At hellige sig det hellige
Hin helga kvöl betyder den hellige smerte, og det er titlen på Sólstafirs ottende og nyeste album. I snart 30 år har de været i konstant bevægelse fra pagan- og vikingemetal over black til post-rock og -metal. Smerte har altid været et væsentligt grundvilkår i deres udtryk, men det har nu aldrig forekommet specielt helligt. For næsten præcist fire år siden udgav gruppen et nærmest sublimt, patosfyldt album, så lad os se, om islændingene er blevet endnu bedre af at hellige sig det hellige.
Hvad pokker foregår der her …?
Sólstafir har som nævnt været langt omkring i deres karriere indtil videre, men det bliver hurtigt klart, at de med Hin helga kvöl har planlagt endnu flere seriøse afstikkere. ”Hun andar” lægger ud med gungrende goth rock, der møder Billy Idol-80’erpop. Det er temmelig langt fra de store følelser, Sólstafir plejer at levere, og mildt sagt ikke særligt vellykket. På singlen “Blakkrakki” er der til tider nærmest tale om en DAD-hyldest med de ”Sleeping My Day Away”-inspirerede guitarfigurer og rytmer, der med rund hånd deles ud her. En relativt kort sang, der med sine bare 4.32 alligevel lykkes med at være både langtrukken og ensformig.
”Vor as” fortsætter ligegyldighederne med et uptempo forsøg på classic rock med kvindekor og hele balladen. Det er, så man krummer tæer, og forsøget på at genbruge elementer fra en af gruppens mest kendte sange, ”Fjara” fra Svartir Sandar, mislykkes totalt. Bandet spiller jo egentlig stadig habilt nok, sangskrivningen er bare helt håbløs, og Addi Tryggvasons skrøbelige vokal er helt malplaceret her. Det er faktisk lidt rystende, at et band af Sólstafirs kaliber kan proppe så mange dårlige sange ned på ét album.
Heldigvis er der stadig lyspunkter, for titelnummeret er dejlig punket og både tungere og hurtigere; det sætter på bedste Sólstafir-vis det hele på spil. Her er både vrede og aggression til overflod, og det ”Angel of Death”-agtige breakdown, der kommer til sidst, er helt fantastisk. En gedigen overraskelse, og endelig er den positiv. På plussiden hører også “Salumessa” – en dødsmesse, der er lyden af næsten ubærlig ensomhed i de barske og mennesketomme islandske vidder. Gudesmukt, og det er jo sådan her, Sólstafir skal lyde! Desværre slutter ”Kuml” denne underlige islandske rutsjebanetur af med noget, der bedst kan karakteriseres som loungemusik, med Badalamenti-stemning, saxofon og hele skidtet. Man ser for sig en dansende dværg i en rød habit, især når den messende baryton sætter ind. Det er tæt på bizart.
Smerten er anderledes denne gang
Der er således kun sølle to numre på Hin helga kvöl, der kunne få plads på de fleste af Sólstafirs tidligere udspil. Væk er de store sammenhænge og emotionelle højder fra deres sidste mange albummer, og ikke mindst på den baggrund er dette album et af årets helt store skuffelser. Der er intet helligt over den smerte, jeg føler over at skulle tildele en karakter langt under middel til et band, jeg har været så begejstret for i så mange år.
