Amerikansk/tysk power thrash
Them er et transatlantisk band, der spiller amerikansk power-metal kombineret med en god del teutonisk thrash. Bandet består af en flok rutinerede musikere blandt andet fra grupper som Coldsteel, Septagon, Sylencer og Demolition Hammer. I 2016 udgav de deres debutalbum Sweet Hollow og for nylig udkom toeren, konceptalbummet Manor of the Se7en Gables.
King Diamond på speed
Lad os bare slå én ting fast med det samme: King Diamond har absolut ikke levet forgæves. Forholdsvis banal gyserhistorie? Tjek. Vokaler så skingre, at de sætter alle nabolagets hunde i affekt? I allerhøjeste grad! Melodiøs og velspillet power? Jo, det er det såmænd, men helheden fungerer desværre kun i glimt. Det lykkes ganske godt, når bandet blander deres solide thrash-riffs med den mere traditionelle power-metal. Et eksempel på det er “Circuitous”, hvor King Diamond møder Megadeth og ”Refuge Of The Manor”, hvor der pludselig kommer lidt Anthrax-riffing indover. Det er godkendt, men den skrigende vokal er mildt sagt en udfordring, og det meste af tiden er det dermed hysterisk power-metal, der dominerer lydbilledet.
På ”Witchfinder” lyder vokalerne så meget som King Diamond, at man næsten ikke tror sine egne ører, og det er faktisk svært at kalde det andet end tyveri ved højlys dag. Fair nok at blive inspireret af et kæmpe forbillede som Kongen, men der bør altså være grænser. ”Ravna” understreger endnu en gang, hvor svært det er for mange metal-kunstnere at skrive en god ballade. En intetsigende tekst og fladt vokalarbejde krydres med et irriterende Ghost-agtigt omkvæd, der bliver ved i det uendelige.
Hvad så med historien? Jo, det er vist noget med en ’Magus’, der sammen med sin underdanige tjener, sikkert inklusiv pukkelryg, forsøger at vende tilbage til deres gamle tilholdssted - den ’Manor’, der er med i albumtitlen. Det er der så en ’Witchfynder’, der prøver at forhindre – sikke et drama, man mangler egentlig bare legendariske Grandma på rollelisten. Det hele krydres med totalt overspillet voice-over. Forestil dig Disney Channel sitcoms, udført af selvhøjtidelige, over-pudrede Shakespeare dilettanter i grimme parykker. Der er med andre ord rige muligheder for at krumme tæer og ryste overbærende på hovedet – det meste af tiden samtidig.
Stor ståhej for ingenting
Manor of the Se7en Gables er pompøst og ”over-the-top” i endnu højere grad, end man forventer det fra genren. Musikerne er skam dygtige nok, og man fornemmer, at de gør, hvad de kan, men at løfte albummet op over det irriterende, kedelige eller banale, formår de desværre kun i glimt. Manor of the Se7en Gables er absolut kun for fanatiske fans af genren – og for folk med smag er det bare spild af tid.