Rammstein Jr.
Navnet Stahlmann ser man på de tyske industrial metalleres live-optræden. Når de optræder, maler de sig med sølvfarvet kropsmaling og har sort tøj på. De er dog stadig rigtig nye, nemlig fra 2008. Deres første EP, Herzschlag fik overvældende success, hvilket mundede ud i detutalbummet Stahlmann. Senere kom Quecksilber i en mere melodisk stil, og nu er vi fremme ved tredje album Adamant, som jeg har fået lov til at anmelde. Og jeg er positivt overrasket.
Albummet lægger ud med "Die Welt Verbrennt", som har en meget kort intro og et forholdsvis simpelt riff. Versene hviskes nærmest, men det eksploderer på omkvædene. Sangen er ret langsom, men simpelt og godt lavet. Den formår endda at blive lidt atmosfærisk til sidst. Andet nummer er lidt hurtigere. Det starter med noget keyboard, mens trommerne bygger op. Nummeret er energisk, dog stadig ret simpelt. Trommerne brillierer her, sammen med bassen i versene. Der er også lidt kvindelig vokal på albummet, tidligst på "Schwartz", som er et af de lidt hurtigere numre. Bassen udmærker sig på dette nummer, ved at være interessant og alligevel simpel. De elektroniske elementer bruges tydeligt, og samtidig diskret, som det ellers kun ses hos Rammstein. Vokalen er meget talende, men synger på omkvædene. Sådan er det på de fleste numre, men der er også et med noget mere melodisk. Det er "Leuchtfeuer", som starter med klarver og violin, som også er der i omkvædene. Igen er riffet meget simpelt, og bassen er tydelig i versene. Sådan fortsætter det gennem hele albummet. Bassen er tydelig i versene, guitaren er overlegen med simple riffs i introerne og omkvædene, de elektroniske elementer gennemsyrer det hele, dog uden at være for fremtrædende eller for tilbageholdende. De er lige tilpas, og det skal du have ros for. Nogle gange er det helt stille og atmosfærisk, som på "Leuchfeuer", og andre gange er det tempofyldt, som på "Adrenalin". De varierer det generelt utrolig godt, og er samtidig ret ensformede, hvilket er en bedrift i sig selv. Musikken er både atmosfærisk og tempofyldt, og det fortjener de også respekt for. Forsangeren synger meget ensformet, men har trods det en rigtig god stemme. Den minder til forveksling om Till Lindermanns (Rammstein). Albummet slutter af med "Dahmonin", som er et af de mere stille numre. Der er klarver i introen, og samtidig er det med for at gøre nummeret mere atmosfærisk. Guitaren og bassen spiller mere og bedre sammen her end på resten af albummet, og det giver generelt en god opsummering og afrunding på albummet, så man ikke føler sig snydt.
Jeg er positivt overrasket over Stahlmann. De formår at skabe noget man kender, uden at være et Rammstein ripoff. Samtidig med at de er varierede og samtidig ensformige. De doserer mængden af elektroniske elementer helt tilpas, og man kan fornemme at alle musikerne gøre det de kan. Dog kan de godt blive for ensformige i løbet af albummet. Det er nok mest guitaristens skyld, da hans riffs ikke er særlig kreative og ikke krydrer det med soloer. Trods dette, så er Adamant et rigtig godt album, og jeg kan anbefale det specielt til Rammsteinfans.
Trackliste
1. Die Welt Verbrennt 2. Süchtig 3. Wenn Der Regen Kommt 4. Schwarz 5. Leuchtfeuer 6. Adrenalin 7. Der Schmied 8. Paradies 9. Nackt 10. Tempel Der Lust 11. Dämonin
Hvis du køber bonus track udgaven får du to ekstra numre med. De hedder "Traumfrau" og "Licht". Jeg har ikke haft mulighed for at høre disse, men ud fra albummet at dømme burde de være de ekstra skillinger værd.
schwarz er albummets single, og et af albummets mere ensformige numre.
