Gudfrygtige brækfornemmelser

Skal man være bange for Gud? Det kræver selvfølgelig, at Gud eksisterer, og her er bevisførelsen jævnt tvivlsom. Dette forhindrer dog ikke Gud i Det Gamle Testamente i at være den mest morderiske, hævngerrige, jaloux og generelt mest ondsindede karakter til dato. Plager, oversvømmelser, overtalelse til mord og meningsløs afstraffelse skriger ikke ligefrem næstekærlighed. Så hvis det er denne Gud, som Vomit Forth har haft i tankerne under indspilningen af deres seneste plade, så forstår jeg godt, at de har kaldt pladen Terrified of God.

Klassisk deathcore er faktisk en mangelvare

Som udgangspunkt har Vomit Forth kastet sig over dødsmetallen, men på Terrified of God er der mindst lige så mange deathcore- og hardcore-tendenser.

Netop dette genremix gør, at Terrified of God klinger uendeligt meget af deathcore-scenen, som den lød for cirka 15 år siden, dog med en lidt mere voksen kant af død. Noget som “Sacred Apple” tydeliggør fra start. Riffene er tydeligt dødsmetalliske i deres natur, men samtidig passet glimrende til efter hardcorens kampvillige natur uden på nogen måde at lide overlast. “Negative Penance” rammer dog deathcore fra cirka 2010 perfekt med manisk skrigeri, ditto blast beats og stampende dødsmetalliske riffs, som tæves ned af et breakdown, der er trukket ud af hardcorens beatdown-segment. Det er som at blive mindet om, hvor sejt det lød, første gang man satte Whitechapels This is Exile på. “Fixation on the Narrative” og “Non Responsive” læner sig mere mod Suicide Silences The Cleansing, men med mindst lige så høj en sejhedsfaktor. Dette skyldes især, at Vomit Forth elegant tager den tidlige deathcores teenagevrede og bytter den ud med kreative breakdowns og elementer fra den brutale død.

Terrified of God er bestemt en god blanding af hard- og deathcore samt den mere konventionelle død. Pladen taber dog lidt point på manglende variation og en lidt for tydelig leflen for nostalgi. Hovedparten af numrene er struktureret på samme måde som “Sacred Apple” og “Non Responsive”, og selvom det slet ikke er en ringe plantegning, så giver specielt numre som “Blood Soaked Death Dream” og “Fear of Retaliation” samme pulsstigning som et villakvarter af typehuse. Derudover så mister Vomit Forth næsten deres identitet på “Rotting Wool” og “Salt” ved at kopiere alt, hvad Whitechapel og Thy Art is Murder bød på omkring år 2010. Bandet redder dog akkurat sig selv med henholdsvis et hardcorens fællesskabs-groove og et storladent stemningsfyldt underlæg.

Mere As Blood Runs Black næste gang

Inden genren splittede sig i Distants tung med tung på, Lorna Shores orkestrale tendenser og Whitechapels mere melodiske retning, så havde Thy Art is Murder en mission om at “make deathcore great again”. Den fakkel bør australierne give videre til Vomit Forth. Trods sin manglende variation og lidt for nostalgiske tendenser, så er Terrified of God er glimrende bud på, hvordan den klassiske deathcore stadig har relevans. Bandet har gjort genren voksen, tydeliggjort de dødsmetalliske og hardcoreske aner og vist, at med godt håndværk kan man få succes med en genre, som får de fleste til at himle med øjnene.