Thomas Giles nyeste soloalbum er let overkommelig electronica-rock med ben i næsen
 

Manden bag Modern Noise  kender man nok bedst fra det amerikanske progmetal-band Between the Buried and Me, der har været aktive siden starten 2000. Her agerer Tommy Giles Rogers, Jr. frontmand/leadvokalist og udviser et bredt spektrum af metalvokal-teknikker. På sidelinjen er Giles også aktiv med sit eget projekt, "Thomas Giles", som er ovre i en helt anden boldgade. Dette nyeste album er nummer to i hans diskografi af solomateriale, og kommer som opfølger på 2011-udgivelsen Pulse. 

Et sted mellem Mew og Porcupine Tree..?
Med Thomas Giles soloprojekt er screamvokaler og blastbeats lagt på hylden, og erstattet af ren sang og psykedeliske elektroniske effekter. Resultatet bliver en plade med luftig elektronica-rock, mixet med elementer af progressiv rock. Hvis man skal beskrive lyden af dette album, vil man måske kunne sige at det ligger et sted i mellem Mew og Porcupine Tree..? Man kan så måske undre sig over, hvad en udgivelse som denne laver på Metalblades Records.. for metal er det bestemt ikke, i hvert fald ikke i klassisk forstand. 

Efter en instrumental æterisk åbner på treogethalvt minut, sparker albummet i gang med "Mutilated Worlds" - som er først single offentliggjort fra pladen. Nummeret er lidt dystert, men har en rigtig fremdrivende energi, og en klar electronicavibe over sig. Thomas Giles ligger en rigtig god vokal med fed intensitet - oktavharmonierne fungerer flot og tilføjer en lidt psykedelisk stemning. Næste nummer, "Siphon the Bad Blood", er lidt overraskende og nok det mest rockede track(og et af de bedste) på pladen, med sit basdrevne 5/4-del groove, og den råbende vokal i omkvædet. "I Appear Disappear" er også et super fedt nummer, med nogle interessante melodier og akkordsammensætninger, samt en gennemført og velplaceret guitarsolo til slut. 

Let overkommelig plade med ben i næsen
Modern Noise  er en plade der er meget nem at gå til, og også let overkommelig.. Men samtidig er den virkelig velproduceret, og der er rigtig mange interessante lydbilleder og lag der kan dykkes dybere ned i, ved hver gennemlytning. Jeg blev selv ret hurtig glad albummet, og jeg tror at der er sange her, der potentielt set vil kunne nå ud til mange mennesker - også folk som ikke ved hvem Thomas Giles er, og ikke nødvendigvis kender til progressiv musik. Det er især første halvdel af albummet der har min fulde opmærksomhed - de første fem numre er virkelig potente og velskrevne! Men resten af albummet er skam heller ikke ringe, og bliver velafrundet sluttet af med titelnummeret "Modern Noise". Det er overordet set et album der er nemt at blive fanget af, samtidig med at det er interessant og har ben i næsen.