No, I am your EP!
Nogle gange glemmer man måske, at der er andre polske metalbands end Behemoth. Men bette Nergal var kun seks år gammel, da en flok teenagere fra Olsztyn blev enige om at danne et band. Der er sket meget siden dengang, og Vader har skiftet både medlemmer og stil adskillige gange i løbet af de sidste 36 år, men der er stadig gang i de gråhårede polakker! Thy Messenger er en frisk lille EP bestående af fem numre, hvoraf tre af dem er spritnye, mens de to andre er en genindspilning og et Judas Priest cover.
Frontmand Piotr har forklaret, at de lavede EP’en, da de var klar over, at deres kommende album alligevel ikke bliver færdigt og udgivet før slut på året, så man skal altså se Thy Messenger som både en smagsprøve samt en tidlig julegave.
13 minutters undren
Hvis man er bekendt med Vaders stil, så er der ikke nogen overraskelser at komme efter. Musikken er stadig døds-thrash tilsat lidt speed-metal ala Venom og Judas Priest. Dette er især tydeligt på et nummer som ”Emptiness”, hvor guitarsoloen nærmest stinker langt væk af KK Downing eller Glenn Tipton. Vader har aldrig været et band, der lavede lange eller storladne numre, et faktum de virkeligt cementerer på denne EP, hvor gennemsnitslængen af numrene er omkring to minutter – faktisk varer hele EPen kun omkring 13 minutter.
Jeg undrer mig lidt over denne EPs eksistens. Ikke bare pga. længden, men også fordi det allerede er offentliggjort, at de nye numre alligevel udkommer på et nyt album senere på året. Hvorfor ikke bare udgive numrene som singler i løbet af året? Ret skal være ret, trods numrenes minimale længde, så sker der virkeligt meget på hvert enkelt nummer, og man bliver næsten lidt forpustet efter at have hørt et nummer som ”Grand Deceiver”. Så det er ikke fordi, man sidder og keder sig, men man undrer sig nu alligevel. Jeg forstår heller ikke helt, hvorfor de har valgt at genindspille deres ikoniske nummer ”Litany” – et nummer, der bestemt ikke fejler noget. Men den ny-indspillede version virker tam og langsom, næsten kastreret, i forhold til den oprindelige fra 2000.
Hors d’oeuvres eller krummer?
Det er svært at sige meget om en EP, der varer 13 minutter, især hvis man husker på, at en tredjedel af tiden går til et covernummer, som ikke rigtigt er imponerende heller. Så på denne EP får man altså kun små fem minutters helt nyt materiale, og det er altså ikke noget, der vil noget. Det giver os ikke meget mere end en lille smagsprøve af, hvad der er i vente, men der er ikke helt nok, der vækker en reel appetit – desværre.
