Kunsten er at slippe taget
Them har siden debuten Sleepy Hollow bevæget sig fra en identitet som et King Diamond-kopiband, hvem der foruden kilde til bandnavnet i højere grad virkede som eneste musikalske inspiration i gruppens formative år. Særigt vokalen udmærkede sig i denne henseende. Det tysk-amerikanske orkester med medlemmer fra Lanfear og Coldsteel har siden gradvist sluppet taget på King Diamond, i hvad jeg formoder er en jagt efter at stå på egne ben. Med moderat succes har bandet bevæget sig i en mere storladen og teatralsk retning med sporadiske progressive elementer, om end hvert album stadigvæk udgøres af et langt koncept over samtlige plader. Med 4. album befinder vi os i underverdenen i 80’ernes New York og dermed 120 år efter historien fra de tre foregående album. Albumtitlen Fear City er valgt, da dette var byens kaldenavn i disse mørke år.
Velkommen til frygtens by
De tematiske rammer for pladen kan bidrage positivt til at forstå den musikalske retning, hvor den syntetiske neon-lyd er tænkt ind i udtrykket og hjælper med at separere pladen fra de tre foregående album betydeligt. Et modigt og kærkomment træk, der giver Them sin egen identitet. Samtidig vil forståelsen gøre, at de narrative mellemspil kan forekomme mindre pinlige med den karikerede 80’er-newyorkeraccent, som på ”Home Stretch”. I første gennemspilning fik disse indslag mine tæer til at sno sig ind i min krop, men med tid og forståelse for koncept og sangerens ophav fra New York blev de mere tilbøjelige til at give mig et smil på læben, og de endte med at bidrage til stemningen, som en mindre seriøs version af, hvad vi så på Queensryche’s Operation: Mindcrime. Historien er som sådan ikke videre interessant i sig selv, men synes man alligevel, et hævntogt mod en teleevangelist lyder som noget at dykke ned i, skal det stå én frit for.
Kompositionerne virker i denne omgang mere flyvende og lette med et nærmest musical-agtigt præg som på Savatage’s Gutter Ballet, der desuden fremstår som en betydelig inspiration for Fear City. Det fungerer overordnet fint, og på enkelte skæringer som ”Flight of the Concorde” er det netop det element, som løfter nummeret. ”Retro 54” gør sig bemærket ved elegant brug af synthesizer flettet flot ind i sangens struktur og giver en virkelig god stemning, som bevæger sig i det progressive, mens ”Graffiti Park” tager skridtet fuldt ud og virker som et decideret progressivt nummer til følge, selvom vokalen ikke passer til stilen på denne ellers fremragende skæring. Them fungerer fortsat bedst i de tungere numre som titelnummeret og ”The Crossing of Hellgate Bridge”, som er lettere tilgængelige, selvom de med tid mister noget af deres appel, som de mere dynamiske numre vinder frem. Them udviser en hidtil uhørt dynamisk rækkevidde i stilarter uden nogensinde at virke rodet. Alligevel skal det nævnes, at jeg flere gange under albummet følte et uforløst potentiale. Der bliver for ofte bygget pænt op, uden det givne nummer udvikler sig til det klimaks, det kan blive. ”The Deconsecrated House of Sin”, der egentlig er et rigtig stærkt nummer som storladen afslutter på albummet, skuffer ved netop at mangle det sidste episke element. Og udeblivelsen af de store episke øjeblikke gør, at albummet aldrig når de højder, som det aspirerer mod, og som Savatage, King Diamond og Queensryche kunne levere.
Da ”Dem” blev til ”Os”
For undertegnede er Fear City Thems hidtil bedste album, selvom det de første mange gennemspilninger blot virkede middelmådigt, da jeg ikke kunne få min forventning om mere King Diamond til at passe med neon og New Yorks underverden. En tydelig fejl fra min side, for Fear City markerer også, hvor bandet nu kan adskille sig helt fra at sammenlignes med King Diamond, og har her, hvad jeg vil kalde deres helt eget udtryk. Ikke nemt i denne tid. Der er masser af plads til forbedring, men fortsætter Them i denne retning med at inkorporere nye elementer på så organisk vis som fremført her, så vil næste album være meget spændende. Især, hvis de også får lavet mindre tåkrummende stemmeskuespil.
