Alt er relativt – også relevans

Nogle gange skal der ikke meget til, før et fundament krakelerer. Det måtte Of Mouse & Men (OM&M) sande, da Austin Carlile forlod bandet for at fokusere på sit eget helbred. Spørgsmål blev naturligvis stillet. Er amerikanerne nu fortid i branchen? Hvem skal være ny vokalist? Valget faldt på den naturlige kandidat: bassist Aaron Pauley, som forinden leverede clean vocal til de to foregående albums. Spørgsmålet var blot, om det var nok til, at OM&M kunne finde deres fodfæste igen? Defy (2016) forsøgte at svare på spørgsmålet, men svaret var tvetydigt. Det var tydeligt, at Pauley ikke havde samme rækkevidde som Carlile, selvom der stadig var dynamik i melodierne. Earth&Sky (2019) var dog en helt anden oplevelse. Det var et hårdtslående album, der ikke blot var godt, men muligvis også et af de bedste i bandets karriere. Men så kom Corona. Echo (2021) blev udgivet løbende over streaming-tjenester til begrænset interesse ligesom mange andre ting under epidemien. Heldigvis er verden ved at komme ovenpå igen, og Tethers relevans fortjener derfor at komme på prøve.

Det er synd, at vi ikke har en genre, der hedder radio-metal

Allerede ved første gennemspilning er det indlysende, at Tether forsøger at distancere sig fra klassisk metalcore. Vi er mere ovre i et Gateway-album fra et wannabe Gateway-band, og det er tydeligt, at OM&M har tabt pusten. Det samlede tempo er traskende lavt, og pladen appellerer stærkt til, at den gerne vil spilles live. Sleep Token fandt en virkelig fin balance tidligere på året, da de udgav langspilleren Take Me Back To Eden, som kombinerede det rå udtryk fra deres tidligere værker med flere poppede omkvæd og ballader. Tethers forsøg skriger derimod mere desperation end gennemførelse, og virker som et halvhjertet forsøg på at bibeholde deres tidligere fanbase, mens de søger nye græsgange.

Pladens indledende skæring ”Integration” er desværre den første fristelse af mange, der leder os væk fra metalcorens rødder. Pauley forsøger med sin charmende vokal at lure os ind i det drømmeagtige univers af Tether, men nummeret er for vagt, og den massive brug af autotune gør det bestemt ikke bedre. Der mangler simpelthen både aggressivitet og spænding, og det er skræmmende at tænke på, at det kun er to år siden, at Echo udkom, da det album havde begge dele. Afslutningen på albummet er endnu ringere, for her får vi ikke mindre end 3 rolige ballade-agtige skæringer, der luller en til ro. Man skulle tro, at bandet havde valgt at overnatte i pjækkeland, og ladet andre færdiggøre skiven for dem. Skulle jeg fremhæve ét enkelt nummer af disse tre, ville det være ”Zephyros”, som trods alt har et mere progressivt udspil end de andre to.

Bevares, der er stadig metalcore at finde på skiven, og det mest tragikomiske er, at anden skæring ”Warpaint” ville være det perfekte åbningsnummer. Tempoet er dejligt højt, og integrerer eminente breakdowns a la sidst set på Earth&Sky albummet. ”Eternal Pessimist” er også et fint nummer, som trækker tråde til ”Obsolete” fra Echo. ”Enraptured” og ”Castaway” er begge også acceptable omend en smule mere middelmådige. Og det er faktisk det hele, som vi må nøjes med.

Lad os kalde en spade for en spade

Jeg har alt respekt for, at et band forsøger sig med et genreskifte. Men hvis det skal gøres, skal det gøres ordentligt, og ikke halvhjertet som her. Det lyder mere, som om Imagine Dragons har fundet en gammel guitar frem fra garagen, end som OM&M i deres storhedstid. Lad os derfor kalde en spade for en spade og blot konstatere, at dette er et metalcore-album med 4 middelmådige metalcore-sange på, og det giver ikke mere end 4 kranier.