Cthulhu vækkes i R’lyeh til tonerne af gennemført og fantastisk død
Tyske Sulphur Aeon spiller blackened death metal, hvor såvel musik og tekst er centreret om Lovecrafts horrible univers, og de skrækindjagende væsner, der skjuler sig ude i det kosmiske mørke. Mennesket er dømt til undergang og slaveri og er lykkeligt uvidende om den skræmmende skæbne der venter, når de ældste, anført af Cthulu, vågner. Det er denne rædselsfulde sandhed Sulphur Aeon er budbringere af. Bandet har eksisteret siden 2010, og debuten Swallowed by the Ocean’s Tide fra 2013 fik en masse gode reaktioner verden rundt. Gateways to the Antisphere er andet album fra bandet.
The Old Ones were, the Old Ones are, and the Old Ones shall be.
Gateways to the Antisphere indledes med en stormomfyldt intro, hvor en vanvittig stemme påkalder Yog-Sothoth og Cthulhu. Den messende stemme bliver mere og mere ekstatisk for at gå over i et messende kor, og til slut besvares kultisternes kalden med lyden af trompeter. The Great Old One har rejst sig fra dybet.
Suplhur Aeon spiller en gang blackened deathmetal. Behemoths Demigod parret med melodiske passager fra Hypocrisy, lidt norsk mørke og en growl, der lyder som Cthulhu selv, og som får Bo Sommer til lyde som en godmodig labrador.
Albummet udvikler sig hen i en episk og afgrundsdyb dødsmetal. Fra det mørkeste kosmos til de dybeste afgrunde i havene bevæger vi os, mens fortællingen om universets uhyrligheder udfoldes. Budskabet er klart. Mennesket er prisgivet, og en skæbne værre end døden venter, når Cthulhu vågner fra sin dødelignende søvn, og Yog Saggoth åbner porten til Helvede.
We drift on a chartless, resistless sea. Let us sing when we can, and forget the rest.
Det, som jeg er dybt forelsket i ved denne skive er, hvor gennemført hele pladen er. Hvor andre bands ofte kun bruger Cthulhu-mytologien som tekstmæssig inspiration, bruger Sulphur Aeon den kosmiske horror i deres musik. Hedder nummeret "Into the Court of Azathoth" tilføjes lydbilledet en melodisk bund, der kunne lyde som messende fløjter. I Lovecrafts mytologi holdes den mægtigste gud Azathoth i en trancelignende søvn af messende fløjter, da han ellers vil sprede kaos i universet. Påkaldes Cthulhu eller andre af guderne udefra, skifter elementerne i lydbilledet. Ikke forstås, at hvert nummer har siden egen stil, men det kan være et hurtigere skift, en messende stemme eller lyden af havets bølger.
Nummeret ”Deluvial Ascension – Gateway to the Antisphere”, i mine øjne skivens bedste nummer, starter i havets dyb, hvor en dyb, rumlende lyd kommer fra R’lyeh, den sunkne by, hvorefter growlen sætter ind. Tempoet sættes ned i en instrumental trancelignende gentagelse for at eksplodere. Har man skivens cover liggende ved sin side kan man nærmest føle, at man selv står på klippens kant og ser de enorme tentakler bryde frem fra havets dyb. Det er simpelthen genialt.
Musikken er hele vejen igennem gennemført kaos. Især trommerne er med til at sætte scenen og give skiven den følelse af dundrende vanvid de gamle guders komme indvarsler. Vokalen er en virkelig veludført omgang growl, ren ondskab og brutalitet. Guitarerne skifter mellem riffs og gentagne passager. Lyden har i produktionen fået en tilpas mængde rumklang, der passer rigtig godt til det mørke og horrible univers.
The most merciful thing in the world, I think, is the inability of the human mind to correlate all its contents.
Det kan siges kort: Jeg er fuldstændig solgt. Gateways to the Antisphere er et gennemført og velspillet album. Der er helt klar rigeligt at hente for såvel fans af Lovecraft, som dem der elsker en god gang død. Pladen er hele vejen igennem gennemført, og jeg har intet at sætte en finger på. Jeg er ikke i tvivl om, at Sulphur Aeon kommer til at lægge lunt i svinget, når 2015’s bedste skive skal kåres, og den er for mig årets indtil videre bedste skive. Det er ganske enkelt fænomenalt.