Mest ambitiøse Threshold til dato? Muligvis
Dette er det første dobbeltalbum fra Threshold, og for fans af bandet er der nok en del forventninger, nu hvor bandet selv har pustet det op til at være et ambitiøst arbejde fra deres side. Der har været lidt problemer i bandet, men ikke noget, der ikke kunne klares. Pete Morten forlod bandet i februar i år, og allerede måneden efter blev Damien Wilson afskediget fra bandet, dog erstattet af tidligere Threshold-medlem Glynn Morgan, der har vist sig at være en ret god erstatning i forhold til dette album. Man kan tydeligt mærke, at bandet brænder for Legend of the Shires-projektet, og det er ret væsentligt.
Plads til egen fortolkning
Ligeså snart man ser coveret til Legend of the Shires, får man øjeblikkelige Tolkien-associationer. Disse associationer fortsætter, når første nummer, ”The Shire (Part 1)”, starter. Alt ved dette nummer er bare en behagelig introduktion til albummet. Idylliske lydeffekter, blid guitar og en tekst, der skaber nysgerrighed omkring resten af rejsen, man skal ud på. Bandet har desuden, med vilje, undladt at fortælle for meget om historien, da de mener, at dette vil ødelægge den fulde oplevelse af skiven for lytteren. På denne måde bliver der også skabt en mulighed for individuel interpretation, hvilket jeg er fan af.
Fra ”Small Dark Lines” og fremad bliver det tydeligt, at der er tale om en progressive metalplade, der er lagt meget arbejde i. ”Small Dark Lines” er noget af en kontrast ved siden af introsangen, men det er fedt. Den lægger an til, at resten af albummet bliver godt, og det bliver det. Threshold har sørget for, at der er en rigtig god balance mellem metal, der rykker, og ballade-passager.
En anden kontrast, der forekommer er, at der på dette album, hvor man umiddelbart får flest Tolkien-vibrationer fra coveret, kommer nogle sci-fi/futuristiske associationer undervejs. Det er egentlig ret fedt, især fordi der er en fin linje mellem, hvornår den slags leg kan gå godt eller galt, men på denne plade er det flettet ret godt sammen.
Da dette er et dobbeltalbum opdelt i ”kapitler”, kan man også godt fornemme, at del to leverer lidt mere klimaks, både musisk, men også historiemæssigt, og det er som om, at man bliver mere fanget af selve historien på denne del. Man går fra en mere eller mindre optimistisk hovedperson på pladens første del til en hovedperson, der har et mere depressivt perspektiv på anden halvdel af sit liv.
Tør jeg sige det?
Så skidt da. Jeg vil faktisk vove at påstå, at Legend of the Shires lander på top 3 over mine yndlings progressive metalalbums i 2017. Balancen i numrene er lige i skabet, der kommer ret hyppigt guitarriffs, der får mit metal-hjerte til at smelte og en vokal, der er som skabt til pladen. Historiemæssigt vil jeg ikke sige, at jeg er blæst bagover af begejstring. Teksterne er godt skrevet, men handlingen er ikke ligefrem kreativ nytænkning. Når dette er sagt, er det en petitesse i forhold til resten af skivens indhold.
