Sylvan - Posthumous Silence - The Show

Posthumous Silence - The Show

/ Target Group · Udkom

Type:DVD
Genrer:Prog rock, Prog metal
Spilletid:79:00
Antal numre:15

Officiel vurdering: 2/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Da jeg ikke synes at CD versionen af Sylvians live opførelse af ’Posthumous Silence’ var det store sus, var det med en vis portion skepsis, at jeg gik i gang med at anmelde DVD udgaven af samme show. Til at starte med blev jeg dog positivt overrasket. Showet begynder med en flot animeret intro, hvorefter bandet dukker op bag lærredet og spiller balladen ’Bequest of Tears’. Denne intro er enormt stemningsskabende og visuelt meget flot, dog nok mest hvis man rent faktisk befandt sig i salen. Derefter falder lærredet og bandet kommer fuldt til syne. Desværre forsvinder showets magi også med lærredet og tilbage står et ganske ordinært prog-rockband. Sylvan har ikke den store udstråling i sig selv og derfor er det ærgerligt at brugen af animationer, som i starten er med til at løfte showet, kun bliver brugt meget lidt i resten af koncerten. Bandet spiller i og for sig fint nok, men jeg mener, at der bør være et spændende visuelt aspekt, enten i form af stærk karisma eller et flot sceneshow, der kan retfærdiggøre at en koncert skal udsendes på DVD – hvis der ikke er noget kræs for øjnene, kan man jo ligeså godt nøjes med ørene, i form af CD-udgaven. Heller ikke publikum er der meget gang i, og man kan ikke ligefrem mærke suset fra salen hjemme i stuen. Der gøres dog et forsøg midt i sættet, hvor de forreste to rækker i bedste Nephew stil vifter med lyssværd. Manøvren virker dog lidt for planlagt og dermed ikke særlig overbevisende.

DVD'ens bonus materale består dels af en studiereportage og en reportage fra opbygningen af ’Posyhumous Silence’ showet og dels af en række bandinterviews. Reportagerne er temmelig kedelige og giver egentlig ikke et særlig godt indblik i hvordan bandet arbejder, men interviewene har dog noget substans og er faktisk interessante. Det ændrer dog ikke ved, at jeg samlet set synes, at DVD-udgaven af showet er endnu mere ligegyldig end CD-versionen.