere noget så elendigt som den seneste Almanac-skive, for kort tid efter at levere et overflødighedshorn af geniale guitarsoli!? Generelt vil jeg påstå, at The Divinity of Blood er et album lavet til guitarnørder, for uanset hvor stor fan man er af Corpsegrinder, ændrer det ikke på, at han faktisk ikke er den, der fylder mest på albummet, det er derimod guitaren. Tag et nummer som ”From Necromancy to Paraphillia” der næsten er en fire minutter lang impro-solo med både flamencoguitar og tonsvis af tapping, eller ”The Ritual of Thorn” som lyder som noget Chuck Schuldiner (Death) kunne have skrevet. Generelt er The Divinity of Blood en homage til 80’er-metallen, dengang hvor guitarsoloen var den ubestridte konge uanset genre. Det formår at være utroligt forfriskende, samtidig med at det er super retro – som et frisk pust, der alligevel virker en kende bekendt.

Da capo!

Jeg havde absolut ingen forventninger til The Divinity of Blood, og da jeg så også fandt ud af, hvad konceptet bag bandet var, faldt mine forventninger nok yderligere. Men der må være tale om sund skepsis, for novra, hvor har dette album dog kun overrasket positivt, og især Smolski har imponeret mig! Måske skyldes det noget sort magi udført af Alex Voodoo, måske skyldes det, at han ikke længere selv er bandleder – uanset hvad, så skal Voodoo Gods bare fortsætte på denne måde, for de har virkelig fat i den lange ende!

Tracklist

  1. Rise of the Antichrist
  2. From Necromancy to Paraphilia
  3. Menace to God
  4. Serenade of Hate
  5. Forever!
  6. Isa
  7. The Ritual of Thorn
  8. The Absolute Necessity to Kill
  9. The Divinity Of Blood