Fra de frugtbare marker til lytterens ører, kun det mørkeste!

Frankrig har længe været anerkendt for musikken, som landets black metal scene har produceret, og mange moderne klassikere inden for genren er kommet fra de idylliske vinmarker og cigaretbefængte storbygyder. Verdun er et blackened sludge band fra Montpellier i de sydlige egne af landet, der siden 2010 har udgivet to tunge plader, der har ulmet af tjære, røg, og rotter, som skyttegravene i slaget ved byen, som gruppen er opkaldt efter. På forrige skive, Astral Sabbath, var riffsne tunge og den omkringliggende atmosfære sølet ind i ondskab, og med lange ventetider på musik har man også kunnet mærke en seriøs eftertanke i forhold til at maksimere den undertrykkende tyngde af hvert enkelt øjeblik. Efter syv års ventetid udgiver de nu deres tredje LP, Abyssal Womb, og spørgsmålet hviler på, om den lange graviditet har født et stærkt musisk produkt opflasket eksklusivt på vin fra øverste hylde.

Er det en barnedåb eller en begravelse, vi skal til?

Abyssal Womb starter også tungt, og stopper ikke med at være det før slutningen. Produktionen er sublimt massiv. Slagtøjet lyder enormt med en passende omgang sovset rumklang. Sammen med den grumme bastone, placeret langt fremme i mixet, dannes derfor fundamentet for de brutale og ondskabsfulde nedtempo riffs, der er omdrejningspunktet på pladen. Første sang, ”Funeral of the Cosmic Knight”, starter med to fæle og simple grooves, der beviser, at man ikke behøver at være Deathspell Omega for at være ond. Når der rekapituleres til det første riff, tilføjes der dog små leads imellem slagene, som viser, at Verdun kan lidt mere end blot sludge. På hele pladen skiftes der imellem disse hårdføre, nakkeknækkende sektioner og mere åbne lead-sektioner, der giver en god sans for dynamik, trods at volumen egentligt forbliver den samme.

Den største styrke på Abyssal Womb er dog Verduns evne til at bygge op til noget, og alligevel overraske lytteren med den rendyrkede tyngde af det, der bygges op til. På anden sang, ”Silent Witness”, er der et interludium omkring halvvejs, der afbrydes af fænomenalt producerede tunge øjeblikke, og som overgår til en monstrøs sektion, som trækker tråde til Isis’ største klimakser. ”He Who Killed The Devil” startes i 12/8 med et klassisk melodisk black metal riff, der viser, at man ikke behøver at genopfinde hjulet for at skrive noget effektivt. Men eksperimenter er der også på pladen, selvsamme sang har et noir-jazz mellemspil med en nærmest hyggelig gående bas omkring de fire minutter. Dette er perfekt placeret i forhold til intensiteten af resten af sangens atmosfære. På femte sang, ”Rise of the Atomic Ghouls”, har andet riff en rytmisk forvirrende turnaround med trioler, der får lytteren til at miste balancen på foruroligende maner.

Midten af Abyssal Womb har desværre nogle af pladens få svage øjeblikke, såsom vers-riffet på ”La Lame et la Chair”, hvor det lader til, at man har kogt konceptet lidt for meget ned til, at det er interessant. Der er også noget ren sang i broen til omkvædet på ”He Who Killed The Devil”, som lyder ret fesent i forhold til forsanger David Sadoks ellers giftige skrig. Skønsang gæster dog igen på pladen på slutnummeret ”Les Noces du Néant”, som er dybt sørgmodigt, og hvor tonaliteten og produktionen på sangen egner sig meget bedre til Sadoks stemme. I versets reprise synges der endda med en hjerteskærende harmonistemme. Abyssal Womb slutter altså lige så storslået, som den startede, blot på en mere sørgmodig end vred manér.

Fra undfangelse til ondskab

Abyssal Womb kan derfor placeres pænt blandt Frankrigs moderne black metal-klassikere, til trods for at fundamentet egentligt bygger mere på sludge. Der er en klar fokus på at levere effektiv ondskab i hvert øjeblik, og jeg fangede ofte mig selv i at trække en ond grimasse ved første lyt. Varierende kompositionelle værktøjer i kombination med en tung og massefyldig produktion er forbundet fra sektion til sektion på en sådan måde, at man ofte må bøje sig i støvet over for selveste magten af de riffs og grooves, som Verdun slår over i. Jeg ved ikke, om der har været storm og krig i Sydfrankrig under undfangelsen af Abyssal Womb, men den fødte plade bærer i hvert fald stærkt præg af dyb vrede, uro, og had, og det er smukt.