Korgüll, Kluskap O’Kom, Morpheus og alle de andre…
Få bands i rockhistorien er ægte progressive. De fleste såkaldt progressive orkestre – deres øvrige kvaliteter ufortalt – følger en nøje bestemt og ofte teknisk baseret formel, og hvad er der lige progressivt i det? Men der findes grupper, der konstant skubber til grænserne, og et af dem er canadiske Voivod. Siden debuten War And Pain i 1984, har de mere eller mindre konstant været i musikalsk bevægelse. 34 år og 13 albums har bragt dem gennem speed metal, thrash, prog, psykedelisk, spacerock og meget andet – som regel med en både punket og avantgardistisk tilgang til musikken. Hvis der er én rød tråd igennem canadiernes karriere, så må det være deres kærlighed til prog-legenderne Pink Floyd, Rush og King Crimson, kombineret med metallens aggressivitet og vildskab. Det har ikke altid været lige godt, men det er som minimum altid interessant. Voivod har gennemlevet en del kunstneriske og menneskelige op- og nedture undervejs, ikke mindst da grundlægger, guitarist og den primære sangskriver Denis ’Piggy’ D’Amour døde af kræft i 2005, men imponerende nok har bandet været i stand til at overleve det også, og nu udkommer så 14. album, The Wake.
Progressivt, men alligevel umiskendeligt Voivod
Det overordnede tema på The Wake er, hvad der sker hvis - eller måske nærmere når – menneskeheden lukker og slukker på fødeplaneten og må forlade Jorden for altid. Selvom Voivod lige er blevet rost for at være i konstant udvikling, så må man nok erkende, at The Wake lyder umiskendeligt som Voivod. Nærmest skizofrene stil- og rytmeskift, masser af fuzzy guitar hen over, men også funky basgange, psykedeliske og sågar jazzede passager. Alt sammen indgår det i et eller andet omfang på de fleste numre på albummet. Samtidig er der enkelte steder et næsten poppet udtryk. Det har aldrig været bandets største force, men her på The Wake fungerer det upåklageligt.
Det hele hænger så godt sammen, at albummet helt klart bør høres fra ende til anden. Man tøver derfor med at fremhæve enkelte sange - og dog. ”The End Of Dormancy” er en fuldstændig overlegen musikalsk opvisning i, hvad der gør Voivod så specielle. Den indeholder flere stil- og stemningsskift, end de fleste bands kan komme op med på et helt album, på et tidspunkt lyder det endda som om Tom G. Warrior har sneget sig ind i studiet for at være med i løjerne. Den næsten otte minutter lange musikalske tour de force slutter af med en smuk klaustrofobisk passage, hvor hovedpersonen vågner op, desorienteret og helt alene langt fra Jorden. Nævnes skal også det afsluttende epos ”Sonic Mycelium”, der på sine mere end 12 minutter inddrager små melodi- og/eller tekststumper fra de fleste af sangene på albummet, og på den måde binder det hele sammen på smukkeste vis. Vi får endda en afslutning med en ægte strygekvartet at gå hjem på.
Still going strong
Den ”nye” guitarist Daniel ’Chewy’ Mongrain spiller fantastisk (han har faktisk været med i 10 år), og får derfor lytteren til helt at glemme legendariske Piggy. Anført af den originale trommerslager Michel ’Away’ Langevin, er rytmesektionen bundsolid, og forsanger Denis ’Snake’ Belanger, lyder stadig som en mellemting mellem en grunge-sanger og en karaoke-bodega-brandert. Alt i alt, 100% uforfalsket Voivod!
Det kan godt være, der er enkelte døde steder på dette album og momenter, der ikke helt lever op til det generelle niveau, men The Wake er det bedste udspil fra Voivod i mange år. Og hvis du undervejs i din gennemlytning skulle høre lidt Tool, Opeth eller andre af de bands, der forsøger at skubbe til metallens grænser, så tag ikke fejl: det er Voivod, der har inspireret dem, ikke omvendt og med Voivods nyeste album, kan man være sikker på at det fortsætter noget tid endnu.
