Selvom Takara har været på scenen i godt og vel 20 år, var jeg før dette album ikke bekendt med dem - efter et kig på bandets biografi, lader det til at være et af de bands, der har haft gevaldige mængder udskiftninger i besætningen igennem årene, således at kun et oprindeligt medlem er tilbage, grundlægger og guitarist Neal Grusky.

Musikken på "Invitation to Forever" repræsenteres ganske godt af coveret med sommerfugle, blå himmel og hvad ved jeg. Der er her tale om en omgang ganske habil hård rock med en noget gennemgående "happy go lucky" stemning. Alt behøver jo heller ikke altid være dystert, ondt eller tungsindet. Sangene er melodiske og fængende og virker generelt gennemarbejdede og velfungerende.

Desværre er produktionen en smule tynd, og til tider virker det lidt som om vokalen, der ellers leveres fremragende af brazilianeren Gustavo Monsanto (som blandt andet også er at finde i Timo Tolkkis nyeste projekt Revolution Renaissance), skal bære lidt for meget af det samlede lydbillede. Dette er en skam da bandet ellers spiller fint.

Alt i alt er dette dog et udemærket hyggealbum, da det er let at gå til og i det store hele veludført.