Om metal og snegle
Ord og udtalelser, der refererer til snegle, er sjældent af en positiv eller energisk art. Køre i sneglefart, at snegle sig afsted og at være en sær snegl. Der er dog et par steder, hvor disse beskrivelser kan være en glimrende ting, nemlig når det kommer til doom, stoner og sludge metal – bandet Slugdge har endda gjort snegle til deres eksistensgrundlag. Men det er ikke kun på den anden side af Atlanten, de er pjattede med snegle, herhjemme er der frem af skoven kravlet et nyt band, der, i hvert fald ud fra navnet at dømme, også jubler over de små slimede væsener. Sneglefeber hedder de, og de er netop klar med debutpladen af samme navn.
Solide riffs, og hvad mere?
En af grundstenene i doom – og andre af metallens undergenrer, men især doom metal – er et solidt og tungt riff, og der har Sneglefeber i den grad hørt efter i timen. Hvert af pladens fire numre styres af et tungt riff, som de resterende elementer nøjsomt er konstrueret efter. Man behøver overhovedet ikke være bange for, at atypiske fænomener med tilnavnene prog eller post infiltrerer musikken. Det er riffet, der sætter rammerne, og så må man fylde dem ud, så godt man kan. Med en gennemsnitsspilletid på over ti minutter er der også god tid til at gøre brug af hele paletten.
På nummeret ”Stankman” udviser Sneglefeber også ganske fornemt, at de på trods af at være debutanter sagtens kan runde numre over 11 minutter, uden at man som lytter må hengive sig til papirflyvning, dagdrømmeri og andre tidsfordrivende aktiviteter for at holde sig aktiveret. Lige på og hårdt bliver man bliver kastet ud i en meget Orchid-inspireret leadguitarsektion, og derefter direkte ned i den pessimistiske sump på ”Stankman”. En sump, der er ganske interessant, og ud over Orchid også byder på syret Jimi Hendrix-galskab, mere rolige og melodiske afbræk, men selvfølgelig også et yderst lækkert riff, ikke ulig hvad man kunne finde på en Bongzilla- eller Weedeater-plade. Det snegler sig derudad på den helt rigtige måde.
Pladens resterende numre byder også momentvis på gode takter, ”Fear of the Salt” har også et glimrende syret afbræk, og titelnummeret gæstes af nogle støvede fuzztoner, men ingen af dem når helt niveauet, man finder på ”Stankman”. For på trods af at Sneglefeber har forstået, at doom handler om et solidt riff, så lyder det også til, at deres forståelse stopper der. Om guitaristen bare har spillet et riff og ventet på, at resten af bandet er blevet velsignet af kreativitetens gudinde, vides ikke, men ud fra den manglende diversitet på specielt ”Spawn of Grief” er tanken nærliggende. Jeg er med på meningen med denne type doom er, at lytteren nærmest skal hypnotiseres af riffet, men når hypnotisøren kun får dig til at sove, bliver det lidt meningsløst. Det, der dog gør, at man næsten har lyst til at kravle gennem højtaleren og ruske i Sneglefeber, er, at der absolut intet er i vejen med kvaliteten af de riffs, de bygger deres numre på. Det buldrer og vibrerer alle de rigtige steder, der er ikke en finger at sætte på det, men Jesus, hvor sker der bare mindre end på en teknisk skole om fredagen.
Skønne spildte kræfter
Sidder man i en ordentlig koger og bare skal have en plade, der byder på nogle fede riffs, så er Sneglefeber den helt rigtige plade. Men for os andre, hvis liv coronaen ikke har sat i stå, så kan pladen godt blive en anelse til den kedelige side, endda frustrerende. For Sneglefeber har virkelig et godt fundament at bygge videre på. Mange ældre bands ville have været lykkelige, hvis de på deres debutplade havde kværnet så fuldfede og tunge riffs ud. At Sneglefeber skyder sig selv i foden ved ikke at udnytte den gave, de har givet dem selv, kan man kun ryste på hovedet over.
