​Textures nye udgivelse Phenotype har en ting tilfælles med en dansk rapgruppe

Det hollandske metalband Textures er nu efter 13 år som band ude med deres femte album Phenotype, et album de har brugt de sidste to år på at lave. Men ikke nok med det, så har bandet samtidig produceret efterfølgeren Genotype, der vil blive udgivet i 2017.

Det interessante ved Phenotype er, at det er en enkelt sang, der er brudt op i mindre sange.

Ligesom Østkyst Hustlers gjorde det med Verdens Længste Rap, uden at der på nogen måder skal drages andre sammenligninger imellem de to.

Agressiv attitude og iørefaldende omkvæd

Albummet starter ud lige på og råt med et progressivt stykke, der virker kaotisk og en smule uforberedt. Efter denne korte start, der egentligt ikke er en intro, står sangens struktur klar og med bandets typiske guitarriffs får de skabt en helhed, der er bærende igennem hele sangen. Der sker en hel masse i ”Oceans Collide”, der med sin lige i ansigtet-attitude og iørefaldende omkvæd. Desværre er der på grund af det kaos, der også er i sangen nogle steder, hvor det bare ikke flyder, og det trækker sangen ned. Det positive ved sangen er dog, at Daniel De Jongh’s vokal virker så let i et ellers tungt instrumentalt koncept.

“Shaping A Single Grain Of Sand“ er nok et af albummets mest interessante sange med sin progressive dødsmetal som Gojira, der står i stor kontrast til den rene vokal, der er i omkvædet. Textures beviser igen, at de mestrer brugen af polyrytmer, som alle, der kender Meshuggah, elsker, med sin chugging og groovy melodier.

Selvom det er progressivt, bliver det hverken for kompliceret eller for trivielt, og ind imellem minder de om det gamle As I Lay Dying, på grund af bandets tilgang til metalcore. Guitarriffene på Phenotype lyder fantastiske på grund af de organiske lyde, det høje tekniske niveau og tempoet i de ivrige melodier, der tilsammen binder hele albummet sammen.

Det instrumentale nummer ”Meander”, der fungerer som et mellemspil kun bestående af nogle utydelige baggrundslyde og trommer, der tordner rytmisk igennem nummeret, viser, at bandet formår at gå endnu dybere. ”Zman” er endnu et instrumentalt nummer, der står i stor kontrast til resten af albummet ved kun at gøre brug af et klaver. Der spilles få akkorder og alligevel formår de at få givet nummeret sin egen sjæl og mangfoldighed, der er i stand til at få lytteren til at slappe af med sin minimalistiske enkelthed. Sangen fører da også direkte ind i albummets sidste sang ”Timeless”, der er bygget op omkring flotte melodier, der har en fuld og lys lyd. Sangen sluttes af med klaverspillet fra ”Zman”, der bringer albummet harmonisk sikkert i havn.

Slutningen er ikke altid enden på historien

Albummet sejler af sted med 7 kranier for et flot album med meget variation, tunge rytmer og drømmende melodier, og når Phenotype slutter er det med et håb om, at det er der, Genotype begynder.