Timechild spiller koncert i Kansas City, Odense M .
Timechild - And Yet It Moves

And Yet It Moves

· Udkom

Type:Album
Genre:Hard rock
Antal numre:9

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Her er rock – og ikke så meget pjat

Savner du også indimellem en simplere tid? Da rockmusik var guitar, bas, trommer og en hæs vokal og ikke alt det pjat med sammenblanding af genrer og alle mulige mærkelige effekter? Kort sagt: da man lavede rock uden så meget pis. Hvis du gør det, så er Timechilds debut måske lige det, du har gået og sukket efter.

Hypet hard rock

And Yet It Moves, som Timechilds debut hedder, har allerede fået masser af hype for deres “tilbage til rødderne”-tilgang til hardrocken. Man skal da heller ikke se mange promo-billeder af de fire herrer i bandet, før man kan regne ud, at her er volumen høj – både på musikken og på håret. Det er så absolut ment på en positiv måde, for Timechilds måde at spille rock på er på en og samme tid et frisk pust og et sus af nostalgi. På mange måder kan de sammenlignes med Wolfmother, som huserede i midten af 00’erne med en slags 70’errock. Det samme gør Timechild nemlig. Der er rigeligt med inspiration fra både bands som Deep Purple og Led Zeppelin, men der kan også anes hints af bands som Iron Maiden i lyden. Det er tungt, tight og utrolig veloplagt.

Timechild er klart bedst, når tempoet er højt, og der er gang i guitaren, for eksempel på “Last Frontier” og “Where I Now Belong”. Dermed ikke sagt, at de stille numre er dårlige, men “Shrapnel” og “Choir of Man” kommer lige efter hinanden, og der går lidt for meget følsomt mandekor i den til, at det rigtig holder. Måske havde det fungeret bedre, hvis de lå lidt længere fra hinanden på pladen, men det er småting, som kun giver enkelte småridser i lakken. Bilen går sikkert og stilrent igennem syn.

For nu, hvor vi har fået hældt malurten ud af bægeret, så lad os igen fylde det med det gode, og det er der heldigvis masser af på And Yet It Moves. For det er jo en debutplade, selvom man ikke skulle tro det. Det er jo erfarne musikere, og Timechild lyder da også som nogen, der har spillet sammen i 100 år, og teknisk ligger de på et niveau, som er svært at nå for de fleste. Udover Martin Haumann på trommer – som virker til at være her, der og alle vegne for tiden – så er forsanger og guitarist Anders Folden Brink også i en klasse for sig. Han har et imponerende register, og til tider lyder han lidt som Bruce Dickinson i Dickinsons velmagtsdage. Samtidig leverer de et lydbillede på And Yet It Moves, der er så massivt, at det indimellem føles, som om at højttalerne giver efter. Det er virkelig godt, og de her gutter kunne godt gå hen at blive rigtig store.

Det friske pust fra fortiden

“Massive and organic hard rock” lyder beskrivelsen på Timechilds side på Facebook, og den beskrivelse kan du roligt sætte to tykke streger under. Der er skrald på guitarerne og vokalen, og samtidig er pladen noget så sjældent som lige præcis så lang, som den skal være. For those about to rock – we salute you, Timechild!

Tracklist

  1. And Yet It Moves
  2. This Too Will Pass
  3. Haze Of The Dawn
  4. Where I Now Belong
  5. Children Of A Killing Sun
  6. Shrapnel
  7. Choir Of Man
  8. Last Frontier
  9. The Bite Of Frost

Tilføj kommentar