Lad os starte med et dementi
Jeg kan stadig huske første gang, jeg stiftede bekendtskab med Trivium tilbage i november 2008, hvor de var en del af Unholy Alliance III turnéen. Jeg kan tydeligt huske, hvordan brovtende Slayer fans højlydt hånede alle dem, der havde taget en Trivium-trøje på den aften. Og jeg skal være helt ærlig: jeg var 18 år dengang, og var kun kommet for at være ”totalt mædl” sammen med Slayer, så det er ikke utænkeligt, at jeg også selv råbte noget dumt efter den håndfuld af Trivium-fans, der var til stede den aften – noget jeg kort tid efter skulle fortryde. For jeg husker stadig, hvor hårdt og hurtigt min kæbe ramte gulvet, da Matt Heafy & Co. rev Valby Hallen midtover allerede fra første sekund af ”Kirisute Gomen”. Jeg var blæst bagover, og dagen efter købte jeg både The Crusade og Shogun på CD. Bevares, der var år, hvor jeg nærmest ignorerede dem, fordi jeg havde svært ved at forstå de valg, de havde truffet, men deres forrige album The Sin And The Sentence fik mig til at erindre, at jeg ærligt talt elsker Trivium – om jeg vil det eller ej!
Trivium er stadig Trivium
Da bandet udgav The Sin And The Sentence, forklarede de i et interview, at intentionen med det album havde været at lave ”det mest Trivium’ede Trivium-album nogensinde”. Det skal forstås således, at de ønskede at tage alle de lyde og elementer, der var på deres tidligere plader og så koge dem ind til en Trivium-fond. Dette er et koncept, de valgte at fortsætte med på What The Dead Men Say, og de rammer ideen lige i røven, for man kan ikke lade være med at sidde og sammenligne albummets ti numre med resten af deres katalog. Dog minder værket nok mest om Ascendancy, deres mest folkekære album samt store gennembrudsalbum. Et album der tog metalcore og tilføjede en hel del thrash – hvilket i bund og grund jo er lyden af Trivium.
Albummet åbnes af intronummeret ”IX”, som egentligt blot er et forspil til albummets reelle åbner – nemlig titelnummeret – og hvis der er noget, jeg er træt af, så er det denne trend. Så mix det dog sammen til ét nummer. Vi ved jo godt, at det alligevel er sådan, I vil gøre, når det bliver spillet live, Trivium! Men efter den lidt slatne intro bliver man tæsket rundt i manegen med tre eminente numre, som beviser, at missionen om at blande deres mange delelementer er lykkedes til punkt og prikke. Især et nummer som ”Amongst The Shadows & The Stones” beviser, at nok kan Florida-kvartetten være melodiske og bløde, men de kan også gå amok og tvinge folket til at brække deres nakker i en manisk hvirvelstrøm af konstant headbanging. Efter sådan en omgang falder tempoet dog gevaldigt, da bandet kommer i tanke om, at de jo er et Roadrunner-band, og derfor skal der være en blød og radiovenlig, nærmest poppet, single. Og værsgo’, her er ”Bleed Into Me”, som mest af alt minder om en fesen blanding af ”The Heart from Your Hate” fra The Sin And The Sentence og ”Dying In Your Arms” fra Ascendancy. Men selv den slags radio-singler er super Trivium-agtigt, for det er noget, de har haft siden deres debut – så igen, hak og flueben ved det punkt.
Man skal gøre sig fortjent til sin kabuto!
Jeg kan ikke helt blive enig med mig selv, om What The Dead Men Say er bedre end The Sin And The Sentence eller ej, men det er i hvert fald på samme niveau. Det er dog stadig under deres magnum opus Shogun – som i min bog er metalcores svar på … And Justice For All. Men en ting er dog sikkert, at Triviums niende album er et fremragende album, og det er virkeligt lykkedes for dem at lyde som sig selv – hvilket egentligt er et underligt kompliment, nu hvor jeg tænker over det. Men når nu det var intentionen, så er det vel en god ting! What The Dead Men Say (i øvrigt opkaldt efter Philip K. Dicks roman af samme navn fra 1954) er generelt et fremragende album. Det er groovy, melodiøst og tonstungt – præcis som Trivium skal være, og jeg kan kun glæde mig til den dag i 2057, hvor vi atter engang må mødes til koncert i en eller andens kælder – for at sikre, vi ikke bliver mere end 50 naturligvis!