Kongen over alle konger

Musikhistorien har haft mange konger. King Crimson regerede de progressive riger. B.B. King herskede over sjæl og blues, og King Gizzard har det seneste årti invaderet de psykedeliske kontinenter. Alt dette på trods af at Metallica kynisk mindede os om, at der også findes en ”King Nothing”. Men uanset hvor mange troner der dukker op, står der stadig kun én urokkelig majestæt på toppen. King Diamond. Sammen med sit trofaste dødningehoved Melissa og et af heavy metals mest skelsættende bands, Mercyful Fate, var Kim Bendix Petersen med til at omskrive genrens regler og forvandle horrormetal til en kunstform. Når en myte bliver så stærk, følger imitationerne naturligt. I 2008 valgte vokalist Troy Norr, aka KK Fossor, at starte sit eget King Diamond-hyldestprojekt. Men hvad der startede som hyldest, voksede hurtigt sig større. Projektet udviklede sig til bandet Them, opkaldt efter Diamonds ikoniske album, og de er nu klar med deres femte udspil Psychedelic Enigma.

En tydeligt annonceret kopivare

Selvom Them er skabt som en hyldest til King Diamond, er afstanden mellem ambition og realitet desværre tydelig. Bandets udtryk ender som en klodset fusion af oldschool King Diamond-æstetik, 90'er-thrash og poleret moderne power metal. Uden at forene elementerne til en overbevisende enhed. Tempoet er ofte højt, men det føles mere som et forsøg på at skjule manglen på ideer end et musikalsk valg, og mindre kreativt end en toårig med modellervoks. Forsanger KK Fossor er dog undtagelsen. Han er yderst engageret og leverer en vokal, der afslører både respekt og oprigtig kærlighed til kildematerialet. Et af albummets stærkeste øjeblikke, nummeret ”An Evil Deed”, viser ham fra den bedste side. Hurtig i sin levering, præcis og med en teatralsk nerve, der altid er sjov at opleve. Og netop falset-skrigene ærer King Diamonds traditioner. Også selvom Them ofte kammer over, og det virker ufrivilligt komisk. Den basale sangskrivning har en stor del af skylden, og her er der plads til forbedring.

Man mærker tydeligt, hvor inspirationen kommer fra, hvilket er højaktuelt, da King Diamond i sidste uge modtog Statens Kunstfonds livsvarige hæderslegat. Fuldt fortjent, men lidt sent. Og hvor er det dejligt at blive mindet om hans enorme betydning for metaluniverset. Hos originalen var indlevelsen og vokaldramatikken rendyrket perfektion. Them befinder sig et pænt stykke fra samme niveau, men de lægger heller ikke skjul på, at de følger i fodsporene snarere end at forsøge at træde nye.

På trods af en spilletid på 56 minutter formår Them derfor kun at fastholde interessen i glimt. Albummets højdepunkt, den dystre ”Echoes of the Forgotten Realm” skiller sig markant ud. Nummeret bryder med powermetallens forudsigelige rammer og fremstår med både dybde og en mørkere lyrisk tone, der klæder bandet fortrinligt. Her forsvinder det teatralske cirkus, og i stedet opnår et ægte mørke, der viser, hvad Them kunne være, hvis de turde slippe trangen til konstant at underholde. For det er netop i balancen, de snubler. Hvor King Diamond mestrede samspillet mellem det groteske og det alvorlige, det teatralske og det spirituelle, ender Them ofte i det karikerede.

En usleben diamant?

Them begyndte som et rendyrket King Diamond-coverband. Fair nok, alle kunstnere skal starte et sted. Men når man efter fem albummer stadig famler efter sin egen identitet, begynder tålmodigheden at slippe op. Man fornemmer, at lyden langsomt bevæger sig i en mere seriøs retning, men for hver antydning af udvikling står en skygge af fortiden og spærrer vejen. Talentet er der, både teknisk og vokalt, men potentialet drukner i imitationens tryghed. Hvis Them vil skrive deres eget kapitel i historien, må de finde modet til at være unikke og ikke blot loyale.