Vrede japanere og døde Tamagotchier
Sable Hills vandt Wacken Open Air Metal Battle i august 2022, og siden har der været fuld gang i kvintetten. Homura er det tredje album på fire år, japanerne har udgivet, og det er simpelthen gennemvædet af klassisk metalcore med melodisk dødsmetal-referencer a la Killswitch Engage og As I Lay Dying. Vi vælter os generelt ikke i japansk metalcore, men bands som Crystal Lake, Crossfaith og nu også Sable Hills gør, at man muligvis burde kigge mere østover, hvis man er tiltrukket af melodi og aggressivitet i kombination. Det er umådeligt sjældent, at japanere er sure – særligt hvis man kigger på deres opførelse til diverse internationale fodboldturneringer og de brede turistsmil, der pryder deres ansigter i hovedstadens gadebillede. Men skylder Sable Hills penge til yakuzaen eller er deres Tamagotchi-kæledyr simultant steget til vejrs? Uanset hvad så er japanerne klar med deres fjerde fuldlængdealbum – og mon ikke der er fuld gang i det.
Hvis samuraier lyttede til metalcore
Allerede på den instrumentale intro bliver man introduceret for toner, der bringer tankerne mod japansk kultur. Et lille minut senere sparkes albummet dog i gang med “Scars”, der på alle måder lyder som metalcore, når det er bedst. Et melodisk guitarriff, en afventende og opbyggende trommegang og en ondskabsfuld vokal, der agerer taktstok for den soniske røvfuld, der udspiller sig; der er lagt et højt og energisk niveau fra start.
På Homura findes der flere numre med japanske navne. Udover titelnummeret på albummet får vi sange som “Namu” og “Higanbana”, der på forunderlig vis blander traditionel japansk strengeleg med en enormt destruktiv metalcore. Det kan for nogle ikke umiddelbart lyde som det bedste match, men Sable Hills slipper særdeles godt fra forsøget – og skaber dermed et unikt take på den melodiske metalcore.
Når vi taler om at slippe godt fra forsøg, så har vokalist Takuya Mishima leveret et fænomenalt vokaltrack på albummet. På “Higanbana” lyder hans vokal simpelthen så voldsom og ulækker på samme tid, at det kilder alle de rigtige steder. Jeg må også tilføje, at en gigantisk klokke, der ringer under breakdownet, fik undertegnede til at smile over hele krydderen. Guitarduoen Rict Mishima og Wataru skaber i symbiose en knusende og lækker melodisk tyngde, mens Keita på trommerne tager hovedrollen i flere af de lækre breakdowns, hvor der ingen fingre er at sætte på hans håndværk.
Mellem de japansk inspirerede skæringer får vi mere traditionelle metalcorenumre. Særligt “Labyrinth” og “Outspoken” besidder alle komponenter for at kunne kategoriseres som den helt lækre metalcore. Vi er stort set blottet for de moderne elektroniske elementer, og dermed leveres lydbilledet næsten udelukkende af det instrumentale og vokale ensemble. Disse numre er utvivlsomt gode – men kommer på mange måder til at lyde som et utroligt godt coverband af de store metalcorenavne frem for at bære den identitet, de japanske numre bærer.
En veloplagt japansk maskine
Sable Hills skulle være support på Any Given Days koncert i Pumpehuset. Desværre, grundet en nødsituation, blev koncerten først udskudt. Senere kom der en melding om, at turnéomkostningerne i Skandinavien simpelthen var for høje, og at man håbede på forståelse for dette. Det var en splittende melding. Jeg havde glædet mig meget til at høre hovednavnet, men lige så meget til Sable Hills, som skulle gæste Danmark for første gang. Det er selvfølgelig ærgerligt, men i og med at metalcorekulturen er betydeligt mindre i det ganske danske, så er der trods alt en mening med galskaben.
Sable Hills har disket op med et mere end respektabelt metalcorealbum, som er både unikt og generisk på samme tid. Unikt i forhold til de lokale islæt i lydbilledet og generisk i forhold til at spille uforbeholden lækker metalcore i et orgie af breakdowns. Lige netop denne kombination gør Homura lidt mere end almindeligt interessant at lytte til. Jeg tror og håber, at Sable Hills har en glorværdig karriere foran sig – og at de snart får mulighed for at komme forbi vores lille land for at efterlade et spillested i ruiner.