Døden skal ikke bestemme
I skyggen af Oli Herberts død den 17. oktober i år, udkommer All That Remains' niende album, Victim of the New Disease, hvor det, at bandet har mistet en af deres grundlæggere, skygger mere, end hvad musikken kan fortælle. Det er svært at fortælle om musikken uden at berøre den skygge. Jeg skal gøre mit bedste for at forholde mig til musikken alene.
Et afkog af dumme tanker
Phil Labonte er kendt for, i sine tekster, at skrive om sine følelser og oplevelser, og det gør han stadig. Men på en langt mindre dominerende måde, hvor der i stedet er lagt mere følelse i, hvordan musikken virker. Man kan godt sige, de er gået tilbage til de rødder, de vidste hvor var og hvordan virkede. Dem har de samlet op og brygget en helt ny type øl på, som ville de vise os lyttere noget, vi måske havde glemt, at de kunne.
Som Phil har sagt på et tidspunkt: ”We are a modern metal band”. Den anskuelse viser, at de tidligere har forsøgt at kommet videre fra dagene med traditionel metalcore. De videreudviklede det ekstreme til en mere hård og dundrende trommelyd, blandet med en stemme, der er så unik, at man næsten kan kalde All That Remains for unikke i deres genre. Denne gang træder de dog et skridt tilbage til metalcore-dagene.
Victim of the New Disease er således spækket med elementer af alt inden for den moderne metalverden. Der er ting fra heavy metal, punk, hardcore og alt muligt andet, hvilket allerede kommer til spil i første single, ”Fuck Love”, hvor vi meget hurtigt finder ud af, at vrede og bedrag kan være en nøglefaktor, når kærligheden går i stykker. Og den følelse af bedrag og tab går igen i det meste af teksterne for dette album.
På den forrige plade Madness havde de lavet et smukt cover af ”The Thunder Rolls”, som er en klassisk countrysang skrevet og sunget oprindeligt af Garth Brooks. Det er noget af det smukkeste, jeg har hørt fra Phil Labonte, og jeg havde håbet lidt, at de ville bruge den samme type igen på dette album, så vi kunne få hørt, hvad han kan med sin stemme. Noget som jeg tit savner, da det normalt blot er fuld skrald derudaf. Men jeg blev skuffet.
Hvad så nu?
Oli Herbert er død, og de har måtte bruge en erstatning til deres tour. Men er det så det? Oli var en af grundlæggerne sammen med Phil, og har altid været en stor del af deres proces med at lave et nyt album. Så hvad skal der ske nu? Vi kan desværre kun vente og se.
Victim of The New Disease er for mig meget anonym. Der mangler simpelthen noget saft og kraft. Der mangler noget vilje til at vise, hvad det er, All That Remains kan og vil med musikken. Der mangler fremtidsudsigter, så vi kan følge med i, hvad næste skridt er. Det har man tidligere kunnet følge dem i. Dette album virker som et album, hvor man har brugt de trygge rammer og floskler til blot at lave noget, man vidste virkede, fremfor at bygge videre på den udvikling, man har haft gang i på de foregående albums. Derfor får de ikke mere end fem kranier fra mig i denne omgang.
