Stahlmann er endnu et tysk industrial metal band, skabt tilbage i 2008. ’Quecksilber’, der kom på gaderne den 20. januar, er deres femte udgivelse. Det eneste instrument de to medlemmer bruger er guitar – alt andet er lavet elektronisk.

Selvom bandets pladseselskab AMF Records kalder Stahlmanns genre for industrial metal, synes jeg at de roder lidt rundt og er stilforvirrede. Albummet som helhed skiller sig ikke rigtig ud fra mængden af udgivelser fra andre tyske industrial bands som Eisbrecher og Megaherz, bortset fra at ’Quecksilber’ måske har flere techno-elementer og færre metal-elementer. Vokalen er ren og forsanger Mart synger på tysk, som det også er typisk for genren. Vokalmæssigt er det meget lig Till fra Rammstein.

De fleste omkvæd er virkelig poppede og minder til tider om noget, der kunne være coversange fra det tyske Melodi Grand Prix. De catchy omkvæd ødelægger lidt illusionen om et hårdt, tysk metal-band – til gengæld er det nogle lækre guitarriffs, når der endelig er nogle. Temaerne er generelt ret dunkle med sangtitler som ’Engel der Dunkelheit’, ’Schmerz’ og ’Am Grunde’. Tempoet varierer fra sang til sang, ligesom nogle numre er mere metal end andre, og det er med til at gøre albummet som helhed lidt mindre ensformigt.

’Quecksilber’ indeholder nogle få fede sange, men desværre er der bare for mange, der er alt for intetsigende. Teksterne virker lidt flade og siger mig ikke så meget – men til gengæld bliver det så meget mere hårdt og brutalt af at være på tysk, og det redder faktisk en hel del.