Sjælens kappestrid

Hvis man rejser til det charmerende Frankrig og besøger byen Lisieux, kan man finde syv majestætiske statuer, der hver symboliserer en af de menneskelige dyder. Det siges, at hvis man lever efter disse dyder, så undgår man at miste sin sjæl til de syv dødssynder og har fortjent sin plads i himlen. Det var netop af denne grund, at Of Virtue valgte sit bandnavn, da de ønskede at forblive den bedste udgave af dem selv til evig tid. Selvom dyderne sjældent opleves i alle vores travle hverdagsliv, titter de heldigvis frem i ny og næ. Of Virtue udviste en af dyderne, da de udgav deres debutalbum Heartsounds (2011) – nemlig ihærdighed. Albummet var nøje udtænkt, og det udløste øjeblikkeligt høje forventninger til opfølgeren Salvation (2015), som også præsterede fint. Hovmod står dog for fald, og tredje forsøg What Defines You (2019) var en yderst kedelig affære, som både lød konservativ og var tempoløs sammenlignet med bandets tidligere metalcore-materiale. Nu er vi her så igen, og lad os da ikke håbe, at Omens titel er ment i bogstavelig forstand.

Barmhjertighed og god musik går ikke altid hånd i hånd

Selvom bandets intentioner og livsstil er en hyldest værdig, går barmhjertighed og god musik ikke altid hånd i hånd. Da bandet begyndte deres rejse, var den dristige kombination af Tyler Ennis’ intense skrig og Damon Tates klare og rene vokal et stærkt kendetegn, men manglende variation og kedelige kompositioner har desværre gjort varemærket trivielt. Desværre må jeg derfor konstatere, at Omen i bund og grund er endnu en skuffelse. Albummet har samme mængde personlighed som en slidt lænestol, og med undtagelse af Tates charmerende og imponerende rækkevidde er der intet, der adskiller denne udgivelse fra en stor bunke af under-gennemsnitlige metalcore udgivelser, der er kommet i år (Of Mice & Mens Tether eksempelvis).

Albummet begynder med dets titelnummer, der på mest besynderlig vis lyder som et soundtrack fra en B-film om voodoo. Det er dystert og ildevarslende, men formår hverken at etablere tempo eller at opbygge spænding til de kommende numre. Ærgerligt. Da vi ankommer til tredje skæring, lyder det dog til, at kvartetten har fået blod på tanden. ”Cold Blooded” er hårdtslående og ligetil og gør kun brug af breakdowns, når medlemmerne kan se en gevinst. Det viser sig dog hurtigt, at ”Cold Blooded” er et af få højdepunkter på pladen. De efterfølgende tre numre ”Cut Me Open”, ”A.N.X.I.E.T.Y” og ”Floating” er alle komplet forglemmelige og kedelige og falder i ommer-kategorien. Ennis’ vokal gør heller ikke meget for at løfte niveauet. Den er denne gang for ensporet og anonym og lader sig styre for meget af musikken i stedet for omvendt. Der er simpelthen for lidt variation i materialet.

Til min store overraskelse er det faktisk de to ”ballader”, som gør mest indtryk. Både ”Sober” og ”True Colour” er stærke sange, der ville egne sig godt som radiomateriale. Begge er kendetegnet af, at de er båret af Tates vokal, og jeg kan ikke lade være med at tænke tanken, at bandet muligvis ville stå stærkere ved at træde helt væk fra metalcore-scenen, og i stedet kanalisere deres energi på en mildere form for metal – eller måske endda hard rock? Det ville være en drastisk forandring, men kunne muligvis lede til bandets frelse.

Tålmodighed er en dyd

Det gamle ordsprog viser sig at holde stik, og desværre ser det ud til, at vi må vente endnu et par år i søgen på en god Of Virtue-udgivelse. Omen er mainstream, detaljeløs og decideret kedelig, og uheldigvis det modsatte af, hvad jeg håbede på. Tates vokal fungerer som bandets redningsvest og er det eneste, som forhindrer dem i at blive taget af bølgerne og drukne i mængden af talent fra omverden af. Jeg har endnu ikke opgivet håbet, men denne gang må amerikanerne nøjes med 4 sølle kranier.