Fra lunken anmeldelse til fantastisk optræden

Stryknin er et krystallisk stof, som kommer fra planten rævekage (Strychnox nux-vomica). Det er yderst giftigt, og kan medføre voldsom krampe og synsforstyrrelser. Disse symptomer oplevede vores anmelder på egen nakke, da hun overværede Strychnos i aktion på Copenhell 2023, og tog hjem med bukkede hvirvler, men yderst glad. Martin Leth og co. leverede et hæsblæsende show med blod, kranier og passion, og der blev kvitteret med ni ud af ti kranier. Desværre tog trioens debut-album A Mother’s Curse os ikke med samme storm, som den gjorde resten af landet, Treo, og Michael Poulsen. Nu er danskerne tilbage med deres opfølger Armageddon Patronage efter mindre end to år siden debuten, som var 25 år i vente, og derfor var vi selvfølgelig også spændte på, hvordan udfaldet ville være efter så kort tid.

Af og til snakkes der om jordens undergang – Ja, men det er som regel en overgang

Selvom Strychnos bliver betegnet som en hybrid af døds- og black-metal, er dødsmetallen klart den mest dominerende. Det solide mid-range tempo og de tunge mængder af bas overskygger de færre blastbeats, der er at finde, selvom man kan argumentere for, at diverse tremolo-riffs og skrig understøtter den anden teori. Der skal dog mere til end lidt blod i hovedet, før jeg endegyldigt vil kalde Strychnos primært black-metal. På Armageddon Patronage falder inspirationen på skandinaviske 80’er bands som Dismember, Entombed og Immolation, og der er helt sikkert kærlighed til musik fra den alder. Det er tydeligt, at trioen bestående af Martin Leth, Andreas Lynge og Nis Larsen er passionerede (hvilket vi blandt andet også erfarede på Posten i Odense). En af Armageddon Patronages største styrker er tempoet, den ligger for dagen med numrene ”Winds Warning the Final Storm” og ”Armageddon Patronage”. Det er en giftig kombination, og deraf passer deres navn perfekt til, hvad man får. Martins bestialske skrig er indlevende og aggressive som bare pokker, og Nis Larsen fremviser mange flotte trommevariationer, som dog desværre indimellem drukner guitaren, når det går rigtig stærkt. Selvom det med garanti er et bevidst valg, havde jeg klart foretrukket at høre guitaren mere tydeligt i stedet for. Produktionen går dog ellers godt i tråd med at være en moderne death metal indspilning, der stadig bibeholder fordums tiders beskidte sound. Pladens allersidste nummer ”Nattevandrerinden” fremmer dog i kontrast guitaren fabelagtigt. Efter fire minutter får vi en hæsblæsende solo, som gerne måtte vare meget længere. Er det pladens bedste nummer? Muligvis.

Kritikmæssigt minder Armageddon Patronage dog alt for meget om debuten, og jeg frygter, at Strychnos har valgt denne tilgang grundet dens store succes. Har man spillet for sikkert? Uden tvivl. Jeg blev positiv overrasket, da jeg hørte indledningen på ”Endless Void Dimension”, som var et forfriskende pust med diverse synthesizers, men hurtigt ender sangen i samme mid-range tempo som resten af pladen. Hvorfor ikke forsætte med de atmosfæriske synthesizers og bygge lag på lag? Det ville helt sikkert spice tingene mere op. Hvis udgivelsen havde fået et ekstra år, hvor man for alvor kunne kigge detaljerne igennem, havde det hjulpet. Nogle af numrene er derfor svære at skelne imellem især midtvejs på pladen. Selvom Martins vokal blev rost tidligere i processen, kan man heller ikke komme udenom, at der simpelthen er for lidt vokalvariation. Alting bliver leveret ens, og det bliver trægt. Især med henblik på, at A Mother’s Mercy havde det samme udtryk. Og netop sammenligningen er faktisk ret ideel. For på mange punkter lyder Armageddon Patronage som debuten, som vi også følte manglede en hemmelig ingrediens. Live kan skiven helt sikkert fungere med et underbyggende sceneshow, men hjemme i egen stue skiller den sig desværre ikke nok ud fra mængden.

Var du en fan af den første, er du med garanti fan af den næste

Hvis du var en af dem, som elskede A Mother’s Mercy, vil du helt sikkert også være vild med Armageddon Patronage, da den danske trio stadig leverer passion til A+. Pladen mangler dog variation, og man kunne sagtens have brugt et år mere på at finpudse detaljerne, tilføje flere elementer til vokalen og producere mere materiale udenfor ens ”comfort zone”. Strychnos har hele anmeldelsen igennem fået stor ros for deres live-optrædener. Jeg krydser fingre for, at de forsætter tendensen i 2024, og får skabt kontakten til udlandet, som de søger. Deres plade må dog nøjes med 6 kranier i denne omgang.